9. - 10. marts. Tid til afrejse.

Peter har sagt det. Der er ikke så meget mere at sige,. Turen er så godt som slut.

Jeg har ikke fået skrevet så meget på denne blog, men jeg har været der, set, hørt og oplevet dette fantastiske land, dens natur og indbyggere. Som Peter skrev, så har det været et privilegium at skippe dagligdagen for en periode og bare være sammen og opleve.

Det har uden tvivl været sund for os som familie, for Peter og jeg og ikke mindst for vores skønne drenge, som har været hinandens eneste legekammerarter på størstedelen af vores tur.

I går (9/3) som var vores sidste hele dag inden afrejse, brugte vi bare på vores hotel. Alle (i hvert fald Peter, Frederik og jeg) var godt i gang med mentalt at indstille os på at skulle rejse hjem. Vi brugte dagen ved poolen med badning, læsning, lektielæsning (som der ikke er blevet brugt meget tid på, hvorfor der nu skal arbejdes lidt i flyveren hjem) og leg på legepladsen.

Vi overvejede om formiddagen, om vi lige skulle presse en oplevelse mere ind og se noget regnskov på en tur med 7,5 km i cablecar over regnskoven og med udsigt over havet. Det kunne have været endnu en fantastisk oplevelse, men dels blev det for besværligt tidsmæssigt, dels var vi vist alle ved at være ret så mætte på oplevelser.

Mens jeg sad der ved poolen i solskin (for en gangs skyld :-) blev jeg ved med at sige til mig selv - sikkert som et led i min mentale forberedelse på at skulle vende snuden hjem til hverdagen-  "det var det, vi skal ikke mere, vi når ikke mere, vi får ikke flere oplevelser i dette spændende land". Ikke at jeg synes jeg mangler noget. Der er da ting vi gerne ville have gjort og steder vi gerne ville have set, men vi har været langt omkring, set en masse og samtidig haft tid. Vi har ikke skullet skynde os med ret meget de sidste 11 uger.

Lige nu er vi ankommet til Singapore, efter et kort stop i Darwin. Vi skal nu vente på næste fly til London, med afgang om knap 4 timer.

Frederik har været fyr og flamme og har siden afrejse fra hotellet i Cairns sagt " jeg har helt ondt i maven, så meget glæder jeg mig til at komme hjem til Røntoftevej".

Jeg glæder mig også til at komme hjem og se jer alle igen. og vil også lige sige tak for jeres kommentarer på bloggen, sms'er og mails.

Vi ses om lidt.

Kh Pernille

6. marts til afrejse

6. MARTS TIL AFREJSE
Bemærk: der er ogås kommet nye billeder (link til højre som sædvanligt)


6. marts - Port Douglas

Som skrevet sidst, var dagens tur til revet aflyst, men så var der heldigvis mere tid til af spise morgenmad mm. Jeg sov som en sten da jeg blev vækket 8:20 af drengene og Pernille med fødselsdagssang. Det er jo en dejlig måde at vågne på og en god start på dagen!

Jeg fik fine gaver og et fint morgenbord med en vandmelon pyntet med tallene 8 og 3 som stearinlys - jeg fik dog hurtigt drejet melonen så der stod 38 og ikke 83 når jeg læste tallene fra min side af bordet.

Til trods for den aflyste rev-tur, så var det faktisk rigtig fint vejr den sjette marts (ikke overraskende (?)). Vi kørte sydpå langs med kysten, den samme vej som vi havde kørt nordpå i regn og oversvømmelser et par dage tidligere. I solskin var vejen og udsigten faktisk meget smuk, men de inderste 50 meter af brændingen var fuldstændig mudderfarvet på grund af al den jord der var vasket ud under de voldsomme regnvejr dagene i forvejen.

Vi tilbragte dagen i Hartley's Crocodile Adventure ca. midt i mellem Port Douglas og Cairns. Vi var på bådtur på en krokodillesø hvor det lykkedes at kalde en krokodille frem med lidt lækkerier (hønsehoveder). Meget imponerende at se hvordan krokodillen sprang frem ud af ingenting og fangede sit bytte og skræmmende at se hvor langt op af vandet den kan springe!
På stedet har de også en kommerciel krokodillefarm, hvor de opdrætter krokodiller primært for skindet. Meget imponerende at se 100 små 70-cm. krokodiller sammen i ét bassin. Finurligt at lære, at det er temperaturen i krokodille-reden der bestemmer om ungerne bliver hunner eller hanner.

Stedet havde også en del andre australske dyr (det lader til, at der er Koala-minizoos i hver anden by). Der var en gut, det fortalte om slangerne - som jeg jo har brugt en del energi på at være bange for. Fakta er, at 11 af verdens 15 giftigste slager lever i Australien (som skrevet tidligere), men "kun" 300 mennesker bliver bidt af giftslanger hvert år, og kun 1,8 af dem dør! Sagen er den, at ingen af de australske slangers gift dræber muskulaturen (i modsætning til f.eks. de sydamerikanske slanger, hvor amputationer er reglen hvis man overlever et bid). Giften fra australske slanger transporteres rundt i kroppen primært i lymfesystemet. Det betyder, at bliver man bidt, kan man forsinke effekten (der primært rammer hjerte og lungefunktion) ved at binde et stramt gaze-kompres på den kropsdel der er bidt (typisk arm eller ben) og samtidig låse armen eller benet ved at binde eller gaze en kæp, et kosteskaft eller lign. til armen / benet - og så ellers se at komme på hospitalet hvor de har modgift (og respiratorer). Der er eksempler på at der er gået op til 24 timer fra et bid til folk er kommet på hospitalet, men har overlevet pga. den nævnte "behandling".
Slutteligt, fortalte slange-gutten, at slanger selv bestemmer om, og hvor meget, gift de vil pumpe i deres offer, og - ifølge ham - vil de i mange tilfælde ikke sprøjte gift hvis det er et selvforsvars-bid (f.eks. et menneske der er ved at træde på dem), da det jo ikke drejer sig om at nedlægge et bytte.
Alt dette fortalte han mens han stod og viftede med en giftslange!

Senere var han ude blandt publikum med en kvælerslange (om hvilken har fortalte, at den var from som et lam, selvom at man "ville kunne huske smerten af dens bid resten af sine dage, hvis man blev bidt"). Den kunne man så klappe lidt - til min overraskelse ville både Frederik og Gustav røre ved den - og selv Pernille skulle lige mærke hvordan den føles. Jeg kunne heldigvis undskylde mig med at nogen jo skulle tage billederne…..

Dagen blev afsluttet med et "Crocodile Attach Show", hvor en gut gik ind i en indhegning til en saltvandskrokodille og tirrede den med mad. Det lyder jo lidt Hollywood -agtigt, og var det sådan set også, især da vi tidligere havde set krokodillerne fange føde i naturlige omgivelser tidligere på dagen. Men - det var kattengalemig imponerende alligevel! At se - og især høre - en 3,5 meters saltvandskrokodille hamre bisserne sammen i et forsøg på at fange en død høne i en snor er vildt. Jeg har aldrig i mit liv hørt noget lignede! Det lyder, som jeg forestiller mig det vil lyde hvis man forestiller sig to bjælker 25 x 25 cm hårdttræ på hver 3 meters længde der falder oven på hinanden efter et fald på flere meter. Meget højt og meget massivt!
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at et menneske lårben e.lign. var klippet over i et hug!

Efter en lang, varm og spændende dag, kørte vi tilbage til Port Douglas. Inden det blev mørkt var vi oppe at se et udsigtspunkt over byen og bugten. Det lokale Rotary havde opstillet en kompas-sten (troede ellers de sponsorerer plejehjem og sådan noget (?)) der viste retninger og afstande til forskellige steder i verden. København var ikke medtaget (!), men London og Paris og Helsinki (of all places) var der. En gennemsnitsberegning på de tre, viste at der var omkring 13.000 kilometer til København fra Port Douglas. Underligt at tænke på, at vi ville være 13.000 km. fra Port Douglas bare 5 dage senere…

Det var jo min fødselsdag, så vi fandt en rigtig lækker tapas-restaurant. Vi fik 7 forskellige tapas til deling. Maden var eminent, og da den dyreste (australske) champagne kostede 225 DKK for en flaske fik vi champagne til hele måltidet - lidt ødselt muligvis, men meget lækkert og alle pengene værd - mums!

Da jeg gik i seng om aften nåede jeg at sammentælle de steder i verden jeg har fejret mine fødselsdage indtil videre…. London (to gange), Mölle / Sverige, Toronto, Las Vegas, Alperne, San Francisco og nu Queensland, Australien


7. marts - Cairns

Det var skiftedag, og vi fik pakket bilen med vores ting, kørt til lufthavnen i Cairns, afleveret bilen, og fik en taxi til vores hotel for de næste tre dage i Cairns "Cairns Colonial Club Resort (det lyder finere end det er). Da vi ankom til hotellet var det rigtig fint vejr, så vi brugte faktisk den halve dag der var tilbage, med at bade, lege på legeplads og spise på hotellet. Vi fik dog også lige booket en tur til The Great Barrier Reef. Vi forsøgte at booke den billigste tur (med et respektabelt firma) men de havde udsolgt på den tur, så vi blev opgraderet til en tur til "en rigtig ø" med en større båd, men til samme pris - det var lige en besparelse på 1.000 kroner!


8. marts - Cairns

Det var væggeurs-tidligt op og hurtig morgenmad, inden vi tog af sted til havnen. Jeg var jo lidt tændt på, at vi skulle sejle med en kæmpe sejlkatamaran. De satte da også sejl, men ellers kørte begge motorer for fuld damp (og larm) hele vejen ud til revet. Ikke helt hvad jeg havde håbet på, men på den anden side, så tog det over 2 timer at sejle der ud (med ca. 24 km/t) så det havde nok været et kort dyk, hvis det skulle have foregået for sejl alene.

Der er stadig "strong wind warning" for farvandene her (det har der været siden midt i vores sejltur i Whitsunday), så båden rullede noget. Der var flere der talte fortroligt med de små hvide poser der blev uddelt. Pernille følte sig ikke søsyg, men på et tidspunkt var hun blevet meget grå i kuløren, og svedte som en hest (red: Pernille kan normalt ikke svede (sidst jeg så Pernille være våd af sved, var da hun fødste Gustrav)). Hun skulle lige på toilettet, og kom først tilbage efter lang tid. Toiletopholdet havde vist ikke været bekvemt, men hun blev hurtig frisk da hun kom tilbage. Lad mig bare sige det sådan, at da det var spisetid var hun meget sulten, og der var god plads i hele fordøjelsessystemet til maden……

Efter 2½ time kastede båden anker ved Michaelmas Cay, over 40 kilometer fra fastlandet midt i The Great Barrier Reef. Vi lå nu midt i uvirkeligt blåt vand, omgivet af vand på alle sider, uden at kunne se fastlandet, og havde en lille kridhvid tropeø foran os.
Vi var klar over, at det ikke ville være realistisk med rigtige dykninger med iltflasker, når vi var afsted alle fire, så vores ambitionsniveau var at få snorklet. Fra båden sejlede en mindre tender os til stranden på Michaelmas Cay. Herfra var det bare at få gearet på (inkl. de obligatoriske stinger suits) og svømme 10 meter ud, så var man over koralerne. Jeg ville gerne kunne berette om 25 meters sigtbarhed i vandet, men vinden og de foregående mange dages regn gjorde, at sigtet desværre var rimeligt begrænset. Det ændrede dog ikke på, at det var imponerende at se på koralerne og fiskene.

Frederik var lidt tøvende med at komme ud, men da han kom i gang, svømmede han med svømmefødder, snorkel og maske som om han aldrig havde lavet andet! Han sagde selv "jeg viste slet ikke det var så spændende". Gustav fik vinger og en redningsvest på, og så lå han og skvulpede i brændingen, og grinte hver gang en bølge skubbede ham tættere på stranden.

Vi var tilbage på båden til frokost, og valgte efter frokost, at snorkle mere, i stedet for, at tage en tur i den semi submersible "undervandsbåd" som var en del af pakken. Det var et godt valg, for det var i mellemtiden blevet lavvandet, og koralerne var nu meget tættere på overfalden, hvilket betød dels, at vi var tættere på dem (i mange tilfælde sådan, at vi skulle huske at strække benene for at ikke ramme med knæene) og dels, at lyset havde kortere vej til koralerne. Det var en helt anderledes oplevelse, for der var så meget mere liv, at se på. Jeg så mange meget flotte fisk, i alle størrelser og farver, også nogle flotte nogen der havde alle regnbuens farver over kroppen og f.eks. en lille stime af flotte ekstremt blå fisk med gule finner. Vi havde købt en engangsundervandskamera, så nu er jeg spændt på om de billeder bliver til noget…. tænk sig, men skal ned to fotohandleren med filmen, betale en masse penge, vente flere dage, og så får man bare nogle stykker papir retur. Det er sgu da gammeldags!

Da vi var tilbage i Cairns spiste vi aftensmad inden vi tog tilbage til hotellet. Vi har jo de sidste to måneder primært lavet mad selv i camperen, og div. lejligheder. De sidste tre dage i Cairns, er vi nød til at spise ude. Det er påfaldende så stor forskel der er på at lede efter en restaurant fordi "nu er det spise tid" og det er den eneste måde at få aftensmad på, i forhold til engang i mellem at vælge ikke at spise hjemme fordi vi har lyst til at spise ude og/eller har fundet en lækker restaurant.

Var tilbage på hotellet til ungernes sengetid, og nu sidder jeg her og skriver blog. Ved ikke hvad vi skal i morgen - det er den sidste hele dag vi har i Australien, inden det går hjem af!

Det er godt nok mærkeligt, at om mindre end tre dage, er vi hjemme! Det bliver naturligvis dejligt, at komme hjem til vante omgivelse, se familie og venner og kunne sove i sin egen seng og alt det der. Men der er mærkeligt, at tænke på, at efter nogle få dage hjemme, så er det sgu bare helt almindelig hverdag igen, der ligner sig selv fuldstændig, og hvor det ikke spiller nogen rolle at man har været af sted og haft en fantastik kapitel i livet.

