20. til 22. februar - Fraser Island
Vi ankom til Fraser Island i solskin til det lille færgeleje på stranden. Måske skal jeg lige indskyde, at vi skulle bo på King Fisher Bay Resort [www.kingfisherbayresort.com.au], det ene af de to ressorts, der findes på øen. Der findes simpelthen ikke andet på den ø. Der bor ingen "rigtige mennesker", der er kun personale og turister på øen. Det lyder måske lidt ucharmerende, men øen er verdens største sandø, med en masse regnskovs-vegetation oven på. Der findes ingen rigtige veje, kun sandspor, og man kan kun komme frem på øen med firhjulstrukne biler, så det er bestemt ikke ucharmerende.
Resortet vi kom til var stort og fint. Alle bygninger var passet godt ind mellem regnskov, små søer og havet. Vi fik tildelt en villa. Dvs. stort hus med 3 værelser, spa m.m. Det lyder jo meget godt, problemet var bare, at disse villaer lå ret lang væk fra selve hovedresortet med restauranter og swimmingpools. Set i lyset af, at vi ankom sidst på eftermiddagen og skulle bruge hele den næste dag på en guidet tour, så ville vi langt hellere nedgraderes til et alm. hotelværelse tæt på
pool' erne. Efter en times tid tjekkede vi ind på et skønt hotelværelse med veranda ud til en lille sø i regnskoven og med kig til færgelejet på stranden.
Vi skyndte os at få os en dukkert, som var tiltrængt efter en lang og varm rejsedag (om end temperaturen i poolen havde svært ved at nedkøle os). Derefter spiste vi sen aftenbuffet i en af restauranterne og så var det sengetid for to meget trætte drenge - og vist egentligt også os.
21. feb.
Drengene havde svært ved at komme i sving og vi måtte skynde på dem, da vi skulle nå morgenbuffet inden vores guidede tour rundt på Fraser, i firhjulstrukken bus, som startede kl. 8.00.
Guiden, var som ham vi havde på Kangaroo Island, en meget stolt og alvidende mand, der ikke lod os hvile ørene meget i løbet af dagen på denne tur. Vi blev meget klogere på sand, regnskov, træers anatomi og dingoer. Disse vilde hunde er der rigtig mange af på Fraser, og der blev brugt god tid på at informere os om hvordan man er dingo-safe, da de kan være farlige. (De har altså et par gange i historien slået et par børn ihjel). At være dingo-safe betyder bl.a. at man aldrig på øen lader sine børn af syne. Dingoerne betragter nemlig ikke børn som en trussel, grundet deres størrelse, og derfor kan de finde på at angribe.
Nå, men første stop, efter en meget bumpet køretur, var Lake McKenzie. En stor ferskvandssø inde midt i regnskoven, omgivet af det fineste, hvideste silica-sand (kisel som i Den blå lagune på Island, for dem af jer, der kender den) Se selv på tidl. oploadede billeder, det var et fantastisk sted. Vandet var turkis, himlen blå, solen bragede ned og klokken var kun 9 om morgenen, da det var tid for en dukkert.
Næste stop var Central Station - en plads mit i skoven, hvor skovarbejdere engang boede, og hvor der engang havde ligget et savværk. Fra denne del af skoven startede et vandløb, Eli Creek, som er dannet af vand, der konstant fosser op af undergrunden. Her ved dens udspring kunne man vælge at gå en tur på 2 km i bunden af regnskoven langs vandløbet, eller bare gå en lille bitte tur ved udspringet, og så køre med guiden til opsamlingsstedet for dem, der tog den lange tur. Peter tog den korte, lette tur med drengene, da de var trætte og ikke kunne have fulgt trop på den lille smalle sti i 35 graders varme i 2 km. Jeg gik den lange tur og fik set masser af forunderlige træer, besynderlige dyrelyde og ikke mindst en pythonslange, som langsomt bevægede sig ind i skovbunden. Det var med lidt rysten på pegefingeren, at jeg overhovedet fik taget et billede af den. Slanger i den fri natur er ikke lige min stærke side, og siden vi ikke havde guiden med, var der ingen af os, der viste hvad det var for en og om den var farlig. Guiden kunne senere informere os om, ved syn af vores fotos, at den ikke var farlig for mennesker, og at den faktisk var et sjældent syn, selv om der er mange af dem. Puuhaa!!
Videre til frokostbuffet på det andet af øens 2 resorts. Dette her på den østlige side ud mod stillehavet og tæt på lufthavnen. Ikke nær så naturskønt beliggende, som vores.
