Fraser Island

20. til 22. februar - Fraser Island

Vi ankom til Fraser Island i solskin til det lille færgeleje på stranden. Måske skal jeg lige indskyde, at vi skulle bo på King Fisher Bay Resort [www.kingfisherbayresort.com.au], det ene af de to ressorts, der findes på øen. Der findes simpelthen ikke andet på den ø. Der bor ingen "rigtige mennesker", der er kun personale og turister på øen. Det lyder måske lidt ucharmerende, men øen er verdens største sandø, med en masse regnskovs-vegetation oven på. Der findes ingen rigtige veje, kun sandspor, og man kan kun komme frem på øen med firhjulstrukne biler, så det er bestemt ikke ucharmerende.
Resortet vi kom til var stort og fint. Alle bygninger var passet godt ind mellem regnskov, små søer og havet. Vi fik tildelt en villa. Dvs. stort hus med 3 værelser, spa m.m. Det lyder jo meget godt, problemet var bare, at disse villaer lå ret lang væk fra selve hovedresortet med restauranter og swimmingpools. Set i lyset af, at vi ankom sidst på eftermiddagen og skulle bruge hele den næste dag på en guidet tour, så ville vi langt hellere nedgraderes til et alm. hotelværelse tæt på
pool' erne. Efter en times tid tjekkede vi ind på et skønt hotelværelse med veranda ud til en lille sø i regnskoven og med kig til færgelejet på stranden.
Vi skyndte os at få os en dukkert, som var tiltrængt efter en lang og varm rejsedag (om end temperaturen i poolen havde svært ved at nedkøle os). Derefter spiste vi sen aftenbuffet i en af restauranterne og så var det sengetid for to meget trætte drenge - og vist egentligt også os.

21. feb.
Drengene havde svært ved at komme i sving og vi måtte skynde på dem, da vi skulle nå morgenbuffet inden vores guidede tour rundt på Fraser, i firhjulstrukken bus, som startede kl. 8.00.

Guiden, var som ham vi havde på Kangaroo Island, en meget stolt og alvidende mand, der ikke lod os hvile ørene meget i løbet af dagen på denne tur. Vi blev meget klogere på sand, regnskov, træers anatomi og dingoer. Disse vilde hunde er der rigtig mange af på Fraser, og der blev brugt god tid på at informere os om hvordan man er dingo-safe, da de kan være farlige. (De har altså et par gange i historien slået et par børn ihjel). At være dingo-safe betyder bl.a. at man aldrig på øen lader sine børn af syne. Dingoerne betragter nemlig ikke børn som en trussel, grundet deres størrelse, og derfor kan de finde på at angribe.

Nå, men første stop, efter en meget bumpet køretur, var Lake McKenzie. En stor ferskvandssø inde midt i regnskoven, omgivet af det fineste, hvideste silica-sand (kisel som i Den blå lagune på Island, for dem af jer, der kender den) Se selv på tidl. oploadede billeder, det var et fantastisk sted. Vandet var turkis, himlen blå, solen bragede ned og klokken var kun 9 om morgenen, da det var tid for en dukkert.

Næste stop var Central Station - en plads mit i skoven, hvor skovarbejdere engang boede, og hvor der engang havde ligget et savværk. Fra denne del af skoven startede et vandløb, Eli Creek, som er dannet af vand, der konstant fosser op af undergrunden. Her ved dens udspring kunne man vælge at gå en tur på 2 km i bunden af regnskoven langs vandløbet, eller bare gå en lille bitte tur ved udspringet, og så køre med guiden til opsamlingsstedet for dem, der tog den lange tur. Peter tog den korte, lette tur med drengene, da de var trætte og ikke kunne have fulgt trop på den lille smalle sti i 35 graders varme i 2 km. Jeg gik den lange tur og fik set masser af forunderlige træer, besynderlige dyrelyde og ikke mindst en pythonslange, som langsomt bevægede sig ind i skovbunden. Det var med lidt rysten på pegefingeren, at jeg overhovedet fik taget et billede af den. Slanger i den fri natur er ikke lige min stærke side, og siden vi ikke havde guiden med, var der ingen af os, der viste hvad det var for en og om den var farlig. Guiden kunne senere informere os om, ved syn af vores fotos, at den ikke var farlig for mennesker, og at den faktisk var et sjældent syn, selv om der er mange af dem. Puuhaa!!

Videre til frokostbuffet på det andet af øens 2 resorts. Dette her på den østlige side ud mod stillehavet og tæt på lufthavnen. Ikke nær så naturskønt beliggende, som vores.