Dan Turell - Vangedes stolte bysbarn, og eneste claim-to-fame - har skrevet et digt der hedder "jeg holder af dagligdagen". Det handler om, at være glad for de daglige gøremål og de små ting i livet. Jeg har stor sympati for teksten, og kan sagtens se det rigtige i at kunne glæde sig over de små ting i den daglige rutine og repetition. Jeg ved også godt, at selv det mest spændende bliver dagligdag på et tidspunkt. Men, jeg kan bare ikke forlige mig med den alligevel.

Det er sgu da ikke dagligdagen, der får én til at fylde lungerne med ren klar luft. Det er da ikke dagligdagen, der giver næring til at turde drømme større. Det er da ikke dagligdagen, der fører til, at man møder mennesker og kulturer der gør ting anderledes end alle andre omkring en. Det er da ikke i dagligdagen, man opdager, man har en krop og en fysik der ikke bare en æske der holder hovedet højest når man står eller sidder. Det er da ikke dagligdagen, der gør at man pludseligt hører lyde fra naturen man aldrig har hørt før. Det er da ikke dagligdagen, der gør at man savner dem der virkelig betyder noget, fordi de er langt væk. Det er da ikke dagligdagen der gør, at man momentvist føler, at hvis man døde i dette øjeblik, så ville man alligevel have levet et helt liv.

Vores orlov har været fantastisk - vi har set så meget, og oplevet så meget, mødt spændende og søde mennesker fra hele verden, været så meget sammen, så tæt på hinanden, så intenst tilstede i drengenes liv og oplevelser - at det vil være et kapitel i vores liv som vil fylde meget når det en gang bliver tid at gøre det store regnskab op.

Alt hvad vi har oplevet fra flyveren lettede fra Kastrup til den lander der igen (d. 11. marts kl. 09:50 med BA812 fra London) har været fantastik og har givet os utroligt meget. Men måske ligger den største værdi af vores orlov endnu foran os. Måske består den i, at tage nogle doser anti-dagligdag med hjem, og drysse dem ud over, ja netop, dagligdagen, for så at se hvad der så sker med livet.

Jeg glæder mig til at se jer alle. Tak fordi du har haft lyst at følge med i vores rejse, og for tanker, beskeder, sms'er og emails de sidste 11 uger.

KH Peter

Sejlads i Whitsunday Islands og op ad kysten til Port Douglas

23. februar til 5. marts: Sejlads i Whitsunday Islands og biltur op ad kysten til Port Douglas, Queenland, Australien


23. februar - Shute Harbour

Som Pernille har skrevet, så hentede vi 'vores' båd den 23. februar i Shute Harbour. Vi har lejet en 36 fods Bavaria fra (vistnok) 2001.

Officielt er det lavsæson for bådleje, så jeg fik mig forhandlet til Bavaria'en til samme pris som en 28 fods Catalina - vist et meget godt tilbud! Båden er ganske fin, der er ikke så slidt som man kunne frygte af en så gammel båd, der sejler året rundt. Skal man finde noget, så lugter den ene agterkahyt muggent, men den bruger vi heller ikke (da båden har 6 køjepladser)


24. februar - Nara Inlet

Om morgenen kom en af udlejerens mænd og gav os en grundig gennemgang af båden - mens en anden af deres mænd lavede "makulatoren" i toilettet som var gået i stykker aftenen før. Gennemgangen af båden var virkelig grundig, og indbefattede også en briefing om Whitsundays, med anvisning af gode ankerpladser o.lign. De starter med at høre hvor meget erfaring man har - da det faktisk er muligt at "komme ind fra gaden" uden sejlererfaring overhovedet og leje en båd. Jeg fortalte, at vi sagtens kan sejle båden, men fortalte også, at vi var temmelig grønne mht. ankring, VHF og "strømstyring".

Vi fik en grundig gennemgang af det, og slutteligt sejlede vores 'underviser' med ud i bugten og lavede en ankring med os, ligesom vi lavede et prøveopkald på VHF'en. Da vi var kommet fri af bunden i bugten, satte vi sejl og sejlede af sted - vores underviser hoppede i jollen og sejlede tilbage - og vi var af sted!

JA SGU!
Her var vi, i let vind, på tyrkisblåt vand blandt grønne klippeøer, i "vores egen båd" med 7 nætter foran os! Det var fuldstændig euforiserende - dels fordi det er fantastisk (jvf. beskrivelse), og fordi det fand'me giver selvrespekt at udleve ens vildeste drømme!

Vi sejlede ca. tre timer til Nara Inlet, som er en fuldstændig beskyttet bugt (nærmest en lille fjord) to sømil (det er 3,5 km.) langt, indelukket mellem 200 meter høje klipper. Vi ankrede på 6 meter vand, og da motoren blev slukket var det helt stille! Der var knapt vind til at kruse overfladen, og der var ikke andre lyde end junglelydene fra skovene rundt om os. Det var sol og varmt, men bibelen (i dette tilfælde "100 Magic Miles of the Great Barrier Reef the Whitsunday Islands" af David Colfelt) beskrev, at Nara Inlet er yngleplads for hammerhajer og derfor "maybe not the best place to go swimming in the Whitsundays"….. Sådan en melding, er sgu lige hård nok i ørerne på en knægt fra Silkeborgsøerne. Vi sejlede en tur i jollen i stedet og gik i land på en lille strand!

Aftensmaden tilberedte vi på bådens BBQ - det er faktisk ikke muligt at leje en båd i Australien uden fastmonteret BBQ!!!. Da mørket sænkede sig - og det gør den hurtigt mellem 20. og 21. breddegrad - tændtes et stjernehav over os. Det er helt vildt så mange stjerner man kan se når der ikke er noget lys i nærheden (bortset fra fire - fem ankerlys). Efterhånden døde også lydene fra "junglen" ud, og der var stille - helt stille - helt vildt stille! For pokker hvor var det dejligt. Vi sad i cockpittet i underbukser i 26 graders varme og sagde ingenting. OK du kender os jo, så helt stille var vi nok ikke, men det var i hvert fald fascinerende! Vi sluttede aftnen af med et kølende brusebad på den lille 'agter-terasse'/badeplatform.


25. februar - Hamilton Island

Vi vågnede til vækkeuret kl. 07:45. Der er nemlig radiokontakt mellem udlejer og alle bådene hver dag kl. 8 og kl. 16, da udlejer har en juridisk forpligtelse til at iværksætte en eftersøgning hvis de ikke har hørt fra os tre gange i træk! Denne morgen lovede vejrudsigten frisk vind, men tiltagende over natten. Vi sejlede derfor til Hamilton Island, der er en af de få havne i området.

På Hamilton Island er der en lufthavn, og et stort ressort samt en masse velhavende australieres weekend- og ferieboliger. Vi så faktisk en udsigtsgrund til salg til $2 mio (9 mio DKK) - bare for grunden!

Bor man i marinaen, er der fri afbenyttelse af alle øens faciliteter, herunder resortets kæmpe pools. Det benyttede vi os af! Vi var hurtigt i poolen og legede længe der. Da vi gik i seng havde vi endnu ikke set noget til uvejret, og faktisk lå vi i næsten vindstille hele natten og svedte som svin.


26. februar - Hamilton Island

Vi var lidt sene til at komme i gang, og pludseligt var dagen godt i gang uden at vi havde lagt sejlplaner. Vi besluttede derfor at blive en dag mere. Vi dasede og var i poolen. Har vist skrevet det før, men drengene er helt vilde med at være i vandet. Frederik bruger svømmevinger endnu, men er ligeså ofte uden vinger (hvor han kan bunde) og dykker rundt med sine svømmebriller. I dag fik han mindst en time til at gå med at dykke efter en nød han kastede rundt med.

På Hamilton Island er der ingen "almindelige biler", faktisk kun gratis-busserne og nogle enkelte servicebiler. Derimod er der buggies (golfbiler kaldes de vist på dansk) overalt. Det er virkeligt et "Buggy Wonderland" (hæ, hæ). Vi lejede en buggy om eftermiddagen, og drønede rundt og så det meste af øen. Vi kom godt op i højden, og havde en fantastisk udsigt over Whitsunday Islands. Vi checkede også lige Fizalan Strait som vi skulle i gennem dagen efter.


27. februar - Cid Harbour

På østsiden af Whitsunday Island ligger Whitehaven Beach. Den går for at være en af verdens fem smukkeste strande (find billeder på google images eller google earth eller Wikipedia), og den havde vi naturligvis på to-do listen. Vinden var godt nok i det forkerte hjørne (dvs. SØ), men det var ved at være tid at nå der ud, hvis vi skulle kunne nå tilbage igen med plads til et par dage med forkert vind.

Vi stak derfor ud gennem Fizalan Passage, som ellers går for at være et af de mere barske steder i Whitsunday i sydøstlig vind. Passagen tog vi i stiv arm (omend for motor) og overhalede da også en anden "turistsejler" som os selv på vejen ud. Vel igennem passagen ramte vi bølgerne der havde rullet de ca. 40 kilometer fra det ydre rev før de nåede vores lille skib. Udsigten havde lovet op til 2,5 meter bølger i "open waters". Jeg har på fornemmelsen, at vi var nået ud på open water!
Bølgerne var heldigvis lige i stævnen, men båden hoppede op og ned i bølgerne. Hver femte bølge (eller sådan) gav vand over stævnen, men drengene syntes det var sjovt. Frederik sagde det var ligesom at være i rutschebanen i Tivoli, og Gustav sagde det kildede i tissemanden.

Men, pga. bølger, vind og strøm gjorde vi kun 3 - 3,5 knob over grunden (det er ca. 6 km/t), og det betød, at vi skulle holde på for motor i mindst tre, måske tre en halv time. Desuden er der ingen ankerpladser i Whitehaven området, der er specielt egnede til ankring i 20-25 knob (det er 10 til 13 m/sek.) som var udsigten for natten. Det synes vi (voksne) alligevel var for meget, så vi bestemte at vende om. Vi sejlede i stedet til Cid Harbour, som er meget velegnet til ankring i sydøstlig vind. Vi fandt en fin plads i Saw Mill Bay, blev hilst velkommen af en havskildpadde, og droppede ankeret på 7 meter vand.
Vi sejlede ud i jollen, tog nogle lodskud (for at sikre, at der var vand nok, hvis strømmen skulle skubbe båden rundt om ankeret) og sejlede så ind til stranden ved Saw Mill Bay. Desværre havde vi ikke fået kameraet med, på dette tidspunkt hvor solen ellers kom frem på en hovedsagelig blå himmel. Sikkert pga. det glemte kamera, var der naturligvis også utrolig smukt på Saw Mill Bay strand. Og for at gøre det hele værre, så var vi næsten ved at sejle en kæmpestor havskildpadde over på vejen tilbage i jollen - igen uden kamera!

Aftenen blev blæsende og regnfuld, men vi lå virkelig godt beskyttet i bugten.


28. februar - Long Island

Vejrudsigten (som vi fik morgen og aften under radiokontakten) blev mere og mere blæsende fra SØ retning. Vi korresponderede vores planer med Whitsunday Rent a Yacht (udlejeren) og de frarådede at sejle på østsiden af øerne (som er nødvendigt for at komme til Whitehaven), og vi måtte desværre indstille os på, at vi ikke ville få en af verdens smukkeste strande at se………. (og det er jo ikke lige fordi vi kommer forbi igen i næste uge, vel?)

Vejrudsigten for den kommende nat lovede over 25 knob (13 m/sek.) fra SØ, så vi sejlede i stedet til Happy Bay på Long Island. Der ligger et ressort og man kan (mod betaling naturligvis) fortøje til en af deres bøjer lidt fra stranden. Det gjorde vi, og sejlede med jollen ind til stranden.
Lad mig bare slå fast (hvis ikke det allerede står lysende klart), at efter en hel dag på vandet for sejl, så er det altså ret nice, at fortøje sit skib til en bøje, hoppe i jollen og sejle ind mod en hvid sandstrand med palmer i eftermiddagslyset…

Vi badede og så lidt på den nordlige del af øen. På Long Island så vi nogle fugle vi ikke havde set tidligere. De så virkelig dumme ud. Ifølge en guide vi talte med, så er deres forsvarsmekanisme at stå helt stille hvis de bliver opdagede. Dvs. når man så en af dem, så fryser de helt, og står uden at bevæge sig. Kommer man endnu tættere på hvæser de som en kat! Vi så også et par Wallabies (det er den lille kænguruart) og en af den havde en unge. Den var virkelig lille! Den var ikke større end et egern (om end med større ben) men hoppede alligevel rundt som en voksen kænguru. Den havde helt sikker en meget høj nuttetheds-score hos børn og kvinder i vores familie!


29. februar - Hamilton Island

Vi havde fået besked at Gry og Peter (vores "gamle" venner fra Byron Bay og Surfers Paradise) sjovt nok var nået til Airlie Beach, der er en af hovedhavnene til Whitsunday Islands. Vi havde tidligere på ugen sms'et og aftalt, at vi ville komme til Airlie den sidste dag og hente dem, så de kunne sejle med os tilbage til Shute Harbour. På nuværende tidspunkt var vejrmeldingen "Strong Wind Warning", dvs. 20-25 knob SØ og 2 til 2,5 meter bølger, tiltagende til 25-33 SØ knob og 3 meter bølger (i åbent vand). Vi afskrev derfor Airlie Beach, da den ville give kedelig sejlads tilbage til Shute. I stedet aftalte vi at mødes på Hamilton Island, hvortil der går hurtigbåde hver time fra fastlandet.

Vores mål var derfor Gulnara Inlet, som er godt beskyttet for vind fra alle retninger, og som kun ligger en god halv time fra Hamilton, som vi så kunne sejle til om morgenen den 1. marts og møde Gry og Peter.

Det passede at vi nåede Gulnara Inlet ved laveste tidevand. Vi gjorde alt rigtigt ifht. vejledningen, men da vi til på et tidspunkt under indsejlingen kun havde 0,5 meter vand under kølen, en kuling i ryggen, koralrev på begge sider og et (sø)kort hvor der ikke van angivet lg. / br. positioner på revene, fik jeg sgu kolde fødder. Det stod godt nok i sejlbeskrivelsen, at der ville være lavvandet inden man kom ind i tragten, og dybere vand derefter, men jeg valgte alligevel at vende om. Det er muligt at vi havde kunne gå igennem, og selvom det var møg-ærgerligt at gå glip af en stille 'fjord' til ankring, så valgte jeg altså at stoppe på det tidspunkt hvor jeg følte, at det ville være held der skulle få os sikkert i gennem, og ikke længere vores evner som sejlere / navigatører.