Køretur på stranden, som på Fraser hedder 90 Mile Beach, selv om den underligt nok ikke er "længere" end 58 mile (Peter oplyser lige her, at 1 mile er 1,609 km, så kan I selv regne videre). En flot hvid strand med masser af bølger, som dog var lidt tisgule pga. ophvirvlet mudder efter den megen regn. Men det betød nu heller ikke så meget, at der var mudder, da man ikke kan bade i havet omkring Fraser. Vandet her er hjem for en masse hajer og de svømmer tæt til kysten, da fiskene lever her for at finde næring. Der er så mange hajer, at der langs Frasers stillehavskyst er flere end der er langs hele resten af Australiens kyst.
Langs 90 Mile Beach kan man tydeligt se at Fraser er lavet af sand. Der findes store "vægge" af forskelligt farvet sand, og de hedder derfor Coloured Sands. På afstand ligner det høje klippeformationer, men er altså bare sammenpresset sand.
På stranden ligger vraget af en gammel damper, der gik på grund i 1935, da den var på vej til Japan for ophugning. Historien er, at Maheno, som skibet hed, i mange år havde sejlet i rutefart mellem New Zeeland og Australien, og tjent som hospitalsskib i første verdenskrig, men nu var solgt til Japan for ophugning. Japanerne havde beregnet, at det var billigere, at fjerne skibets skruer, og lade det trække af en slæbebåd til Japan. Nu ville historien, at skibene løb ind i en tropisk orkan, og slæbelinien sprang. Uden skruer, kunne Maheno ikke navigeres men drev på sandkysten ved Fraser Island.
Hvis det var Maheno's egen vilje, at ende sine dage i Australien, må hun have følt sig svigtet, da det australske luftvåben brugte hende som øvelsesmål for sine pilotelever under anden verdenskrig (der dog kun ramte hende én (!) gang).
Sidste stop på denne fine tur var udmundingen på før omtalte Eli Creek, som ender i en sø på stranden. Da havet ikke er badevenligt, er denne udmunding flittigt besøgt. Den er ikke på noget tidspunkt over en meter dyb, så vi gik hele familien en lille tur i den, og det var skønt og tiltrængt kølende da den ikke var mere end 18 grader varm.
Hjemtur kl. ca 16 til hotellet på humse-bumse sandveje med 2 sovende børn. Da vi sagde farvel og tak, bad Frederik os sige til guiden, at han var godt tilfreds med turen, men at han alligevel ville have pengene tilbage, fordi vi ikke så nogen dingoer.
Resten af dagen gik vi i poolen og en solnedgangstur til stranden, hentede take away og spiste i buldrende mørke til regnskovens sære lyde på vores veranda, mens vi blev ædt af myg - men hyggeligt var det.
Den 22. februar, sov vi lidt længe, nød at have god tid til morgenbuffeten og så var det ellers i poolen. Det var stinkende varmt og det eneste rigtige sted at være. Vi spiste frokost ved poolen og drengene svømmede derefter lidt rundt med to ældre danske damer, som vi mødte på gårsdagens udflugt. Det virkede som om, de havde behov for at "låne" et par børnebørn og særligt Frederik nyder enhver kontakt med dansktalende. Han er til gengæld meget motiveret for at lære engelsk, for "så ville jeg gå hen til det første barn jeg så, på min egen alder, og lege". Det er da motivation, der vil noget.
Kl. 14.00 var det afgang med færgen til fastlandet. Videre i bilen, der stod og ventede på os i Hervey Bay og af sted til vores "gamle" hotel i Brisbane, hvor vi ankom til sengetid.
23.feb.
Pakke ud og pakke om, af sted til lufthavnen, fly til Prosepine airport, som er lufthavnen tættest på Whitsunday øgruppen. Lejebil mod Airlie beach som er sidste stop for forsyninger til 8 dages sejltur. Med læssevis af indkøb videre til Shute Harbour, hvor vores sejlbåd lå for kaj. Vi flyttede ind i vores 36 fods Bavaria sejlbåd, som hedder Jasomiva, kørte tilbage til Airlie Beach for aftensmad og aflevering af bilen og tog en taxa tilbage til Shute harbour.
Er det underligt at hele familien var dødtrætte efter al det rejseri og logistik??