Køretur på stranden, som på Fraser hedder 90 Mile Beach, selv om den underligt nok ikke er "længere" end 58 mile (Peter oplyser lige her, at 1 mile er 1,609 km, så kan I selv regne videre). En flot hvid strand med masser af bølger, som dog var lidt tisgule pga. ophvirvlet mudder efter den megen regn. Men det betød nu heller ikke så meget, at der var mudder, da man ikke kan bade i havet omkring Fraser. Vandet her er hjem for en masse hajer og de svømmer tæt til kysten, da fiskene lever her for at finde næring. Der er så mange hajer, at der langs Frasers stillehavskyst er flere end der er langs hele resten af Australiens kyst.

Langs 90 Mile Beach kan man tydeligt se at Fraser er lavet af sand. Der findes store "vægge" af forskelligt farvet sand, og de hedder derfor Coloured Sands. På afstand ligner det høje klippeformationer, men er altså bare sammenpresset sand.

På stranden ligger vraget af en gammel damper, der gik på grund i 1935, da den var på vej til Japan for ophugning. Historien er, at Maheno, som skibet hed, i mange år havde sejlet i rutefart mellem New Zeeland og Australien, og tjent som hospitalsskib i første verdenskrig, men nu var solgt til Japan for ophugning. Japanerne havde beregnet, at det var billigere, at fjerne skibets skruer, og lade det trække af en slæbebåd til Japan. Nu ville historien, at skibene løb ind i en tropisk orkan, og slæbelinien sprang. Uden skruer, kunne Maheno ikke navigeres men drev på sandkysten ved Fraser Island.
Hvis det var Maheno's egen vilje, at ende sine dage i Australien, må hun have følt sig svigtet, da det australske luftvåben brugte hende som øvelsesmål for sine pilotelever under anden verdenskrig (der dog kun ramte hende én (!) gang).

Sidste stop på denne fine tur var udmundingen på før omtalte Eli Creek, som ender i en sø på stranden. Da havet ikke er badevenligt, er denne udmunding flittigt besøgt. Den er ikke på noget tidspunkt over en meter dyb, så vi gik hele familien en lille tur i den, og det var skønt og tiltrængt kølende da den ikke var mere end 18 grader varm.

Hjemtur kl. ca 16 til hotellet på humse-bumse sandveje med 2 sovende børn. Da vi sagde farvel og tak, bad Frederik os sige til guiden, at han var godt tilfreds med turen, men at han alligevel ville have pengene tilbage, fordi vi ikke så nogen dingoer.

Resten af dagen gik vi i poolen og en solnedgangstur til stranden, hentede take away og spiste i buldrende mørke til regnskovens sære lyde på vores veranda, mens vi blev ædt af myg - men hyggeligt var det.

Den 22. februar, sov vi lidt længe, nød at have god tid til morgenbuffeten og så var det ellers i poolen. Det var stinkende varmt og det eneste rigtige sted at være. Vi spiste frokost ved poolen og drengene svømmede derefter lidt rundt med to ældre danske damer, som vi mødte på gårsdagens udflugt. Det virkede som om, de havde behov for at "låne" et par børnebørn og særligt Frederik nyder enhver kontakt med dansktalende. Han er til gengæld meget motiveret for at lære engelsk, for "så ville jeg gå hen til det første barn jeg så, på min egen alder, og lege". Det er da motivation, der vil noget.

Kl. 14.00 var det afgang med færgen til fastlandet. Videre i bilen, der stod og ventede på os i Hervey Bay og af sted til vores "gamle" hotel i Brisbane, hvor vi ankom til sengetid.

23.feb.
Pakke ud og pakke om, af sted til lufthavnen, fly til Prosepine airport, som er lufthavnen tættest på Whitsunday øgruppen. Lejebil mod Airlie beach som er sidste stop for forsyninger til 8 dages sejltur. Med læssevis af indkøb videre til Shute Harbour, hvor vores sejlbåd lå for kaj. Vi flyttede ind i vores 36 fods Bavaria sejlbåd, som hedder Jasomiva, kørte tilbage til Airlie Beach for aftensmad og aflevering af bilen og tog en taxa tilbage til Shute harbour.
Er det underligt at hele familien var dødtrætte efter al det rejseri og logistik??

I morgen stævner vi ud på nye fantastiske eventyr til vands. Bare ved synet af så smuk natur, der er i Shute Harbour bugten har vi en pæn forventning om, at vi befinder os i et lille stykke af paradis.
I må vente til næste afsnit.

Kh Pernille


NB: dette er uploaded den 26. februar- vi ligger i Hamilton Harbour Marina, hvor der faktisk er ret-så-meget "civilation" herunder GSM-data forbindelse. Alt vel, her så virkeligt smukt!