Vi vendte om, og lå lidt for motor og drøftede de øvrige muligheder. Pga. den kraftige vind, var der kun to egnede ankerpladser vi kunne nå, og begge havde vi allerede tidligere været på (Cid og Long Island). De lå begge to den forkerte vej ifht. vores aftale på Hamiltong, så slutteligt sejlede vi til Hamilton for natten.

Hamilton er egentlig et dejligt sted, men vi havde jo allerede været der to nætter, så det var ikke helt efter planen. Men, vi fik det bedste ud af det - tilbragte timer i poolen, og da det blev spisetid, søgte vi ned til havnen hvor der løber en vej med mange små hyggelige butikker og restauranter. Der spiste vi aftensmad på græsplænen foran havnen mens solen gik ned, og aftenen sænkede sig. Natten var varm og fugtig, så vi sov med alle vinduer åbne (det gjorde vi sådan set hver nat), men der kom også de vildeste byger med jævne mellemrum. Derfor bestod nattesøvnen af 1) søvn, 2) vågne ved regn i hovedet, 3) skynde sig op og lukke alle vinduer inkl. dem i den anden ende af båden hvor drengene sov, 4) tilbage i seng og falde i søvn, 5) vågne badet i sved med lagnet klæbende til kroppen, 6) åbne alle vinduer, 7) falde i søvn, 8) tilbage til pkt. 1….


1. marts - Shute Harbour

Næste dag kom Gry og Peter med færgen og så sig lidt om på øen, mens vi gjorde klar til afgang. Vejrmelding var på dette tidspunkt 20-25 knob vind, tiltagende til 25-33 knob (dvs. op til 17 m/sek. (mig bekendt hedder det stormende kuling når vinden når 20 m/sek. (?)) med vindstød optil 40% højere og over tre meter bølger i åbent vand og tiltagende regn. Vi sejlede mod nordvest for at få en hyggelig sejlads (så hyggelig som det nu er muligt under de forhold). På vejen mellem Henning Island og North Molle Island nåede vi en fart på 8,5 knob for forsejl alene og med en gummibåd på slæb!

Vi forsøgte at finde en ankerplads til frokost, men de to muligheder der kunne være jvf. kortet, var begge for ubeskyttede ifht. vinden, og da jeg kaldte udlejeren i Shute Harbour for at høre om vinden der, sagde de "at de hellere ville se os derinde, end at vi skulle bruge mere tid på vandet" da vinden var tiltagende. Vi ankom til Shute omkring kl. 14.30, og blev fortøjret til en bøje. Det var lidt tomt, for så var det jo slut med sejladsen, eftersom vi skulle aflevere båden næste formiddag.

Vi havde en hyggelig aften med Gry og Peter, og grillede på bådens BBQ. Vi havde lovet, at give dem en smag af sejlads i Whitsunday, og dagens sejlads var da også fin (om end noget rullende og til tider noget våd). Skulle de have haft en positiv indtil da, så har aftenen ellers gjort sit for at ændre den oplevelse! Omkring solnedgang (og det er 18.30 på disse breddegrader) tog vinden yderligere til. Vores plads var relativt udsat for bølger og strøm, og båden lå pokkers uroligt. Det er jo til at holde ud, når man kan være i cockpitet og se land, men de vildeste regnbyger gjorde det umuligt at opholde sig der! Dvs. vi sad seks mennesker nede i båden og spiste aftensmad for lukkede vinduer i en meget urolig båd mens vinden hylede i riggen. Hæ, hæ, det er sådan noget der giver hård på brystet.

Omkring 22:30 sejlede jeg Gry og Peter i land med gummibåden. Vi fandt et tidspunkt hvor en byge lige var drevet over, og turen indtil havne var da også rimelig udramatisk (bortset fra et fortøjringsreb der lige ville sige goddag til påhængsmotoren). Turen tilbage til båden var også uden problemer, bortset fra tanker om hvad der kunne ske hvis jeg faldt i vandet (den største risiko er i en bugt på fastlandet som Shute Harbour er box-jellyfish (brandmænd) hvis gift kan slå en voksen mand ihjel på tre minutter). Da jeg kom tilbage på båden (hvor Pernille ventede ængsteligt) gik der højest 5 minutter til der kom endnu en regnbyge. Denne var vildere end de andre og vinden var virkelig hård. Havde jeg ramt den byge i gummibåden, er jeg sikker på at jeg havde været nød til at vende om, for ikke at risikere at vinden havde løftet forenden af gummibåden og blæst mig og båden omkuld.

Båden har ingen vindmåler, men jeg er ikke i tvivl om at vi har haft de 33 knob passerende i løbet af natten. Vi sov nu nogenlunde, selvom båden virkelig teede sig og var meget urolig.


2. marts - Airlie

Næste morgen skulle vi gøre båden klar til aflevering, og da var strømmen i modsat retning af vinden, og da blev bådens bevægelser helt umedgørlige. Jeg må indrømme, at jeg, efter et par timers rengøring og pakning nede i båden, var lidt urolig i maven og i hvert fald ikke lige stod og havde lyst til varm mad…

Vi afleverede sørgmodigt båden (selvom det hjalp lidt, at det var et virkeligt blæsende møgvejr) og tog en taxa til Airlie hvor vi skulle hente vores udlejningsbil. Vi blev hurtigt landkrapper igen, og hyggede os med pandekager og café-kaffe.

Planen er nu, at tage nordpå i vores udlejningsbil, indtil den skal afleveres i Cairns den 7. marts. Vi har jo oplevet hvordan alle campingpladser har fine hytter (cabins og bungalows), så vi var ikke bekymrede for at finde overnatning uden at have en camper. Gry og Peter havde fixet den første overnatning for os på "deres" campingplads i Airlie. Vi betalte $100 for den første nat (efterfølgende havde koste 80), og fik en en-suite hytte på vel ca. 25 kvm. med en dobbeltseng, en treetagers køjeseng, stue, tv, køkken (dog uden opvaskemaskine) og toilet med brusekabine. Det er altså noget af et alternativ til en camper på 6 kvm!.

Campingpladsen havde en kæmpe pool med to vandrutschebaner. Vi var tre drenge der brugte nogle timer på dem! Frederik og jeg kappedes om at gøre det mest vildt (Frederik vandt, for han kan sidde i Gustavs badering og få vildt meget fart på) og (måske) inspireret af det insisterede Gustav på at køre selv igennem rutschebanen uden at jeg sad bag ham. Faktisk ville han til sidst slet ikke gribes når han kom ned i vandet! Han susede bare ned i vandet, og pga. svømmevinger og badering skød han op som en korkprop med et kæmpe smil i ansigtet.


3. marts - Townsville

Næste morgen måtte vi hellere se at få nogle kilometer ud af de penge vi betalte for vores udlejningsbil. Vi har fået en Toyota Aurion (tror nok den er produceret i Australien, har i hvert fald ikke set den i DK). Det er sgu en ganske udmærket cruiser!. V6'er, sekstrin automatgear og cruise-control er lige noget man kan bruge i vores situation. En verden til forskel fra at køre Mercedes Sprinter med en camper på ryggen!.

Vi kørte en ca. 350 km. til Townsville, kun afbrudt et par stop. Det første stop var fordi vi der bredte sig en citronagtig duft i hele bilen af tiltagende styrke. Det viste sig, at vi havde en utæt pletfjerner i bagagen.

Vi ankom til Townsville og kørte igennem den. 14 km. nord for byen havde vi udset os en campingplads. Vi checkede ind, og tog en dukkert i deres badekar-store pool. Vores cabin var kedelig, campingpladsen var kedelig, vejret var kedelig, så vi besluttede os for at køre ind til Townsville for at benytte os af, at kunne være mobile selvom vi allerede var checket ind på campingpladsen (i modsætning til dengang vi kørte camper). Sjovt nok var Townsville også kedelig. Tydeligvis havde byen gjort lidt for at se bedre ud (er par legepladser og en gågade) men det ændrer ikke på at den bare var kedelig. En slags Queenslands Herning-by-the-sea blev vi enige om.

Til gengæld fik vi et af turens bedste måltider til aftensmad (selv om restauranten også lignede noget fra Herning), så vi kørte alligevel veltilpasse tilbage til campingpladsen.


4. marts - Port Douglas

Vi kom allerede af sted fra campingpladsen kl. 9, hvilket er all-times hurtigste for vores orlov. Vi kørte mod nord, og ville se Wallamann Falls i nærheden af Ingham. Vandfaldet er på 285 meter frit fald og er det højeste på den sydlige jordkugle. Vi stoppede ved turistkontoret i Ingham for at få et kort op til faldene. Snakken falder på regnen, og da de hører vi er på vej nord på (og har en deadline i Cairns (vores flyver hjem)) blive der pludseligt aktivitet! De venlige mennesker på turistkontoret ringer til deres kolleger i Tully, der oplyser at vejen nordpå i Tully kun er 20 centimer over The Murray River. De anbefaler os at droppe Wallamann Falls og komme videre nordpå i en fart, da regnen sagtens kan lukke vejen i op til tre dage hvis først den stiger over asfalten!

Vi takker for hjælpen (men er skuffede over igen at gå glip af en stor seværdighed på grund af vejret) og giver den gas mod nord. Det tager ca. en time at nå til Tully, og hele vejen ser vi hvordan næsten hvert eneste hus langs vejen er bygget på pæle. Der er ganske rigtigt kun ca. 20 centimer meter fra Murray River op til vejen da vi passerer det lavest liggende sted. Kort efter passerer vi et sted hvor halvdelen af vores vejbane er oversvømmet af opsamlet vand.

Det regner og regner, men vi må alligevel stoppe bilen og ud at tage billeder, da vi kommer til hvad der normalt er en rasteplads. Nu er den fuldstændig oversvømmet af brunt muddervand (se billederne). Det er ret imponerende at se - bare ærgerligt, at det skal regne som ind i fa'en for at man kan opleve det.

Vi passerer Cairns, da vi allerede har booket de tre sidste dage af vores orlov der, og kører mod Port Douglas. Der er ca. 50 km. mellem Cairns og Port Douglas, og efter kort tid bugter vejen sig langs med havet, og i normalt sigtbarhed havde udsigten sikkert været fantastisk. Alt vi kan se, er regndis og vinduesviskerne der pisker henover forruden på hurtigste indstilling.

På den ene side at vejen er der klipper og på den anden er stranden eller yderlige klipper ned til stranden. Det er HELT VILDT så meget vand der kommer ned af klippesiderne! Det er ikke forkert, at vi flere gange må undvige vandfald der løber lige ned på vejen (i vores side af vejen). Det er svært at forklare (og vi tog ingen billeder, da det ville være alt for farligt at stoppe bilen på den smalle vej), men jeg lover, at flere af de vandfald vi så var vand i mindst i en halv meter i diameter der bare fossede ned på vejen. Et enkelt sted holdt en brandbil med udrykningsblink og dirigerer trafikken. Der havde været et "land slide", dvs. jord og resterne af en busk der var væltet ud over halvdelen af vejen, så den kun var farbar i et spor.

Da vi når tættere på Port Douglas, hvor landskabet flader lidt ud, er der flere steder hvor vores side af vejen er helt oversvømmet, og vi må over i modsatte vejbane for at komme uden om. Et enkelt sted er der faktisk vand hele vejen over vejen, men heldigvis kun et par centimeter.

Vi ankommer endeligt til Port Douglas, og kører ind på campingpladsen. Jeg ser på campinghytterne, hvor der er 10 centimer fra vandet og op til dørtrinnet! Campingmutter forsikrer mig dog, at vandet er aftagende…. ellers tak mutter!

Vi kører lidt rundt op leder efter overnatningssteder. Vi får lidt priser (billigste er $185 for én nat) og tager lige et stykke kage på en café for at samle vores tanker. Vi overvejer at køre tilbage til Cairns (for hvad nu hvis vi bliver fanget i Port Douglas?), men beslutter alligevel at blive. Vi kører tilbage til et af lejlighedshotellerne hvor jeg syntes damen i receptionen var til at forhandle med. Vi prutter lidt ("I like a man who can bargain" siger hun sgu!) og så har vi fået tre nætter for $300 i alt - for en toværelses lejlighed med aircon, balkon, opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler!


5. marts - Port Douglas

Pernille smutter ud nogle timer om formiddagen - hun har vist nogle indkøb der skal klares inden det bliver den sjette marts…..

Vi andre hygger os indendørs (man kan heller ikke andet, når det bare regner, regner og regner). Efter frokost går i op i byen og bestiller en dykker- (well, snorkel-) tur til Great Barrier Reef til den sjette. Ellers kikker vi lidt op byen, som er en hyggelig lille by, med en charmerende blanding af turisme og fastboende. Stemningen er afslappet, og man føler ikke at alt er til for turisterne. Vi drikker eftermiddagskaffe på en café der hedder Re:hab - og får en længere snak med indehaveren der er svensker (man bliver jo lidt mistænkelig når caféen sælger Lisa Nilsson CD'er!)

Tilbage i lejligheden mens vi laver aftensmad ringer telefonen. Det er firmaet der skal tage os med på tur til Great Barrier Reef i morgen. De beklager, men turen er aflyst på grund af vejret (for meget vind). Her sidder vi så igen og har mistet chancen for at opleve en af verdens mest fantastiske naturfænomener på grund af vejret…..

Nu er klokken næsten midnat, og jeg må hellere komme i seng - for mon ikke jeg bliver vækket i morgen med sang og flag !?!?

Det er holdt op med at regne!
KH Peter

Fraser Island

20. til 22. februar - Fraser Island

Vi ankom til Fraser Island i solskin til det lille færgeleje på stranden. Måske skal jeg lige indskyde, at vi skulle bo på King Fisher Bay Resort [www.kingfisherbayresort.com.au], det ene af de to ressorts, der findes på øen. Der findes simpelthen ikke andet på den ø. Der bor ingen "rigtige mennesker", der er kun personale og turister på øen. Det lyder måske lidt ucharmerende, men øen er verdens største sandø, med en masse regnskovs-vegetation oven på. Der findes ingen rigtige veje, kun sandspor, og man kan kun komme frem på øen med firhjulstrukne biler, så det er bestemt ikke ucharmerende.
Resortet vi kom til var stort og fint. Alle bygninger var passet godt ind mellem regnskov, små søer og havet. Vi fik tildelt en villa. Dvs. stort hus med 3 værelser, spa m.m. Det lyder jo meget godt, problemet var bare, at disse villaer lå ret lang væk fra selve hovedresortet med restauranter og swimmingpools. Set i lyset af, at vi ankom sidst på eftermiddagen og skulle bruge hele den næste dag på en guidet tour, så ville vi langt hellere nedgraderes til et alm. hotelværelse tæt på
pool' erne. Efter en times tid tjekkede vi ind på et skønt hotelværelse med veranda ud til en lille sø i regnskoven og med kig til færgelejet på stranden.
Vi skyndte os at få os en dukkert, som var tiltrængt efter en lang og varm rejsedag (om end temperaturen i poolen havde svært ved at nedkøle os). Derefter spiste vi sen aftenbuffet i en af restauranterne og så var det sengetid for to meget trætte drenge - og vist egentligt også os.