I morgen stævner vi ud på nye fantastiske eventyr til vands. Bare ved synet af så smuk natur, der er i Shute Harbour bugten har vi en pæn forventning om, at vi befinder os i et lille stykke af paradis.
I må vente til næste afsnit.
Kh Pernille
NB: dette er uploaded den 26. februar- vi ligger i Hamilton Harbour Marina, hvor der faktisk er ret-så-meget "civilation" herunder GSM-data forbindelse. Alt vel, her så virkeligt smukt!
tirsdag den 26. februar 2008
fredag den 22. februar 2008
Anden omgang camper
Campertur fra Sydney til Brisbane
6. februar - Sydney til One Mile Beach, Anna Bay, Port Stephens
Som Pernille skrev i hendes indlæg, så sagde vi et vemodigt farvel til Manly og Sydney og vendte næsen nordpå. Vi forlod Sydney i solskin, men inden vi nåede Newcastle regnede det.
Vi nåede lige at få købt ind i Anna Bay, inden butikkerne lukkede kl. 17.30 (hvilket de gør på landet i Australien). Vi indlogerede os på One Mile Beach Camping, [www.onemilebeach.com] som åbenbart er udnævnt til Australiens sjette bedste campingplads i 2007. Den var nu også fin, med alle faciliteter inkl. pool men på en meget afslappet og jeg-passer-mig-selv agtig måde.
Det var gråt og vådt hele resten af dagen, og så er man jo lidt bekymret for morgendagens vejr….
7. og 8. februar - One Mile Beach / Port Stephens
Det behøvede vi nu ikke være, for der var strålende solskin da vi stod op, og derfor var det bare afgang til stranden, som bogstaveligt ligger på den anden side af hækken ifht. campingpladsen.
WAUW for en strand! 1 mile omkranset af klipper, men eller med det fineste gyldne sand, og turkisblåt vand.
På grund af de foregående dages uvejr, var der gamle stillehavsbølger der fortsat rullede ind selvom det var næsten vindstille. Og hvilke bølger! Kæmpebølger, som næsten virkede lidt skræmmende. Er ked af at sige det, men den jyske vestkyst kan ikke være med her. Se selv billederne, og prøv at forstå det.
Pernille talte med nogle ældre lokale australiere der fortalte at de altid tog på denne strand med deres børnebørn, da den er meget børnevenlig. De havde aldrig set bølger som disse før på One Mile Beach!
Vi havde en herlig halv dag på stranden og fik sluppet det indre legebarn frit i bølgerne. Frederik og Gustav synes også det var sjovt, men kun hvis Pernille eller jeg havde et fast greb i dem hele tiden. Det var også nødvendigt, da de umuligt kunne stå fast når vandet løb ud igen, selvom de kun stod i vand til lårene.
De var begge noget mere kåde og trygge da vi efter frokost var i poolen med vandrutschebanen. Gustav havde fået en badering, og med den og vingerne hundesvømmer han trygt rundt. Det betyder også at han er aktiv, og derfor ikke klaprer tænder efter 10 minutter. Frederik er fuldstændig uforfærdet i en swimmingpool bare han har sine vinger på, og han rutschede igen og igen.
Nu er det jo Australien, så vejr-træerne vokset ikke ind i himlen, og i løbet af eftermiddagen kom der da også tæt skydække og byger….
Vi kørte de 6 kilometer til Nelson Bay og fik købt ind og spiste på thairestaurant om aftenen.
Natten til den 8. regnede det fuldstændigt vildt og vedholdende. Regnen bare væltede ned, og lavede fosser rundt om vores camper, og trommede på tag og solsejl så det lød som en banegård.
Hele formiddagen den 8. var vi inden døre i camperen, og lavede inde-ting. Der blev heldigvis lidt opholdsvejr efter frokost, og vi kørte derfor til Nelson Bay og bordede en udflugtsbåd med 99% garanteret delfin spotting.
Vi var blandt de 99% og fik efter kun 15. minutters sejlads øje på en flok delfiner, som vi fulgte et stykke tid. Delfinerne var fuldstændig upåvirkede af vores tilstedeværelse. Det virkede som om de havde travlt med at jage.
Når delfinerne ikke springer ud af vandet (gør de kun det i film og i Seaworld (?)) er det svært at vurdere om det er 50 delfiner man ser, eller bare de samme 5-6 stykker der hele tiden kommer op til overfladen. Derfor var det sjovt, at vi hurtigt opdagede at en af dem, havde en rygfinne der virkede sammenfalden (se billederne). Den døbte vi hurtigt "gamle slaske" og derefter havde vi travlt med at gætte hvor "gamle slaske" ville dukke op næste gang.
Vi mødte et dansk par fra Århus med en 4-5 årig dreng. De tre børn havde det sjovt med hinanden, og vi voksne brokkede os over det rådne australske sommervejr til hinanden.
Efter halvanden time, var vi i havn igen, og vi kørte lidt ind langs kysten og tilbage mod Anne Bay. På vejen kom vi forbi den største vandreklit på sydlige halvkugle. Den mindede mere om Sahara end Råbjerg mile! Mange af scenerne til Mad Max filmene var optagede i klitten.
Ørkenen er kæmpestor, strækker sig 35 km. ind mod Newcastle, og grænser ned til havet. Området er gammelt aboriginal-land. [Se mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Stockton_Beach%2C_New_South_Wales ]
I Danmark havde sådan en fætter naturligvis været fredet og beskyttet, men australierne er et anderledes ubekymret folkefærd, så de benytter ørkenen til ekspeditioner i deres kæmpe firhjulstrækkere, på motocrossere, på kameler og på quad-bikes (4WD motorcykler).
Vi var oppe at vandre lidt i ørkenen, og da det var fredag eftermiddag, kunne vi se hvordan australierne samledes ved tilkørslen i deres firhjulstrækkere, mens de med en Forster i den ene hånd justerede lufttrykket i dækkene med den anden. Sjovt nok, var de alle mænd… og lur mig, om ikke der var en ungersvend eller to i firma pick-upen der også var i gang. Gad vide om mester viste om det!?
9. februar - Port Stephens til Port Macquaire
Den første dag i One Mile Beach havde prentet sig i os, og vi ønskede bare at gentage dagen, men da vi den 9. februar stod op til trøstesløs regn i stride strømme, blev det sidste søm slået i den kiste. Vi måtte videre!
Vi skulle omkring en by der hedder Taree for at få fixet camperens brugsbatteri, da vi ikke havde strøm når vi ikke var koblet til 230 volt. Vi ankom en lørdag efter lukketid, så der var jo ikke meget hjælp at hente. Heldigvis fandt vi en anden biludstyrsbutik med et venligt menneske, der fixede problemet.
I Taree var det sørme blevet opholdsvejr, så vi spiste frokost på en græsk fortovscafe. Den græske indehaver kommer på et tidspunkt ud til os og spørger hvor vi kommer fra - han mente jo nok, at vi kunne være danskere. Bekræftet i den opfattelse, lyste han helt op, og fortalte om den gang for 30 år siden, da han havde en god ven på Amager, som han besøgte tit. Engang havde han både set Margrethe og prinserne i Magasin. Under hans første besøg havde han købt en lækker læderjakke på Amagerbrogade. Og selvom den er 30 år gammel, så bruger han den stadig når det en sjælden gang bliver rigtigt koldt i Taree….
Har sidder vi altså, på en fortovscafé i en lille ligegyldig by på den anden side af jorden, og så sidder der en mand har en læderjakke fra Amagerbrogade - det er sgu da en lille verden!
10. februar - Port Macquiare
I Port Macquaire var vi rimeligt uambitiøse, og badede i poolen om formiddagen da solen skinnede, og slentrede rundt i byen og lands havnen senere på dagen.
Campingpladsen var fin nok, men der var ingen særlig god strand, og da vi (super naivt efterhånden) hele tiden går og forventer, at nu bliver det godt vejr, ville vi ikke spilde chancen, hvorfor vi gjorde os klar til at rykke nord på næste dag.
11. februar - Port Macquaire til Coffs Harbour
Vi rejste nordpå uden nærmere mål, men holdte frokost-stop i Coffs Harbour. Da solen kikkede frem, kørte vi til vandet for at fange lidt bølger. Vi fandt også en fin strand, og var da også lige "i til knæene" og fik leget lidt i sandet. Det blev nu kun til en lille time, så var det gode vejr slut.
Vi fandt en campingplads på Emerald Beach ca. 15 km. nord for Coffs Harbour. Om aftenen sagde Gustav pludseligt "Der er noget der hopper. Det er en kænguru!". Sørme om ikke han havde ret. To kænguruer, en voksen og et barn - der hedder en Joey på australsk - hoppede lidt rundt på campingpladsen og spiste græs fra plænerne. Gustav var ret stolt, at han havde set noget som fik hele familien på benene og frem med kameraet!