21. feb.
Drengene havde svært ved at komme i sving og vi måtte skynde på dem, da vi skulle nå morgenbuffet inden vores guidede tour rundt på Fraser, i firhjulstrukken bus, som startede kl. 8.00.

Guiden, var som ham vi havde på Kangaroo Island, en meget stolt og alvidende mand, der ikke lod os hvile ørene meget i løbet af dagen på denne tur. Vi blev meget klogere på sand, regnskov, træers anatomi og dingoer. Disse vilde hunde er der rigtig mange af på Fraser, og der blev brugt god tid på at informere os om hvordan man er dingo-safe, da de kan være farlige. (De har altså et par gange i historien slået et par børn ihjel). At være dingo-safe betyder bl.a. at man aldrig på øen lader sine børn af syne. Dingoerne betragter nemlig ikke børn som en trussel, grundet deres størrelse, og derfor kan de finde på at angribe.

Nå, men første stop, efter en meget bumpet køretur, var Lake McKenzie. En stor ferskvandssø inde midt i regnskoven, omgivet af det fineste, hvideste silica-sand (kisel som i Den blå lagune på Island, for dem af jer, der kender den) Se selv på tidl. oploadede billeder, det var et fantastisk sted. Vandet var turkis, himlen blå, solen bragede ned og klokken var kun 9 om morgenen, da det var tid for en dukkert.

Næste stop var Central Station - en plads mit i skoven, hvor skovarbejdere engang boede, og hvor der engang havde ligget et savværk. Fra denne del af skoven startede et vandløb, Eli Creek, som er dannet af vand, der konstant fosser op af undergrunden. Her ved dens udspring kunne man vælge at gå en tur på 2 km i bunden af regnskoven langs vandløbet, eller bare gå en lille bitte tur ved udspringet, og så køre med guiden til opsamlingsstedet for dem, der tog den lange tur. Peter tog den korte, lette tur med drengene, da de var trætte og ikke kunne have fulgt trop på den lille smalle sti i 35 graders varme i 2 km. Jeg gik den lange tur og fik set masser af forunderlige træer, besynderlige dyrelyde og ikke mindst en pythonslange, som langsomt bevægede sig ind i skovbunden. Det var med lidt rysten på pegefingeren, at jeg overhovedet fik taget et billede af den. Slanger i den fri natur er ikke lige min stærke side, og siden vi ikke havde guiden med, var der ingen af os, der viste hvad det var for en og om den var farlig. Guiden kunne senere informere os om, ved syn af vores fotos, at den ikke var farlig for mennesker, og at den faktisk var et sjældent syn, selv om der er mange af dem. Puuhaa!!

Videre til frokostbuffet på det andet af øens 2 resorts. Dette her på den østlige side ud mod stillehavet og tæt på lufthavnen. Ikke nær så naturskønt beliggende, som vores.

Køretur på stranden, som på Fraser hedder 90 Mile Beach, selv om den underligt nok ikke er "længere" end 58 mile (Peter oplyser lige her, at 1 mile er 1,609 km, så kan I selv regne videre). En flot hvid strand med masser af bølger, som dog var lidt tisgule pga. ophvirvlet mudder efter den megen regn. Men det betød nu heller ikke så meget, at der var mudder, da man ikke kan bade i havet omkring Fraser. Vandet her er hjem for en masse hajer og de svømmer tæt til kysten, da fiskene lever her for at finde næring. Der er så mange hajer, at der langs Frasers stillehavskyst er flere end der er langs hele resten af Australiens kyst.

Langs 90 Mile Beach kan man tydeligt se at Fraser er lavet af sand. Der findes store "vægge" af forskelligt farvet sand, og de hedder derfor Coloured Sands. På afstand ligner det høje klippeformationer, men er altså bare sammenpresset sand.

På stranden ligger vraget af en gammel damper, der gik på grund i 1935, da den var på vej til Japan for ophugning. Historien er, at Maheno, som skibet hed, i mange år havde sejlet i rutefart mellem New Zeeland og Australien, og tjent som hospitalsskib i første verdenskrig, men nu var solgt til Japan for ophugning. Japanerne havde beregnet, at det var billigere, at fjerne skibets skruer, og lade det trække af en slæbebåd til Japan. Nu ville historien, at skibene løb ind i en tropisk orkan, og slæbelinien sprang. Uden skruer, kunne Maheno ikke navigeres men drev på sandkysten ved Fraser Island.
Hvis det var Maheno's egen vilje, at ende sine dage i Australien, må hun have følt sig svigtet, da det australske luftvåben brugte hende som øvelsesmål for sine pilotelever under anden verdenskrig (der dog kun ramte hende én (!) gang).

Sidste stop på denne fine tur var udmundingen på før omtalte Eli Creek, som ender i en sø på stranden. Da havet ikke er badevenligt, er denne udmunding flittigt besøgt. Den er ikke på noget tidspunkt over en meter dyb, så vi gik hele familien en lille tur i den, og det var skønt og tiltrængt kølende da den ikke var mere end 18 grader varm.

Hjemtur kl. ca 16 til hotellet på humse-bumse sandveje med 2 sovende børn. Da vi sagde farvel og tak, bad Frederik os sige til guiden, at han var godt tilfreds med turen, men at han alligevel ville have pengene tilbage, fordi vi ikke så nogen dingoer.

Resten af dagen gik vi i poolen og en solnedgangstur til stranden, hentede take away og spiste i buldrende mørke til regnskovens sære lyde på vores veranda, mens vi blev ædt af myg - men hyggeligt var det.

Den 22. februar, sov vi lidt længe, nød at have god tid til morgenbuffeten og så var det ellers i poolen. Det var stinkende varmt og det eneste rigtige sted at være. Vi spiste frokost ved poolen og drengene svømmede derefter lidt rundt med to ældre danske damer, som vi mødte på gårsdagens udflugt. Det virkede som om, de havde behov for at "låne" et par børnebørn og særligt Frederik nyder enhver kontakt med dansktalende. Han er til gengæld meget motiveret for at lære engelsk, for "så ville jeg gå hen til det første barn jeg så, på min egen alder, og lege". Det er da motivation, der vil noget.

Kl. 14.00 var det afgang med færgen til fastlandet. Videre i bilen, der stod og ventede på os i Hervey Bay og af sted til vores "gamle" hotel i Brisbane, hvor vi ankom til sengetid.

23.feb.
Pakke ud og pakke om, af sted til lufthavnen, fly til Prosepine airport, som er lufthavnen tættest på Whitsunday øgruppen. Lejebil mod Airlie beach som er sidste stop for forsyninger til 8 dages sejltur. Med læssevis af indkøb videre til Shute Harbour, hvor vores sejlbåd lå for kaj. Vi flyttede ind i vores 36 fods Bavaria sejlbåd, som hedder Jasomiva, kørte tilbage til Airlie Beach for aftensmad og aflevering af bilen og tog en taxa tilbage til Shute harbour.
Er det underligt at hele familien var dødtrætte efter al det rejseri og logistik??

I morgen stævner vi ud på nye fantastiske eventyr til vands. Bare ved synet af så smuk natur, der er i Shute Harbour bugten har vi en pæn forventning om, at vi befinder os i et lille stykke af paradis.
I må vente til næste afsnit.

Kh Pernille


NB: dette er uploaded den 26. februar- vi ligger i Hamilton Harbour Marina, hvor der faktisk er ret-så-meget "civilation" herunder GSM-data forbindelse. Alt vel, her så virkeligt smukt!

Anden omgang camper

Campertur fra Sydney til Brisbane


6. februar - Sydney til One Mile Beach, Anna Bay, Port Stephens

Som Pernille skrev i hendes indlæg, så sagde vi et vemodigt farvel til Manly og Sydney og vendte næsen nordpå. Vi forlod Sydney i solskin, men inden vi nåede Newcastle regnede det.

Vi nåede lige at få købt ind i Anna Bay, inden butikkerne lukkede kl. 17.30 (hvilket de gør på landet i Australien). Vi indlogerede os på One Mile Beach Camping, [www.onemilebeach.com] som åbenbart er udnævnt til Australiens sjette bedste campingplads i 2007. Den var nu også fin, med alle faciliteter inkl. pool men på en meget afslappet og jeg-passer-mig-selv agtig måde.

Det var gråt og vådt hele resten af dagen, og så er man jo lidt bekymret for morgendagens vejr….


7. og 8. februar - One Mile Beach / Port Stephens

Det behøvede vi nu ikke være, for der var strålende solskin da vi stod op, og derfor var det bare afgang til stranden, som bogstaveligt ligger på den anden side af hækken ifht. campingpladsen.
WAUW for en strand! 1 mile omkranset af klipper, men eller med det fineste gyldne sand, og turkisblåt vand.

På grund af de foregående dages uvejr, var der gamle stillehavsbølger der fortsat rullede ind selvom det var næsten vindstille. Og hvilke bølger! Kæmpebølger, som næsten virkede lidt skræmmende. Er ked af at sige det, men den jyske vestkyst kan ikke være med her. Se selv billederne, og prøv at forstå det.

Pernille talte med nogle ældre lokale australiere der fortalte at de altid tog på denne strand med deres børnebørn, da den er meget børnevenlig. De havde aldrig set bølger som disse før på One Mile Beach!

Vi havde en herlig halv dag på stranden og fik sluppet det indre legebarn frit i bølgerne. Frederik og Gustav synes også det var sjovt, men kun hvis Pernille eller jeg havde et fast greb i dem hele tiden. Det var også nødvendigt, da de umuligt kunne stå fast når vandet løb ud igen, selvom de kun stod i vand til lårene.
De var begge noget mere kåde og trygge da vi efter frokost var i poolen med vandrutschebanen. Gustav havde fået en badering, og med den og vingerne hundesvømmer han trygt rundt. Det betyder også at han er aktiv, og derfor ikke klaprer tænder efter 10 minutter. Frederik er fuldstændig uforfærdet i en swimmingpool bare han har sine vinger på, og han rutschede igen og igen.

Nu er det jo Australien, så vejr-træerne vokset ikke ind i himlen, og i løbet af eftermiddagen kom der da også tæt skydække og byger….

Vi kørte de 6 kilometer til Nelson Bay og fik købt ind og spiste på thairestaurant om aftenen.

Natten til den 8. regnede det fuldstændigt vildt og vedholdende. Regnen bare væltede ned, og lavede fosser rundt om vores camper, og trommede på tag og solsejl så det lød som en banegård.

Hele formiddagen den 8. var vi inden døre i camperen, og lavede inde-ting. Der blev heldigvis lidt opholdsvejr efter frokost, og vi kørte derfor til Nelson Bay og bordede en udflugtsbåd med 99% garanteret delfin spotting.

Vi var blandt de 99% og fik efter kun 15. minutters sejlads øje på en flok delfiner, som vi fulgte et stykke tid. Delfinerne var fuldstændig upåvirkede af vores tilstedeværelse. Det virkede som om de havde travlt med at jage.
Når delfinerne ikke springer ud af vandet (gør de kun det i film og i Seaworld (?)) er det svært at vurdere om det er 50 delfiner man ser, eller bare de samme 5-6 stykker der hele tiden kommer op til overfladen. Derfor var det sjovt, at vi hurtigt opdagede at en af dem, havde en rygfinne der virkede sammenfalden (se billederne). Den døbte vi hurtigt "gamle slaske" og derefter havde vi travlt med at gætte hvor "gamle slaske" ville dukke op næste gang.

Vi mødte et dansk par fra Århus med en 4-5 årig dreng. De tre børn havde det sjovt med hinanden, og vi voksne brokkede os over det rådne australske sommervejr til hinanden.

Efter halvanden time, var vi i havn igen, og vi kørte lidt ind langs kysten og tilbage mod Anne Bay. På vejen kom vi forbi den største vandreklit på sydlige halvkugle. Den mindede mere om Sahara end Råbjerg mile! Mange af scenerne til Mad Max filmene var optagede i klitten.
Ørkenen er kæmpestor, strækker sig 35 km. ind mod Newcastle, og grænser ned til havet. Området er gammelt aboriginal-land. [Se mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Stockton_Beach%2C_New_South_Wales ]

I Danmark havde sådan en fætter naturligvis været fredet og beskyttet, men australierne er et anderledes ubekymret folkefærd, så de benytter ørkenen til ekspeditioner i deres kæmpe firhjulstrækkere, på motocrossere, på kameler og på quad-bikes (4WD motorcykler).
Vi var oppe at vandre lidt i ørkenen, og da det var fredag eftermiddag, kunne vi se hvordan australierne samledes ved tilkørslen i deres firhjulstrækkere, mens de med en Forster i den ene hånd justerede lufttrykket i dækkene med den anden. Sjovt nok, var de alle mænd… og lur mig, om ikke der var en ungersvend eller to i firma pick-upen der også var i gang. Gad vide om mester viste om det!?

9. februar - Port Stephens til Port Macquaire

Den første dag i One Mile Beach havde prentet sig i os, og vi ønskede bare at gentage dagen, men da vi den 9. februar stod op til trøstesløs regn i stride strømme, blev det sidste søm slået i den kiste. Vi måtte videre!

Vi skulle omkring en by der hedder Taree for at få fixet camperens brugsbatteri, da vi ikke havde strøm når vi ikke var koblet til 230 volt. Vi ankom en lørdag efter lukketid, så der var jo ikke meget hjælp at hente. Heldigvis fandt vi en anden biludstyrsbutik med et venligt menneske, der fixede problemet.

I Taree var det sørme blevet opholdsvejr, så vi spiste frokost på en græsk fortovscafe. Den græske indehaver kommer på et tidspunkt ud til os og spørger hvor vi kommer fra - han mente jo nok, at vi kunne være danskere. Bekræftet i den opfattelse, lyste han helt op, og fortalte om den gang for 30 år siden, da han havde en god ven på Amager, som han besøgte tit. Engang havde han både set Margrethe og prinserne i Magasin. Under hans første besøg havde han købt en lækker læderjakke på Amagerbrogade. Og selvom den er 30 år gammel, så bruger han den stadig når det en sjælden gang bliver rigtigt koldt i Taree….
Har sidder vi altså, på en fortovscafé i en lille ligegyldig by på den anden side af jorden, og så sidder der en mand har en læderjakke fra Amagerbrogade - det er sgu da en lille verden!

10. februar - Port Macquiare

I Port Macquaire var vi rimeligt uambitiøse, og badede i poolen om formiddagen da solen skinnede, og slentrede rundt i byen og lands havnen senere på dagen.
Campingpladsen var fin nok, men der var ingen særlig god strand, og da vi (super naivt efterhånden) hele tiden går og forventer, at nu bliver det godt vejr, ville vi ikke spilde chancen, hvorfor vi gjorde os klar til at rykke nord på næste dag.


11. februar - Port Macquaire til Coffs Harbour

Vi rejste nordpå uden nærmere mål, men holdte frokost-stop i Coffs Harbour. Da solen kikkede frem, kørte vi til vandet for at fange lidt bølger. Vi fandt også en fin strand, og var da også lige "i til knæene" og fik leget lidt i sandet. Det blev nu kun til en lille time, så var det gode vejr slut.

Vi fandt en campingplads på Emerald Beach ca. 15 km. nord for Coffs Harbour. Om aftenen sagde Gustav pludseligt "Der er noget der hopper. Det er en kænguru!". Sørme om ikke han havde ret. To kænguruer, en voksen og et barn - der hedder en Joey på australsk - hoppede lidt rundt på campingpladsen og spiste græs fra plænerne. Gustav var ret stolt, at han havde set noget som fik hele familien på benene og frem med kameraet!


12. februar - Coffs Harbour

Pernille havde læst i en turistbrochure, at Russell Crowe har et hus ved Coffs Harbour, så hun var mest stemt for at tage til byen og hænge ud med Ross. Desværre var vejret ikke til at hænge ud nogen steder udendørs, så vi kørte sgu på storcenterbesøg! Ja, så regnvejrsdepressive var vi blevet!

Gustav og jeg blev klippede (100 kr for mig og 50 for Gustav). Det er første gang Gustav er blevet klippet hos en frisør (drengen var jo for pokker næste to år inden han fik hår) og han taler om det endnu! Jeg tror han opfatter det første frisørbesøg som et trin på livets stige på linje med konfirmation og retten til at køre bil.

Når vi laver mad på campingpladserne (som vi trods alt laver mere end vi spiser ude) sker det næste altid på pladsens BBQ. Det er ikke en grill som man kunne have forventet, men en stor stålplade (ok, der er også nogle af aluminium, men du forstår nok hvad jeg mener) som man laver mad på. De fleste steder er det gratis, og det er både nemmere og hyggeligere end at bruge camperens gaskomfur. Desuden, er det alle tiders sted at falde i snak med australierne, der er snakkesaglige folk, som altid lige vil høre hvor vi kommer fra, og hvor vi har været i Australien.

Denne dag var ikke anderledes, men tilfældet ville, at det var Pernille der lavede mad på grillen og jeg der tog opvasken. Jeg faldt i snak med en australier, som havde de sædvanlige spørgsmål, men som efter at vi havde "brudt isen", var nød til at kaste et blik over skulderen til Pernille ved BBQ'en og på mig der vaskede op, og fortælle mig, sådan mand-til-mand alvorligt, at "That doesn't look right, mate". Han var alvorligt bekymret for at rygtet skulle spredes, og at det kunne ende med at australske mænd ville miste deres privilegium; ved BBQ'en med en øl i hånden, mens konen laver alle øvrige forberedelser til aftensmåltidet.


13. februar - Coffs Harbour til Byron Bay

Onsdag morgen bød campingpladsen på pandekage-morgenmad til alle gæster (off season), hvilket vi naturligvis benyttede os af, men så var det også afgang. Vi havde så rigeligt presset saften ud af Coffs Harbour og Emerald Beach i regnvejr. Viste vi det ikke inden vi tog af sted, så stod det klar for os efter kort tid i Byron Bay.

Vi ankom til Byron Bay sidst på eftermiddagen, og kørte mod campingpladsen anbefalet i Lonely Planet. Sidst vi gjorde det, var Bimbi Camping (den med slangerne og redneckerne), så vi var lidt skeptiske. Det behøvede vi nu ikke at være! Campingpladsen er ikke så stor, og den ligger lige ud til stranden på Byron Bay, kun 10 minutters gang ad stranden til byens midte.

Vi var lidt sene i forhold til at lave aftensmad, så vi valgte at gå på en cafe vi havde set lige uden for campingpladsen. Det viste sig, at være en rigtig restaurant, med priser som i Danmark. Det var nu alligevel alle pengene værd. For det første sad vi på en overdækket veranda (godt det samme, for der kom hele tiden byger (det er jo Australien)) lige ned til standen som var smagfuldt indrettet med lækre møbler o.lign. Desuden, var maden for en gangs skyld noget som vi ikke havde fået før, og som vi heller ikke selv kunne have fundet på at lave selv. Bare lækkert!

Vi har ofte (men heldigvis ikke altid) lidt af et show med ungerne når vi spiser ude til aften eller frokost. Det går gerne på at maden er ulækker, kedelig, at de vil ha' rugbrød eller at de vil ha' pizza, lasagne eller McDonald's. Får de en gang i mellem det, så er der som regel også noget galt med det alligevel, og så vil de ikke spise skidtet men drikker sig mætte i mælk eller juice. Når vi en sjælden gang oplever mad som f.eks. denne aften i Byron Bay, så spiser ungerne jo rub og stud uden det mindste bøvl og ballade.
Det er tankevækkende, at børnene jo egentligt ikke er "besværlige" eller "kontrære" når de præsenteres for jævnt ligegyldig restaurant- eller cafemad der er lavet for sælge noget billigt pap til vi dumme forbrugere der ikke ved hvor man finder (eller laver) bedre mad - de er bare kvalitetsbevidste! De gider da ikke æde alt det ligegyldige og smagsløse lort der efterhånden serveres på hvert et gadehjørne - også i Danmark!
Claus Mayer og Jamie Oliver til skolekøkkenerne i Danmark nu! Sgu!


14. og 15. februar - Byron Bay

Byron Bay er, ud over at være kontinental-australiens østligste punkt, et gammelt hippie samfund der har udviklet sig med tiden. Man forstår godt at hippierne i sin tid fald for Byron Bay. Faktisk så meget, at mange af dem er blevet der "for good". Byen er fyldt med butikker der sælger aura-fotografier, spirituelle sten, juicer (jep, har fået en gulerod + rødbede + ingefær + lime juice. Den smager meget "sund") og faktisk er der ingen McDonald's i Byron Bay!
Måske er det hippie fortiden og de fastgroede hippier skyld, for stemningen i Byron Bay er i hvert fald meget venlig, rolig og laid-back. Her kunne jeg godt bruge nogle uger uden planer!

Byron Bay er lidt af et back-packer sted. Det vrimlet med unge mennesker - mange af dem skandinaviske. Efter at have været på et utal af campingpladser med primært 50+ årige følte vi os blandt ligesindede igen.
Det varede dog kun indtil vi kom gående ad hovedgaden, hvor en smuk ung kvinde smilte og glad udbrød; "Hi! What are you guys doing tonight?" mens hun gjorde klar til at stikke os et antal "få en gratis drink på vores natklub"-kuponer. Smigret ændrede jeg kurs over mod hende, bare for at opdage, at hun talte til tre norske piger der gik lige bag os………… Sådan kan man jo blive konfronteret med livets barske realiteter - kommer man gående, 35+ med barnevogn, fruen i hånden, sølvstænk i håret og en et skolebarn i den anden hånd, så er man altså ikke længere en indtrækker for de fancy natklubber.

Efter to dage på pladsen, var det blevet fredag, og vores plads var reserveret til andre. Vi flyttede derfor plads, og fik nye naboer i Gry og Peter, som er to glade danskere, der er på andet stop på deres seks måneders rejse jorden rundt. Gustav kalder dem Gryn og Peter..

Vejret var i to dage præget af kraftige byger…….


16. februar - Byron Bay til Surfers Paradise

Det var ved, at være tid at komme lidt mere nord på, da vi jo skulle aflevere camperen i Brisbane den 18. Vi kørte af sted uden fast destination, men ville lige se på Surfers Paradise på vejen.
Surfers Paradise er en blanding af Las Vegas, Florida og Costa Del Sol. Byen har nogle af verdens højeste beboelseshuse (pt. er den højeste 77 etager, men en højere er under opførelse). Byen er spækket med turistbutikker, men også de tunge drenge som Bvlgari, Prada, Hermes, Luis Vutton mv. har butikker der. Meget fascinerende, men byen matcher ikke de associationer jeg umiddelbart havde med navnet "surfers paradise".

Vi kørte rundt i byen i mindst 45 minutter for først at finde en turistinformation, siden en parkeringsplads, så vi synes egentligt vi havde set byen inden vi havde sat fod i den.

Vi fandt en hyggelig campingplads lige nord for centrum, som ligger 30 meter fra stranden, så vi valgte at tilbringe de sidste to dage inden Brisbane der.

Næste morgen fik vi besøg. Det var vores "gamle" naboer Gryn, undskyld Gry, og Peter [www.travelblog.dk/gryogpeter] som vi havde boet ved siden af i Byron Bay! Vi havde en hyggelig formiddag på stranden med dem (hvor det faktisk var solskin!). Om aftenen lavede vi sammen den store seafood-BBQ af friskfangede hele rejer og en torske-lignende fisk fra det lokale fiskemarked. At der også var flere flasker lokal Chardonnay gjorde bare aftenen endnu hyggeligere.

Gry og Peter skal på seks måneder jorden rundt med stop i Hong Kong, Australien, New Zealand, USA (tværsover), Canada, Dubai og Afrika. Kan man undgå at være misundelig på det?

En af de positive ting ved en rejse som vores (specielt en der er så lang), er at man sætter pris på kontakten til andre mennesker på en anden måde. Umiddelbart vil man jo ikke bruge et par aftener (som vi gjorde med Åsa og Peter i Manly) eller næsten en hel dag (som vi gjorde med Gry og Peter i Surfers Paradise) med "fremmede" blot fordi man tilfældigt mødes (og er samme nationalitet).
Men, som rejsende er det dels et kærkomment indput af social kontakt til andre, dels er man jo ikke optaget af de trivielle gøremål vi alle fylder vores hverdag med (jep, du kender dem; arbejde, tøjvask, indkøb, græsslåning mv.). Derfor tager man sig tid og gør sig ulejligheden, at høre på andre mennesker. Det sjove er jo, at de fleste mennesker faktisk er både søde, sjove og har noget at berette som man ikke selv lige havde tænkt på.
Helt ærligt, hvis vi (og sikkert alle andre på vores alder) ser os omkring, så er omgangskredsen jo ikke blevet udvidet synderlig siden slutningen af tyverne bortset fra gamle venners nye partnere, kærester og ægtefæller samt med enkelte tidligere kolleger. Misforstå mig ikke, der er ikke noget galt med tidligere kolleger (jeg har selv et par tidligere kolleger som jeg regner som mine gode venner i dag), men det er jo ofte mennesker som vi gennem arbejdet kender så godt, at vi allerede inden vi begynder at ses privat, ved at de er søde mennesker med noget på hjerte.
Tænk, hvis vi alle ville (og turde) være åbne for nye mennesker man "bare møder" på samme måde som man er det, når man rejser. Jeg tror man a) sandsynligvis ville få en del nye venner, og b) helt sikkert ville få flere inputs til livet i almindelighed.
Håber jeg kan tage den lektie med mig hjem til Danmark.


18. februar - Surfers Paradise til Brisbane

Den 18. var det afgang mod Brisbane, hvor camperen skulle afleveres. Vi skulle derfor både rengøre camperen og pakke vores ting. Vi var alt for sent på den, og "camping-mutter" var oppe at give os 20 minutter til at bliver færdige, ellers ville det koste $20 i for sen afrejse. Det blev jo ikke bedre, af at vi lige skulle udveksle de seneste fotos med Gry og Peter, der også rejste nordpå, dels ville aflevere "dansker-stafetten" til et dansk efterlønspar der også var på campingpladsen. Dansker-stafetten er danske ugeblade, magasiner og en avis, som vi selv har fået af andre danskere, og som grundet vores afrejse, lige blev krydret med lidt tilovers frugt og grønt mv. Ægteparret (der havde solgt deres vognmandsforretning og nu skulle rejse Australien tynd) havde sidste nyt om al Muhammed-balladen i Danmark, og det var vi jo også nød til at vende med dem.
Hvad fa'en er det med jer derhjemme? Kan man ikke rejse væk nogle få måneder, uden at I skal splitte det hele af?

Nå, vi fik afleveret camperen, og kom til vores hotel i Brisbane's South Bank kvarter. Dejligt med plads at røre sig på igen!


19. - 20 februar - Brisbane

Vi slentrede lidt rundt i Brisbane den 19. og det er en by…..
OK, det er såmænd en helt OK by, der er bare det, at alt hvad Brisbane har, det har de også i Sydney og Melbourne, bare lidt større eller lidt bedre.
Nej, fair nok, så har Brisbane et rigtigt hyggeligt strøg, altså en gågade helt som "hjemme i Europa", og South Bank området, som vores hotel ligger i, har tydeligvis været fokus for en omfattende modernisering. Her er både flotte hoteller, et tennisstadium, et kunstmuseum, et udstillingscenter, men også et område med restauranter og caféer og en biograf - samt ikke mindst en park med et friluftsbad med rigtig sandbund og strand.

Vi havde brugt den 19. til at få lidt logistik på plads mht. at komme op Hervey Bay, hvorfra vi skulle sejle til Fraser Island, og var på nippet til at betale $488 (á 4,60 DKK) for at komme med en fem-en-halv-times bustur hver vej, da hotel concierge'n foreslår at vi lejer en bil. Han checker for os, og klarer en udlejningsbil til $137 (+ 30 for barnesæder) - det var sgu da service!