12. februar - Coffs Harbour
Pernille havde læst i en turistbrochure, at Russell Crowe har et hus ved Coffs Harbour, så hun var mest stemt for at tage til byen og hænge ud med Ross. Desværre var vejret ikke til at hænge ud nogen steder udendørs, så vi kørte sgu på storcenterbesøg! Ja, så regnvejrsdepressive var vi blevet!
Gustav og jeg blev klippede (100 kr for mig og 50 for Gustav). Det er første gang Gustav er blevet klippet hos en frisør (drengen var jo for pokker næste to år inden han fik hår) og han taler om det endnu! Jeg tror han opfatter det første frisørbesøg som et trin på livets stige på linje med konfirmation og retten til at køre bil.
Når vi laver mad på campingpladserne (som vi trods alt laver mere end vi spiser ude) sker det næste altid på pladsens BBQ. Det er ikke en grill som man kunne have forventet, men en stor stålplade (ok, der er også nogle af aluminium, men du forstår nok hvad jeg mener) som man laver mad på. De fleste steder er det gratis, og det er både nemmere og hyggeligere end at bruge camperens gaskomfur. Desuden, er det alle tiders sted at falde i snak med australierne, der er snakkesaglige folk, som altid lige vil høre hvor vi kommer fra, og hvor vi har været i Australien.
Denne dag var ikke anderledes, men tilfældet ville, at det var Pernille der lavede mad på grillen og jeg der tog opvasken. Jeg faldt i snak med en australier, som havde de sædvanlige spørgsmål, men som efter at vi havde "brudt isen", var nød til at kaste et blik over skulderen til Pernille ved BBQ'en og på mig der vaskede op, og fortælle mig, sådan mand-til-mand alvorligt, at "That doesn't look right, mate". Han var alvorligt bekymret for at rygtet skulle spredes, og at det kunne ende med at australske mænd ville miste deres privilegium; ved BBQ'en med en øl i hånden, mens konen laver alle øvrige forberedelser til aftensmåltidet.
13. februar - Coffs Harbour til Byron Bay
Onsdag morgen bød campingpladsen på pandekage-morgenmad til alle gæster (off season), hvilket vi naturligvis benyttede os af, men så var det også afgang. Vi havde så rigeligt presset saften ud af Coffs Harbour og Emerald Beach i regnvejr. Viste vi det ikke inden vi tog af sted, så stod det klar for os efter kort tid i Byron Bay.
Vi ankom til Byron Bay sidst på eftermiddagen, og kørte mod campingpladsen anbefalet i Lonely Planet. Sidst vi gjorde det, var Bimbi Camping (den med slangerne og redneckerne), så vi var lidt skeptiske. Det behøvede vi nu ikke at være! Campingpladsen er ikke så stor, og den ligger lige ud til stranden på Byron Bay, kun 10 minutters gang ad stranden til byens midte.
Vi var lidt sene i forhold til at lave aftensmad, så vi valgte at gå på en cafe vi havde set lige uden for campingpladsen. Det viste sig, at være en rigtig restaurant, med priser som i Danmark. Det var nu alligevel alle pengene værd. For det første sad vi på en overdækket veranda (godt det samme, for der kom hele tiden byger (det er jo Australien)) lige ned til standen som var smagfuldt indrettet med lækre møbler o.lign. Desuden, var maden for en gangs skyld noget som vi ikke havde fået før, og som vi heller ikke selv kunne have fundet på at lave selv. Bare lækkert!
Vi har ofte (men heldigvis ikke altid) lidt af et show med ungerne når vi spiser ude til aften eller frokost. Det går gerne på at maden er ulækker, kedelig, at de vil ha' rugbrød eller at de vil ha' pizza, lasagne eller McDonald's. Får de en gang i mellem det, så er der som regel også noget galt med det alligevel, og så vil de ikke spise skidtet men drikker sig mætte i mælk eller juice. Når vi en sjælden gang oplever mad som f.eks. denne aften i Byron Bay, så spiser ungerne jo rub og stud uden det mindste bøvl og ballade.
Det er tankevækkende, at børnene jo egentligt ikke er "besværlige" eller "kontrære" når de præsenteres for jævnt ligegyldig restaurant- eller cafemad der er lavet for sælge noget billigt pap til vi dumme forbrugere der ikke ved hvor man finder (eller laver) bedre mad - de er bare kvalitetsbevidste! De gider da ikke æde alt det ligegyldige og smagsløse lort der efterhånden serveres på hvert et gadehjørne - også i Danmark!