Den 20. stod vi op, og hoppede i en den nye Corolla (som ikke har noget særlig fed undervogn eller automatgear) og kører mod nord. Vi bruger lige en time til de første 30 km. ud af byen da der ikke er navigation i bilen, og australierne har den opfattelse, at hhv. "Gold Cost" eller "Sunshine Cost" er fuldstændigt dækkende betegnelser for alle byer hhv. syd for Brisbane og nord for Brisbane. Ellers går det bare der ud ad, og vi får set lidt på landskabet.

Her er super frodigt, men tror da også fa'en, når nu det er den vådeste sommer i 11 år. Generelt har vejene fra Sydney og nordpå (indtil videre indtil 300 km. nord for Brisbane) ikke været nær så spændende og flotte som vejene vi kørte før Sydney.

I Hervey Bay finder vi den rigtige hurtigbåd som skal tage os til Fraser Island. Vi har nu været 1.5 døgn på Fraser Island (hvorfra dette skrives), men det er for sent at beskrive det nærmere. Det følger snarest.
Vi rejser i morgen (d. 22.) tilbage til Brisbane og har en overnatning, for så den 23. at flyve op til Airlie Beach hvor vi skal hente vores båd.
22/2: der er ikke wifi internet på Fraser og heller ikke mobildækning i det net hvor jeg kan oploade data, så det blev på hotellet i Brisbane, vi fik oploadede vores blog-tekst. Så er der tilgængæld også kommet nye billeder på.... God fornøjelse!

Vi ses!
KH Peter

Nye billeder - bagud med teksten

Hej alle

Så er der nye billeder (linket til højre som sædvanligt). Men, vi er lidt bagud med teksten.

Vi har lige haft 3 dejlige dage i Byron Bay, som var et rigtigt rart sted. Vi er nu næsten i Brisbane, hvor vi skal aflevere camperen den 18. Det har været, ja, for at sige det lige ud, et lortevejr hele vejen. Det er den vådeste sommer i 11 år, og australierne der i midten af januar var henrygte over at have fået fyldt deres vandrereservoirs, er nu begyndt at tvivle på om de når at få sommer i år.

I Mackay (nogle hundrede kilometer nord herfra) fik de i går 680mm regn på 10 timer (hvilket er 50% af deres normale årsnedbør) og store dele af byen står under vand. Det er altså næsten 70 cm vand!

Vel, vi er optimister, og håber på det bedste.

Tillykke med fødselsdagen til Line i dag!

KH FGP&P

29. januar til 6. februar

På opfordring, så er det nu min tur til at komme lidt til orde på denne blog. Jeg har haft så travlt med at holde orlov, at jeg ikke har haft tid før :-) og så har Peter, som flere har kommenteret, jo været ganske god til at berette.

Den 29/1-08 - Sydney, operahus mv.
Nå, men den 29. vågnede vi op til skønt solskinsvejr og besluttede at tiden var inde til en tur ind til Sydney. Den hurtigste vej fra Manly- og smukkeste, er en færgetur på 45 min. (det kan også gøres med katamaran på 15 min.). Vi købte færgebilleter og kaffe to go, fik siddepladser forrest under åben himmel og sad forventningsfulde og nød udsigten med kameraet klar. Selv Frederik var forventningsfuld. Han glædede sig helt vildt til at se Operahuset. Efter kort tid med flot natur ud gennem bugten kunne vi se Sydney skyline, flot og imponerede storby-agtigt, og kort tid efter dukkede Operahuset og Harbour Bridge frem. Vi fik, som I nok har set taget en del billeder den dag. Frederik synes, at Operahuset er den flotteste bygning han har set, og synes det er snyd, at den står i Sydney, når det nu er "vores" arkitekt, der har lavet den. Flot så den ud der fra vandsiden og jo tættere vi kom på jo mere imponerende blev den med de svenske kakler i hvid og creme-farvet, som de hvælvede tagkonstruktioner er lavet af.
Vi gik i land på Circular Quay. Her var der masser af gademusikanter og andre, der skulle tjene til dagen og vejen. Bl.a. sad der en Aboriginal-mand i fuld kropsmaling og lille skærf, som turister, incl. os selv, klart syntes var en spændende turistattraktion. Jeg syntes i virkeligheden at det var ydmygende at tage billeder af en mand, der bare sad og tjente til dagen og vejen ved at prostitutionere sig som art.

Operahuset var første stop, den skulle jo også ses fra landsiden, og flere billeder skulle tages. Inde i Operahuset kunne vi ikke komme så meget rundt, så det blev mest til en tur i deres souvenirbutik, hvor Peter købte en bog om husets arkitektur.

Herefter gik vi ind i Botanic garden, som har en indgang for foden af Operahuset. Her spiste vi sandwich i græsset mens vi kiggede ud over vandet, operahuset og målløst betragtede Sydneys arbejdende folk fra Business-district bruge deres frokostpause på en løbetur langs vandet. Det vrimlede med kondiløbere, trods en temperatur op mod de 30 grader! Men det er måske kun os nordboere, der synes det er noget at snakke om.

Vi fik set en del af byen denne dag. Kiggede på byens liv, højhuse, forretninger og parker - Hyde Park og Botanic garden fra den anden ende. Vi gik bl.a igennem et område af parken, hvor vi tilfældigt kiggede op i trætoppene og opdagede at trækronerne var tætpakkede med kæmpestore flagermus. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da vi kiggede nærmere og så flere af dem sprede deres store sorte vinger så de blottede en en rævelignende pels på brystet, og vi kunne se dem åbne munden.

Efter en lang dags traven gennem byen spiste vi pizza på en dejlig fortovsrestaurent med udsigt til Operahuset på den ene side og færgelejet, Circular Quay til den anden, inden det gik hjemad til Manly med færgen. Dejlig oplevelsesrig dag!

Den 30/1-08 - Taronga Zoo
Endnu en skøn solskinsmorgen at vågne op til, med gåtur forbi "vores" strand til bageren og morgenmad på altanen- som jeg måske lige skal indskyde, oftest består af de sødeste, saftige mangoer og vandmelon oven på youghurt med honning, Wharf'ets (færgelejet med lille butiksarkade) friske brød og en frisklavet cappucino og appelsinjuice. Frederik har flere gange sagt, at han vil flytte her til alene pga. den lækre frugt. Gustav vil helst bare have havregrød med kanel- det er godt og velkendt.

I dag skulle vi i Zoologiskhave, Taronga Zoo, Sydney. Beliggende nord for Sydney centrum og ikke langt fra Manly, så vi besluttede at spare os selv for besværet med offentlig transport og tog en taxa. Fin tur med udsigt til mange fine huse langs små fine strande.
Vi have hørt og læst, at denne zoo var et must see som turist i Sydney.
Bortset fra en australsk afdeling med kænguruer og andre underlige og farlige australske dyr, så var de øvrige dyr stort set de samme, som vi ser dem i alle andre zoologiskehaver. Det der gjorde denne zoo helt unik var den fantastiske beliggenhed med fin udsigt over bugten, Sydneys skyline og operahuset. Så tak for rådet Rikke, det var en rigtig fin dag. Tilbage i Manly spiste vi aftensmad på altanen vi vores lejlighed.


Den 31/1-08 - "Hjemmedag"
I dag var familien lidt sløve i optrækket. Frede og Gus, og vist også Peter, havde behov for bare at dase og lege med det medbragte legetøj. Da det så ud til, at hele dagen kunne gå med det, blev jeg en anelse rastløs, og gik derfor en tur rundt på Corso'en (Manlys hovedstrøg) og gloede butikker. Købte dog ikke noget, da det må siges, at australierne ikke har alt for god smag i tøj - eller også er det mig der ikke har, jeg har i hvert fald ikke deres smag..
For enden af Corso'en modsat Wharf'et, hvor vi bor, ligger den store stillehavs-strand, hvor bølgerne er store og hvor der er masser af liv på stranden og masser af surfere. Her er det skønt at sidde og kigge, og jeg tror jeg kunne sidde der i timer og bare kikke på surferne og de imponerende turkisblå bølger med hvidt brus.

I mellemtiden var Peter og drengene kommet ud af vagten og var gået på "vores" strand for en badetur. Der hang vi ud med sandwich og sushi til frokost og blev der hele dagen.
Gustav fik sig en ny lille veninde på stranden. Det vist sig at Maja på 2½ år var dansk, og det var kærkommen at have en legekammerat, som var jævnaldrende. Selv Frede syntes det var morsomt at lege med. Jeg faldt i snak med Majas far, Peter og mor Åsa, som lige var kommet hertil for at slå sig ned i et år. De var akut boligsøgende efter en lejlighed på Manly, og selv om de ikke lige søgte en turistlejlighed, som vores, så blev Frederik ved med at insistere på, at de skulle komme og se vores lejlighed.

Da Peter vågnede efter en længere lur i solen, uden solcreme - hvor dum kan man være?, faldt han også i snak med Peter og Åsa, og det endte med at vi aftale, at skulle spise sammen om aftnen, og at vi kunne mødes i vores lejlighed til et glas vin, før vi gik ud at spise. Frede var helt oppe i skyerne over, at det var ham der havde inviteret.
Det blev til en rigtig hyggelig aften på en restaurant i havnen, med god mad og en enkelt eksotisk drink, inden uvejret med tordenvejr og kraftig vind tog til, og vi sagde tak for i aften.
Én af os (gæt selv hvem) gik i seng med en krebserød og meget brændende krop. Om ikke andet så havde det en præventiv effekt på drengene, da det var meget tydeligt at se hvor der var smurt faktor 30 på, og hvor der ikke var. Siden da har de ikke længere stillet spørgsmålet "hvorfor skal jeg have solcreme på".

Den 1/2-08 - Halvhjertet Sydneytur
Vi vågnende op til det samme vejr, som vi var gået i seng til. Det stod ned i stride strømme og palmerne på havnen stor i 45 graders vinkel.
Vi besluttede at tage ind til byen for at gå i Sydney Aquarium, da det da var en børnevenlig indendørs beskæftigelse. Vi tog hurtig "katten" (15 min. færgetur) og blev vugget godt der ind ad. Fra Circular Quay skulle vi med endnu en færge til Darling Harbour, hvor akvariet lå.
Regnen var taget noget af og sulten havde meldt sig, så vi startede med frokost på en café og endte med aldrig at komme i akvariet. Frede fik lov at bestemme, og han ville hellere på områdets store legeplads. Vi gik langs vandet forbi alle restaurenter og forlystelser i Darling Harbour og ind i China Town, hvor vi shoppede nogle rigtig turist t-shirts til drengene. Vi kikkede rundt i Paddys Market - en kæmpestor markedshal med et hav af boder som handlede med alt i skidt og skrammel. I tiltagende regn vadede vi under paraplyer og frysende tilbage gennem forretningsgader og skyskrabere til Circular Quay og tog færgen hjem til Manly.

Den 2/2-08 - Orlov as it should be -dag
Vågnede op til semi-godt vejr. Peter og Frede gik på netcafé, for at oploade billeder til bloggen til alle jer kære derhjemme. Jeg gik en tur med Gustav i klapvognen ned til surfstranden og langs kysten en smuk tur ud til en lille strand omgivet af klipper. Solen brød frem og det blev drivhus-varmt efter al den nedbør. Tilbage igen til vores egen strand med lidt sushi take away og en hurtig dukkert mens Gus lå i klapvognen i skyggen og sov.

Efter 3 timer på internetcafé var familien samlet og vi gik alle på stranden for at få en eftermiddags-dukkert. Her mødte vi Peter, Åsa og Maja igen, som var rigtig glade, da de netop havde fået sig en lejlighed 3-4 bygninger fra vores lejlighedskompleks- og altså med samme skønne beliggenhed og udsigt. Et fantastisk sted at have udsigt til at skulle bo i et år!
Peter og Peter hentede take away og så spiste vi alle sammen aftensmad på stranden mens solen langsomt gik ned. Det var varmt og stille og alle 3 børn drønede nøgne rundt i sandet og vandet til klokken var næsten halv elleve og det var på høje tid at sige tak for i aften og finde sin seng.

Den 3/2-08 - Deprim-dag
Møgvejr! for at sige det lige ud. Vi lavede ikke rigtigt noget, var bare i lejligheden købte ind og håbede at den endeløse regn ville stoppe. Det gjorde den for en kort bemærkning, og vi skyndte os at gå på stranden for at lege i sandet og fyre lidt krudt af. Drengene endte med at bade lidt, selv om det var overskyet og ikke synderligt varm.
Tilbage i lejligheden spiste vi for første gang aftensmad inden døre, da regnen igen stod ned i stimer, ØV!

Den 4/2-08 - Sydney Aquarium
Stadig regn. Temmelig frustrerende, fordi det i høj grad begrænsede os i alle de ting, vi gerne ville nå at se og gøre i Sydney. Vi valgte at trodse regnen og tog færgen til byen og gik så i akvariet, som bestemt også var rigtig fint med både krokodiller, hajer og sæler. Da vi havde brugt et par timer på det, spiste vi sen frokost på Darling Harbour. Himlen havde nu åbnet sig fuldstændigt og vi hastede til færgen for at tage tilbage til Manly. Om aftnen gik vi ud at spise i vores kvarter. At finde en åben restaurent/café viste sig at være en vanskelig opgave, da alt stort set havde lukket. Om det var fordi det var mandag i lavsæson eller om det var vejret der havde fået restaurationsbranchen til at dreje nøglen ved vi ikke helt, men det lykkedes os dag at finde et åbent sted, som ville bespise os. Vi småløb hjem i regnen. Natten var kold og vi måtte tætte et vindue med håndklæde, for ikke at have for meget blæst i hovederne.

Lidt mere om vejret:
Det har vist sig at denne sommer er helt atypisk vejrmæssigt. De sidste 11 år er der ikke kommet så meget regn som i denne sommer. Australierne siger, at de ikke har set noget lignende, men er samtidig glade for at få fyldt vandreserverne op, og der har sjældent været så grønt og frodigt, som der er nu.
Gustav kalder konsekvent regnvejr for "Lars Larsen's møgskidte-vejr"…. det er noget indforstået han og Frederik har med farfar
Peter hørte en dame fortælle, at der sidste år på landsplan faldt 300 millimeter regn, og at der i år allerede er faldet 600 millimeter (vel at mærke på bare 6 uger!)
Her i familien har vi lidt svært ved at dele glæden - det er sgu da dårlig timing!!