Claus Mayer og Jamie Oliver til skolekøkkenerne i Danmark nu! Sgu!
14. og 15. februar - Byron Bay
Byron Bay er, ud over at være kontinental-australiens østligste punkt, et gammelt hippie samfund der har udviklet sig med tiden. Man forstår godt at hippierne i sin tid fald for Byron Bay. Faktisk så meget, at mange af dem er blevet der "for good". Byen er fyldt med butikker der sælger aura-fotografier, spirituelle sten, juicer (jep, har fået en gulerod + rødbede + ingefær + lime juice. Den smager meget "sund") og faktisk er der ingen McDonald's i Byron Bay!
Måske er det hippie fortiden og de fastgroede hippier skyld, for stemningen i Byron Bay er i hvert fald meget venlig, rolig og laid-back. Her kunne jeg godt bruge nogle uger uden planer!
Byron Bay er lidt af et back-packer sted. Det vrimlet med unge mennesker - mange af dem skandinaviske. Efter at have været på et utal af campingpladser med primært 50+ årige følte vi os blandt ligesindede igen.
Det varede dog kun indtil vi kom gående ad hovedgaden, hvor en smuk ung kvinde smilte og glad udbrød; "Hi! What are you guys doing tonight?" mens hun gjorde klar til at stikke os et antal "få en gratis drink på vores natklub"-kuponer. Smigret ændrede jeg kurs over mod hende, bare for at opdage, at hun talte til tre norske piger der gik lige bag os………… Sådan kan man jo blive konfronteret med livets barske realiteter - kommer man gående, 35+ med barnevogn, fruen i hånden, sølvstænk i håret og en et skolebarn i den anden hånd, så er man altså ikke længere en indtrækker for de fancy natklubber.
Efter to dage på pladsen, var det blevet fredag, og vores plads var reserveret til andre. Vi flyttede derfor plads, og fik nye naboer i Gry og Peter, som er to glade danskere, der er på andet stop på deres seks måneders rejse jorden rundt. Gustav kalder dem Gryn og Peter..
Vejret var i to dage præget af kraftige byger…….
16. februar - Byron Bay til Surfers Paradise
Det var ved, at være tid at komme lidt mere nord på, da vi jo skulle aflevere camperen i Brisbane den 18. Vi kørte af sted uden fast destination, men ville lige se på Surfers Paradise på vejen.
Surfers Paradise er en blanding af Las Vegas, Florida og Costa Del Sol. Byen har nogle af verdens højeste beboelseshuse (pt. er den højeste 77 etager, men en højere er under opførelse). Byen er spækket med turistbutikker, men også de tunge drenge som Bvlgari, Prada, Hermes, Luis Vutton mv. har butikker der. Meget fascinerende, men byen matcher ikke de associationer jeg umiddelbart havde med navnet "surfers paradise".
Vi kørte rundt i byen i mindst 45 minutter for først at finde en turistinformation, siden en parkeringsplads, så vi synes egentligt vi havde set byen inden vi havde sat fod i den.
Vi fandt en hyggelig campingplads lige nord for centrum, som ligger 30 meter fra stranden, så vi valgte at tilbringe de sidste to dage inden Brisbane der.
Næste morgen fik vi besøg. Det var vores "gamle" naboer Gryn, undskyld Gry, og Peter [www.travelblog.dk/gryogpeter] som vi havde boet ved siden af i Byron Bay! Vi havde en hyggelig formiddag på stranden med dem (hvor det faktisk var solskin!). Om aftenen lavede vi sammen den store seafood-BBQ af friskfangede hele rejer og en torske-lignende fisk fra det lokale fiskemarked. At der også var flere flasker lokal Chardonnay gjorde bare aftenen endnu hyggeligere.
Gry og Peter skal på seks måneder jorden rundt med stop i Hong Kong, Australien, New Zealand, USA (tværsover), Canada, Dubai og Afrika. Kan man undgå at være misundelig på det?
En af de positive ting ved en rejse som vores (specielt en der er så lang), er at man sætter pris på kontakten til andre mennesker på en anden måde. Umiddelbart vil man jo ikke bruge et par aftener (som vi gjorde med Åsa og Peter i Manly) eller næsten en hel dag (som vi gjorde med Gry og Peter i Surfers Paradise) med "fremmede" blot fordi man tilfældigt mødes (og er samme nationalitet).
Men, som rejsende er det dels et kærkomment indput af social kontakt til andre, dels er man jo ikke optaget af de trivielle gøremål vi alle fylder vores hverdag med (jep, du kender dem; arbejde, tøjvask, indkøb, græsslåning mv.). Derfor tager man sig tid og gør sig ulejligheden, at høre på andre mennesker. Det sjove er jo, at de fleste mennesker faktisk er både søde, sjove og har noget at berette som man ikke selv lige havde tænkt på.
Helt ærligt, hvis vi (og sikkert alle andre på vores alder) ser os omkring, så er omgangskredsen jo ikke blevet udvidet synderlig siden slutningen af tyverne bortset fra gamle venners nye partnere, kærester og ægtefæller samt med enkelte tidligere kolleger. Misforstå mig ikke, der er ikke noget galt med tidligere kolleger (jeg har selv et par tidligere kolleger som jeg regner som mine gode venner i dag), men det er jo ofte mennesker som vi gennem arbejdet kender så godt, at vi allerede inden vi begynder at ses privat, ved at de er søde mennesker med noget på hjerte.
Tænk, hvis vi alle ville (og turde) være åbne for nye mennesker man "bare møder" på samme måde som man er det, når man rejser. Jeg tror man a) sandsynligvis ville få en del nye venner, og b) helt sikkert ville få flere inputs til livet i almindelighed.
Håber jeg kan tage den lektie med mig hjem til Danmark.
18. februar - Surfers Paradise til Brisbane
Den 18. var det afgang mod Brisbane, hvor camperen skulle afleveres. Vi skulle derfor både rengøre camperen og pakke vores ting. Vi var alt for sent på den, og "camping-mutter" var oppe at give os 20 minutter til at bliver færdige, ellers ville det koste $20 i for sen afrejse. Det blev jo ikke bedre, af at vi lige skulle udveksle de seneste fotos med Gry og Peter, der også rejste nordpå, dels ville aflevere "dansker-stafetten" til et dansk efterlønspar der også var på campingpladsen. Dansker-stafetten er danske ugeblade, magasiner og en avis, som vi selv har fået af andre danskere, og som grundet vores afrejse, lige blev krydret med lidt tilovers frugt og grønt mv. Ægteparret (der havde solgt deres vognmandsforretning og nu skulle rejse Australien tynd) havde sidste nyt om al Muhammed-balladen i Danmark, og det var vi jo også nød til at vende med dem.
Hvad fa'en er det med jer derhjemme? Kan man ikke rejse væk nogle få måneder, uden at I skal splitte det hele af?
Nå, vi fik afleveret camperen, og kom til vores hotel i Brisbane's South Bank kvarter. Dejligt med plads at røre sig på igen!
19. - 20 februar - Brisbane
Vi slentrede lidt rundt i Brisbane den 19. og det er en by…..
OK, det er såmænd en helt OK by, der er bare det, at alt hvad Brisbane har, det har de også i Sydney og Melbourne, bare lidt større eller lidt bedre.
Nej, fair nok, så har Brisbane et rigtigt hyggeligt strøg, altså en gågade helt som "hjemme i Europa", og South Bank området, som vores hotel ligger i, har tydeligvis været fokus for en omfattende modernisering. Her er både flotte hoteller, et tennisstadium, et kunstmuseum, et udstillingscenter, men også et område med restauranter og caféer og en biograf - samt ikke mindst en park med et friluftsbad med rigtig sandbund og strand.
Vi havde brugt den 19. til at få lidt logistik på plads mht. at komme op Hervey Bay, hvorfra vi skulle sejle til Fraser Island, og var på nippet til at betale $488 (á 4,60 DKK) for at komme med en fem-en-halv-times bustur hver vej, da hotel concierge'n foreslår at vi lejer en bil. Han checker for os, og klarer en udlejningsbil til $137 (+ 30 for barnesæder) - det var sgu da service!
Den 20. stod vi op, og hoppede i en den nye Corolla (som ikke har noget særlig fed undervogn eller automatgear) og kører mod nord. Vi bruger lige en time til de første 30 km. ud af byen da der ikke er navigation i bilen, og australierne har den opfattelse, at hhv. "Gold Cost" eller "Sunshine Cost" er fuldstændigt dækkende betegnelser for alle byer hhv. syd for Brisbane og nord for Brisbane. Ellers går det bare der ud ad, og vi får set lidt på landskabet.