Den 5/2-08 - Gøre klar til afgang -dag
Småregn. Peter og Frederik gik på netcafé og Gustav og jeg gik på posthuset for at undersøge hvad det kunne koste, at sende noget af alt vores pakkenelliker hjem. Det har vist sig at vi har langt mere tøj med end vi behøver, da vi ind til nu har haft god adgang til at vaske. Og da vi jo også har anskaffet os lidt forskelligt legetøj, bøger, badeting og tøj, så ville det blive en nærmest umulig opgave at få alt til at være i vores rejsetasker.

Om eftermiddagen var der lidt opklaring og hele familien drog af sted for at gå turen til Shelly Beach, hvor jeg havde været et par dage tidligere med Gustav. Planen var at tage en lille dukkert ved samme lejlighed. Da vi nåede ned til den store surferstrand blev det dog meddelt i en megafon, at alle strandende var "lukkede", og at man blev frarådet at bade. Årsagen var fare for forurenet vand efter det kraftige regnvejr. Det udelukkede ligesom vores planer om en dukkert, men da det også trak sammen igen til mere regn, droppede vi helt at gå ud til den lille strand og gik i stedet tilbage og fandt en lille café, hvor vi spiste kage og milkshakes.
Om aftnen spiste vi farvel-middag på en restaurant rundt om hjørnet og gik hjem og pakkede ned - klar til afgang mod Maui- autocamperdepot næste morgen.

Den 6/2-08 - Ny omgang camper
Vi vågnede til det mest fantastiske vejr og var ærgerlige og vemodige over at skulle af sted, når nu det fine vejr endelig var kommet, og vi bare skulle bruge det meste af dagen på at transportere os.
Til gengæld nåede vi lige at spise en sidste morgenmad på altanen, nyde vores fine udsigt og havde en fantastisk flot sejltur indtil Sydney for sidste gang. På Circular Quay skulle vi skifte til tog mod lufthavnen, stå af ved 3. sidste stop og gå 500 meter hen til Maui. Rimeligt overkommeligt selv med 2 børn en masse oppakning, en "bade-spaghetti-stang" og en klapvogn.
Vi prisete os lykkelige for ikke også at skulle have haft de 14½ kg ekstra, som Peter om morgenen havde pakket i en kasse og skippet af sted fra posthuset.
Lang vente id hos Maui inden vi kunne få udleveret vores camper blev brugt i legerummet og jeg fik skrevet et par mails fra deres "fri-internetadgangs-service".

Ved halvto tiden var det så tid at drage af sted langs østkysten. 12 dage i camper mod Brisbane.
Fortsættelse følger.

Jeg vender tilbage, nu er jeg langt om længe kommet i gang - og som I kan se, så er jeg altså med på turen :-)

Kh Pernille

Så er der billeder

Så er der kommet nye billeder på suppen.... eller hvad man nu kalder det. Følg linket til højre (eller klik på overskriften) så kommer du til vores ny-uploadede billeder.

Også nyt tekstindlæg om turen til Sydney (herunder)

Sidder på netcafe i Manly og uploader (og det er ikke hurtigt) og Frederik har lejet sin egen PC og spiller Oline på http://www.dr.dk/

Husk også at der kan efterlades kommentarer til de enkelte billeder, hvis der er noget du ønsker forklaret eller måtte have spørgsmål om

God fornøjelse!
Mvh Peter

Canberra til Sydney

Canberra til Sydney

Steph, tak for din(e) kommentar(er) - her sidder jeg så klokken syv om morgenen og skriver blog, opløftet af dine venlige ord om mit skriveri, og med bevidsthed om, at du (og forhåbenligt andre) er glade for at læse hvad jeg skriver

Vi er i Sydney (Well, i Manly) og nyder livet. Resten af familien sover, men jeg er vågen. Måske er det en gammel arbejdsskade, for det er jo den 1. februar, og normalt ville jeg lige skulle checke januars endelige omsætnings- og indtjeningstal. Det kan jeg bare ikke (ingen internet adgang) og jeg behøver det heller ikke - nice!

Nå, tilbage til turbeskrivelsen;

23. og 24. januar - Canberra
Vi ankom til familien Frandsen (mor Mette og far Jens, og Maria på Frederiks alder, Casper på 9 og Jacob på 13) om eftermiddagen den 23. januar. Vi var i nabolaget kl. 14.30, men Pernille mente ikke, at man kan ankomme klokken halv tre uden at have kage med til kaffen. Vi kørte så rundt for at finde en bager, og på den måde ankom vi hverken uden kage, eller til kaffetid (men derimod 15.30)

Der var stor gensynsglæde mellem Maria og Frederik. Frederik har også gået i børnehave med Casper (i et år). Jacob var rigtig sød til at tage sig af Gustav, og Gustav var helt forelsket i Jacob, så alle ungerne havde det dejligt med hinanden.

The Frandsens lavede på bedste Aussie-manér BBQ, og vi spiste i deres have til sent om aftenen, mens alle ungerne legede. Selv Gustav var oppe til over 22. Det var lidt som juleaften pludseligt at være sammen med tre andre børn udover Frederik, og så blev det altså juleaftens-sengetid også.

Den 24. januar tilbød Mette, at tage os med rundt på en Canberra Sightseeing Tour. Maria havde fået forvalgsret på hvad vi skulle se, så vi så derfor en kæmpe legeplads med kakaduer (som altså ikke er duer, men papegøjer) og vi så en fuglerede i en mur. Sødt, at tænke på, at det var de ting hun helst ville vise Frederik i Canberra! Vi så også andet end det, blandt andet parlamentet, Australian Museum, War Memorial og mange andres sights, ligesom vi kom godt rundt i byen og om den flotte sø, der deler byen og giver plads til en masse parker.

Canberra er jo hovedstaden i Australien, så der er et helt områder af byen hvor næsten alle landes ambassader er placeret. Vi så mange flotte ambassader, den ene større og flottere end den anden - visse til og med bygget i lokal byggestil som f.eks. Kina og Thailand - og slutteligt så vi så den danske. Det er ikke løgn, at den danske ambassade i "Mary-land" ligner en midlertidig pavillon opført for at den norske ambassade (som den deler adresse med) lige skulle have nogle hurtige ekstra kvadratmeter!
Det mener jeg, vi bør kunne gøre bedre!

Vi var på to udsigtspunkter i Canberra, hvor der var flotte udsigter over byen. Canberra er et kompromis mellem Sydney og Melbourne, der enedes om at opføre en ny regeringsby, da ingen af de to byer ville give afkald på regeringssædet til den anden by. Som sådant, er alt i Canberra 'purpose-built'. Selv den flotte sø der deler byen i to er kunstig opdæmmet.
Fra udsigtspunkterne, kunne man se den oprindelige plan for Canberra, der er en dejlig åben by, med mange grønne områder. Historien er, at en engelsk landskabsarkitekt blev udpeget til at anlægge byen i 1920'erne. Han kom til byen, og arbejdet påbegyndtes. Efter noget tid, gik der bureaukrati og politik i sagen, og man miskrediterede landskabsarkitekten og satte ham fra bestillingen hvorefter han rejste hjem. I dag, kan alle se at mandens plan for Canberra var fantastisk.

Det er ligesom om man har hørt den historie før, med Utzon's operahus i Sydney, ikk'? Hvad er australiernes problem?

Om aftenen havde vi fornøjelsen af, også at møde Mette og Jens' naboer Alison og Timm. Timm fyldte os med skrækhistorier om Australiens fauna, og især deres mange dødelige dyr - herunder 11 af verdens 15 mest giftige slangearter. Desuden red-back spider, som lever helt almindeligt i alle haver i Australien (Timm påstod i hvert fald, at man bare skal løfte nogle få sten i hans have for at finde den) og som slår børn, ældre og svagelige ihjel med sin gift, og hvor selv sunde og raske voksne skal hurtigt på hospital for at have en chance for at overleve. Og så slutteligt lidt anekdoter om hajer og dingoer mv.
Historien om slangerne fik Alison, til at udbryde "Oh, yes, I saw a Brown Snake today in our garden" til Timm. Det viser sig, at det var en unge på 15 centimer, så Alison, lagde bare stenen hun havde løftet forsigtigt tilbage så slangen ikke kom til skade!
Jesus - de sataner bliver jo voksne på ingen tid, og en 15 cm. slangeunge har vel også forældre? Nå, godt at Brown Snake kun er verdens næst-giftigste landslange…. (den mængde gift en voksen slange udskiller ved ét bid er nok til at slå 230.000 mus ihjel iflg. Sydney Zoo!!!)

Begge aftener sov Frederik på Marias værelse, og ud over at han nød at sove hos Maria, så tror jeg også han nød "at være lidt væk hjemmefra" (dvs. camperen) og ikke at skulle dele seng med sin lillebror.

Vi tog afsked med Frandsenerne den 25. om morgenen, og blev sendt på vej med en pose nybagte boller. Sikke værter, og sikke dejligt, det havde været, at tale med andre end os selv i nogle dage.

25. og 26. januar - Sydney Parklea
Vi havde - igen - være for sent ude med campingplads bookinger, så der var intet at få langs kysten, bl.a. også fordi australierne havde lang weekend, da den 26. er deres nationaldag. Vi skulle aflevere camperen den 27. i Sydney så vi var nød til at komme op i nærheden af Sydney. Det blev til, at vi bare kørte de små 300 km. direkte til Sydney og tog to overnatninger på en campingplads i "Parklea". Dvs. der var alligevel over 30 km. til Sydney centrum. Campingpladsen var meget fin, med pool og det hele, og da vi skulle bruge nogle timer op at få pakket ned og rengjort Skrumlet, så blev det ikke til udflugter derfra (ud over et nærliggende loppemarked med alverdens skrammel til mikropriser)

27. januar til 6. februar - Sydney Manly
Camperen skulle vi aflevere i nærheden af lufthavnen, som ligger syd for byen, og vores lejlighed ligger i Manly (som er nord for byen). Da campingpladsen i Parklea ligger nord-vest for byen, besluttede vi at køre forbi med vores bagage i Manly, inden vi returnerede Skrumlet.

Lejligheden var endnu ikke rengjort, så vi kunne bare smide bagagen af, og så gik Pernille og drengene på stranden, mens jeg kørte syd på med camperen.

Vi skal være i Manly i 10 dage, og har betalt 14.000 kroner for en ferielejlighed. Nu vil jeg ikke bruge for meget krudt på et overstået kapitel, men lad mig bare slå fast, at den lejlighed vi havde fået ikke ville have været 1.400 kroner værd for ti dage!
Standarden, og for øvrigt også udseendet, var hvad jeg ville have forventet at en gang Bed & Breakfast i Warszawa årgang 1982. Men mest af alt, så lugtede lejligheden af mug, og alle vinduesrammer var helt rådne. Det var virkelig ikke et sted jeg ville kunne forsvare, at lade mine børn bo i ti dage! At der var 1,7 kilometer til færgen til Sydney og 1,5 km. til fødevareindkøb var heller ikke fedt, men det kunne man så have levet med.

Næste morgen, den 28. stod vi op, og gik til udlejeren for at klage vores nød (og lade dem forstå, at vi ville klage til vores danske rejsebureau så snart de var stået op i Danmark). Vi havde forventet, at udlejer ville slå ud med armene og sige, at det var helt en sag mellem vores danske rejsebureau og os, og at de ikke ville hjælpe os. Men tvært i mod, så var udlejer meget hjælpsomme (og påstod til og med, at de havde sendt billeder af lejligheden til vores rejsebureau så de var klar over hvad de sendte os til). De gav os nøglerne til to lejligheder, som vi så kunne se på i stedet.

Den ene lejlighed var stor, moderne og i to etager, men lå næsten ligeså lang ude som den gamle, så vi valgte den anden lejlighed som godt nok har et værelse mindre (drengene og vi sover i samme rum) men som ligger lige i hjertet af Manly. Lejligheden er moderne, lys og luftig, og der er både opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler. Vi har til og med telefon (nr. 0061 2 89 669 289 fra DK - det koster kun 12 øre pr. minut med Skype-Out)

Fra vores stue og den ene af vores to balkoner har vi udsigt over bugten og til Manly Warf, hvor færgerne går til Sydney, og 25 meter uden for vores hus ligger der en stille beskyttet strand (dvs. ikke på stillehavssiden hvor surferne er, men ind mod Sydney bugten) hvor vi bader. Når man står op om morgenen, er der en to minutters gåtur hen ad promenaden til Warf'et og ind til bageren der har "rigtige" franskbrød. Er man i stemning til det, kan man jo lige nappe et par cappuccinoer med hjem til balkonen. Very, very, very nice - og til samme pris som mug-reden!

Nu er familien vågnet (og det er ved at være tid til min morgentur til bageren)
Nærmere beskrivelse af vores dage i Manly følger (vi har indtil videre været i Sydney to gange og i Zoo og på stranden) og her er bare rigtig, rigtig, rigtig dejligt - nu er der sgu orlov!

Dage i camper (14. til 23. januar)

14. januar - Cape Otway
Der var ikke mange kilometer fra vores campingplads i Peterborough til det første stop for at se "The Grotto", som er bare en af mange formationer der er dannet af bølgernes erosion af de røde kalksten som kysten består af. I The Grotto står man bagest i en dyb hule og ser bølgerne kommer ind. Af og til er der en bølge som er lidt kraftigere end de andre, og som derfor når helt op til den lille forhøjning man står på. Skræmmende og fascinerende, at betragte bølgernes kraft.
Herefter følger en perlerække af udsigtssteder og utrolige kystformationerne. Se selv billederne for flere detaljer.

Port Campbell har en lille sandstrand, som ikke er mere end et par hundrede meter bred, men er den eneste der er adgang til fra land-siden på hele kysten. Derfor tiltrækker Port Campbell surfere. Vi så tilfældigt en gammel surfer dude, der sikker er kommet forbi i hans folkevognsrugbrød en forårsdag i 1968, og som lige ville checke nogle waves, men som tydeligvis ikke var kommet videre siden. Langt gråt hår i hestehale, verdensfjern i udtrykket, men sej og senet i kroppen.
Højt over Port Campbell stoppede vi og så nogle mikroskopiske prikker langt ude på de kæmpe bølger. Med øjnene så vi kun nogle farver, men med min 70-300 AF 4.5-5.6 ED VR kunne vi se at det var surfere og to jetskis der lå mange hundrede meter ude fra kysten. De lå mellem to steder hvor bølgerne ikke brækkede, og hvor der derfor ikke er rev, men det så sindssygt ud, og skræmmende at vide at de kun har 200 meter kyst at rede sig i lang på….. for ikke at tænke på hajerne J

Selvom der var mange stops for at se de mange fantastiske kystformationer, var hver enkelt alligevel speciel og fascinerende. Sidste stop var "The Twelve Apostles" som godt nok med årene er blevet reduceret til en 6-7 stykker.

Herefter svinger The Great Ocean Road lidt indad i landet i gennem noget af Victorias oprindelige regnskov. Den kommer ud til kysten igen, men vi skulle en afstikker endnu længere ind i urskoven. Vi skulle til Otway Fly [www.otwayfly.com] som er et stykke af skoven, hvor der er lavet gangbroer oppe mellem trætoppene, mellem 17 og 33 meter over jorden - plus et tårn på 47 meter! Det var virkelig en fed oplevelse, sådan list "Me Tarzan, You Jane" agtigt, og noget som selv børnene havde sjov med - især Gustav, da han pludseligt skulle tisse (hen er blevet fuldstændig dagtime-renlig på turen!) oppe mellem træerne. Hvad gør man så, når der er 600 meter gangbro ned på jorden igen? Tjae, jeg valgte at han kunne tisse ud fra gangbroen. Dvs, hans lille tissemand kunne lige nå ud mellem tremmerne, og så havde strålen ellers 21 meters frit fald til bunden af regnskoven - det snakker han om endnu J

Efter Otway Fly kørte vi ned på Cape Otway der er det næst-sydligste punkt på fastlands-australien, og hvor vi havde fået en campingplads. Campingpladsen ligger meget skyggefuldt under eukalyptustræerne, og i træerne bor der koalabjørne…. som jo er nok så bedårende. Det er slangerne ikke, selvom de ellers skriftligt advarede mod dem på campingpladsens velkomstmaterialet. Vi så heldigvis ingen, men informationsmaterialet fortæller kækt at hvis man ser en, skal man bare lade den være i fred, så gør den ingenting J

15., 16. og 17. januar - Melbourne
Næste morgen kører vi de 3 kilometer til Cape Otway Lighthouse, og pludseligt var der en 6-8 biler som blokerede vejen, og stod med dørene åbne mens folk gik frem og tilbage mellem hinanden. Jeg frygtede at nogen var kørt alvorligt sammen, men da vi kom helt der hen, så vi at det alt sammen var fordi nogen havde spottet nogle koalaer i tæerne over vejen! De er nu også meget charmerende, de småskæve syvsovere (de sover 20 timer i døgnet, og er høje af eukalyptusolier).

Derefter gik det videre langs kysten af "The Great Ocean Road" mod Torquay. Da vejen igen når kysten ved Apollo Bay, har kysten ændret karakter. Nu er der blevet lidt fladere ned til vandet, og mange steder er der fantastisk flotte sandstrande, og små hyggelige byer. Vi spiser frokost i en af dem, og nyder at det på det tidspunkt, faktisk er rigtig flot vejr.

Da vejen langs kysten er hugget ud fa klippesiderne, bugten den sig præcist så meget som kystlinien (se billederne) og da udsigten fra bagsæderne er begrænset, går det som forventeligt - Frederik bliver køresyg og kaster op. Han kommer om foran på resten af kystvejen, men der får han øvet tal, idet hvert enkelt sving er skiltet med max hastighed på 30, 35, 40, 50, 55, 60 eller 70. km/t. 70 minder lidt meget om sytten, men så ombøber vi 70 til "morfar", og tæller vi …halvtreds, tres, morfar, firs, halvfems og så videre.

I Torquay er det slut med den smukke kystvej, men som en bonus får vi købt en fødselsdagsgave til Frederik i Geelong, og gi'r den gas på motorvejen til Melbourne derefter. Vi kan lige nå, at komme i Campingpladsens swimmingpool inden der skal laves mad.

Den 16. januar, er vi i Melbourne og ser på byen. Melbourne er et sjovt sted, med en masse forskellige typer mennesker på gaderne, og stor variation mellem de forskellige gader, blot nogle få lyskryds mellem hinanden. Efter sigende, skulle Melbourne have den største koloni af grækere udenfor Grækenland, og en stor del af centrum er da også "Greek Village", ligesom der også er et Chinatown. Vi så også på Federation Square med den spændende nye arkitektur.
Mest betaget var børnene vist af en trapez-opstilling på en plads, hvor (større)børn kunne få an tur i trapez mange meter over jorden, mens artister gav vejledning (og holdt i sikkerhedsliner).

Turene frem og tilbage til vores campingplads, som ligger i Footscray, tog vi med bybus, og da Footscray vistnok ikke er det mest up-market kvarter i Melbourne (sjovt nok, Footscray lyder sgu heller ikke særligt fashionabelt) så var der lidt af et freak-show på busturene. Men så tog det også kun 45 minutter J

Den 17. januar var det jo Frederiks 7 årsfødselsdag, og han havde selv bestemt at vi skulle "lege på legepladsen, tage en tur til Melbourne og spise pizza og is, derefter bade og spise mango og vandmelon i camperen til aften" - så det var hvad vi gjorde (på nær at bade, for det var ikke særlig varmt, især ikke i vinden). Vi vækkede Frederik med en halv vandmelon med syv lys i, og morgenmad i camperen med pandekager. Vi havde til og med haft danske flag med hjemmefra, og havde købt fint indpakningspapir, så de tre gaver i alt kunne se ud af noget.

Ud over de tre gaver var der et utal af SMS'er, opkald, emails og kommentarer på bloggen. Tusind, tusind tak til jer alle, jeg tror ikke I ved hvor glad og rørt Frederik blev over hvert eneste af dem!

Mest af alt, blev ham rørt over emailen fra hans klassekammerater med hilsner og spørgsmål og ikke mindst et billede af alle kammeraterne, der vinkede med danske flag til Frede. Han var tydeligt rørt og kunne knapt finde ord da han ville have bekræftelse på, at det virkelig var et billede som de havde taget kun for hans skyld.

18. januar - Seaspray
Den 18. var det afgang efter tre dage i Melbourne. Det var dejligt at ligge fast i nogle dage, og ikke mindst skyldte vi jo Frederik, at han fik en fødselsdag, der ikke handlede om at sidde i stolen med sikkerhedssele på i flere timer.

Nu havde vi fået storby i tre dage, og så var vi klar til kyst, sol og badning (eller som de siger på engelsk "Sun, Sea, Surf and Sex"). Vi kørte derfor mod Seaspray, som er starten på "The Ninety Miles beach", der ligesom den jyske vestkyst, har bred sandstrand og klitter.

Seaspray er sikkert bedre end vi husker den, men for os var det bare nedtur at komme frem til regn, kraftig blæst og kæmpe dønninger. Campingpladsen, er også den absolutter bundscorer indtil videre, så vi var videre næsten morgen.

19. og 20. januar - Lakes Entrance
Vi kørte til Lakes Entrance, der ligger i den anden ende af the ninety miles beach, og som også skulle være en rigtig badeby, og indgangen til australiens (eller er det Victorias?) største sammenhængende søsystem. Egentligt, er det ikke selvstændige søer, der er bare saltvandssøer der er dannet efterhånden som the ninety miles beach halvøen har lukket mere og mere vand inde bag sig. Vi ville gerne have været på en sejltur på søerne hvor man blandt andet kunne forvente at se delfiner, men dels sagde de (ærligt) på turistkontoret, at der lige havde været et besøg af marinebiologer, der ikke kunne finde nogle delfiner mere, og dels var det….. regnvejr og blæst, så det droppede vi.

Vi brugte i stedet lidt tid på at provianterer og hygge os indendørs. Om eftermiddagen den 20. hold regnen så meget op, at vi bestemte os for at gå en aftentur ned til stranden efter maden. Tro mig, det var så koldt og råt og blæsende, at de mindende om sommeren 2007……..

Min far har lært mig, at er man ikke tilfreds med vejret, så skal man bare over alperne. Vi har til og med praktiseret det engang vi var på camping i Ålbæk (til københavnerne; det er 15. km. syd for Skagen (og ja, Skagen er Danmarks nordligste punkt, I ved, lige lidt syd for Norge, aej, kik i atlaset, ok?)) og det havde regnet i tre dage. Da spændte vi altså sneglehuset på Saaben og kørte til Italien for at få noget bedre vejr.

21. januar - Bright og The Great Alpine Road
Derfor var det oplagt, at vores rute skulle gå over de Australske alper (det kalder de dem altså!). Vi kørte den flotteste tur gennem landskab der mindede om Toscana eller Provence, gennem små byer med de flotteste bygningen der stammede tilbage fra storhedstiden omkring guldfeberen, for til sidst at nå op i 1860 meters højde. Til sidst var vi helt over trægrænsen, og havde de mest fantastiske og spektakulære udsigter over bjergene. Der er faktisk en omfattende skiturisme om vinteren i (de australske) alper. Nu så vi mest cyklister, der enten kæmpede sig op ad, eller susede nedad.

Vi spiste eftermiddagskage og frugt på toppen (vandmelon og mango når ungerne får lov at vælge (og eftersom at de lækreste vandmeloner koster ned til 4,50 kr. pr. kilo, og mangoerne er håndboldstore og helt vildt meget mere søde end dem man kan købe i Danmark, så får de tit lov at bestemme))
Og skete på toppen? Vi sad og kikkede ned på den anden side, og så det flotte solskinsvejr og blå himmel. Efterhånden som vi kom ned af bjergene (hvilket tog noget tid pga. de mange sving) så steg temperaturen også, og endeligt fik vi sommervejr. Tak far!

Vi ankom til en lille by med kun 1800 indbyggere (undskyld Christian og Lotte og Stephan og Dorthe) som hedder Bright. Bright ser fuldstændigt ud som min opfattelse af New England i USA - flotte gamle huse, kæmpe haver, store frodige løvtræer, et par floder der mødes og en laidback stemning. Vi blev lidt sommer-plimmelim, og var gerne blevet et par dage, hvis vi havde haft mere tid. Selv Pernille fik det bedre, efter hun ellers havde haft et-eller-andet til at sidde fast i ryg eller nakke (det er de møg Mercedes sæder mener jeg). Vi spiste på en tilfældig restaurant, og i deres børne legeafdeling mødte vi en sød dansk familie med en pige på 5 år. Hun og Frederik legede sammen i vel en times tid, og det var de tydeligvis glade for begge to. Familien boede i Melbourne i seks månder i alt, men var i Bright på sommerferie.

Efter maden var vi på byens kæmpestore legeplads (i skyggen under de gamle træer ved floden) og ungerne havde de sjovt. Gustav er fuldstændig frygtløs, han følger bare Frederik og (prøver på) at lave det sammen som ham, eller han pisker rundt for sig selv.

22. januar - Gundagai
Jeg havde konsulteret de venlige mennesker på campingpladsens reception, og fået tips til en bedre tur med Canberra, en den sidste del af the great alpine road. Vi startede derfor dagen med at køre lidt tilbage, og dreje af mod Mt. Beauty. Vi kørte derefter op af igen i noget tid, men denne gang kun til ca. 900 meters højde. Til gengæld var udsigten mindst lige så imponerende som dagen forinden. Vi hjalp nogle pensionister med en overophedet V8'er i en ældre Ford Fairlane med nogle liter vand og en plastikbeholder på toppen, og glædede os over at de sidste de så til os mens de vinkede taknemmelige, var skriften i støvet på camperens bagrude "GREETINGS FROM DENMARK"

Har vist skrevet et andet sted, at jeg engang vil komme tilbage og køre "The Great Ocean Road" i en åben sportsvogn (?). Når jeg så tager til Australien for at gøre det på et tidspunkt, så tager jeg sgu lige "Great Alpine Road" med også. Eller måske tager jeg den på motorcykel for variationens skyld. Det er i hvert fald fantastiske veje der bugter og svinger, og stort set uden trafik

Efter vi var "kommet ned" fra bjergene var det bare Hymes Highway mod Canberra. Der var rigt meget vejarbejde på den, da den er ved at blive udvidet til 4 spor hele vejen, så det var en rigtig transport etape som Leth og Mader ville have kaldt det. Vi kom til Gundagai om eftermiddagen, og fandt en campingplads der lå lige op af byens friluftsbad. Der bor kun 1.400 mennesker i Gundagai, men - som det er generelt for Australien - så er deres sportsfaciliteter i orden. Vi var både i babybassinet, børnebassinet og i 25-metersbasinet med 1- og 3-meter vipper.

Campingpladsen i Gundagai var list specielt, da det var en "drive-in" plads vi havde fået. Dvs.vi kørte camperen ind på et betonunderlag under et halvtag og havde så vores eget toilet og brus lige uden for døren, sammen med vand, el, afløb og antennestik. Det var selvfølgeligt smart med skygge, men ellers var det lidt for industri-agtigt til os. Så hellere lidt sand i sandalerne J

23. og 24. januar - Canberra
Den 23. stod vi op, og gjorde os klar til ankomst i Canberra (dvs. alle var i bad, og camperen blev gjort ren :-). Vi skulle besøge Frederiks ven fra børnehaven Maria Frandsen og hendes familie der. De har nu været i Canberra i fire måneder, og skal efter planen først vende hjem til Danmark efter to år i Australien.
Frederik havde travlt med at komme videre om morgenen, men vi havde dels nogle hundrede kilometer foran os, dels ville vi besøge en af de mange vingårde i området nord for Canberra inden ankomst på nr. 7 Finnis Cresent.

Vi besøgte en tilfældig vingård, efter at have fulgt et tilfældigt skilt på vejen. Det viste sig at vingården [http://www.clonakilla.com.au] har en af deres Shiraz rødvine på listen over Australiens tyve bedste vine. Den smagte vi, men var meget mere betaget af deres Viognier hvidvin - den var virkelig lækker. Det blev så også til en passende værtinde gave til Familien Frandsen.

Det er nu over midnat, og vi oplevede så meget i Canberra, at resten af beskrivelsen af disse dage må vente……

Vi er stadig ikke i WiFi dækining, så denne tekst er bare uploded med mobilen, og billederne må derfor vente