Her er super frodigt, men tror da også fa'en, når nu det er den vådeste sommer i 11 år. Generelt har vejene fra Sydney og nordpå (indtil videre indtil 300 km. nord for Brisbane) ikke været nær så spændende og flotte som vejene vi kørte før Sydney.
I Hervey Bay finder vi den rigtige hurtigbåd som skal tage os til Fraser Island. Vi har nu været 1.5 døgn på Fraser Island (hvorfra dette skrives), men det er for sent at beskrive det nærmere. Det følger snarest.
Vi rejser i morgen (d. 22.) tilbage til Brisbane og har en overnatning, for så den 23. at flyve op til Airlie Beach hvor vi skal hente vores båd.
22/2: der er ikke wifi internet på Fraser og heller ikke mobildækning i det net hvor jeg kan oploade data, så det blev på hotellet i Brisbane, vi fik oploadede vores blog-tekst. Så er der tilgængæld også kommet nye billeder på.... God fornøjelse!
Vi ses!
KH Peter
6. februar - Sydney til One Mile Beach, Anna Bay, Port Stephens
Som Pernille skrev i hendes indlæg, så sagde vi et vemodigt farvel til Manly og Sydney og vendte næsen nordpå. Vi forlod Sydney i solskin, men inden vi nåede Newcastle regnede det.
Vi nåede lige at få købt ind i Anna Bay, inden butikkerne lukkede kl. 17.30 (hvilket de gør på landet i Australien). Vi indlogerede os på One Mile Beach Camping, [www.onemilebeach.com] som åbenbart er udnævnt til Australiens sjette bedste campingplads i 2007. Den var nu også fin, med alle faciliteter inkl. pool men på en meget afslappet og jeg-passer-mig-selv agtig måde.
Det var gråt og vådt hele resten af dagen, og så er man jo lidt bekymret for morgendagens vejr….
7. og 8. februar - One Mile Beach / Port Stephens
Det behøvede vi nu ikke være, for der var strålende solskin da vi stod op, og derfor var det bare afgang til stranden, som bogstaveligt ligger på den anden side af hækken ifht. campingpladsen.
WAUW for en strand! 1 mile omkranset af klipper, men eller med det fineste gyldne sand, og turkisblåt vand.
På grund af de foregående dages uvejr, var der gamle stillehavsbølger der fortsat rullede ind selvom det var næsten vindstille. Og hvilke bølger! Kæmpebølger, som næsten virkede lidt skræmmende. Er ked af at sige det, men den jyske vestkyst kan ikke være med her. Se selv billederne, og prøv at forstå det.
Pernille talte med nogle ældre lokale australiere der fortalte at de altid tog på denne strand med deres børnebørn, da den er meget børnevenlig. De havde aldrig set bølger som disse før på One Mile Beach!
Vi havde en herlig halv dag på stranden og fik sluppet det indre legebarn frit i bølgerne. Frederik og Gustav synes også det var sjovt, men kun hvis Pernille eller jeg havde et fast greb i dem hele tiden. Det var også nødvendigt, da de umuligt kunne stå fast når vandet løb ud igen, selvom de kun stod i vand til lårene.
De var begge noget mere kåde og trygge da vi efter frokost var i poolen med vandrutschebanen. Gustav havde fået en badering, og med den og vingerne hundesvømmer han trygt rundt. Det betyder også at han er aktiv, og derfor ikke klaprer tænder efter 10 minutter. Frederik er fuldstændig uforfærdet i en swimmingpool bare han har sine vinger på, og han rutschede igen og igen.
Nu er det jo Australien, så vejr-træerne vokset ikke ind i himlen, og i løbet af eftermiddagen kom der da også tæt skydække og byger….
Vi kørte de 6 kilometer til Nelson Bay og fik købt ind og spiste på thairestaurant om aftenen.
Natten til den 8. regnede det fuldstændigt vildt og vedholdende. Regnen bare væltede ned, og lavede fosser rundt om vores camper, og trommede på tag og solsejl så det lød som en banegård.
Hele formiddagen den 8. var vi inden døre i camperen, og lavede inde-ting. Der blev heldigvis lidt opholdsvejr efter frokost, og vi kørte derfor til Nelson Bay og bordede en udflugtsbåd med 99% garanteret delfin spotting.
Vi var blandt de 99% og fik efter kun 15. minutters sejlads øje på en flok delfiner, som vi fulgte et stykke tid. Delfinerne var fuldstændig upåvirkede af vores tilstedeværelse. Det virkede som om de havde travlt med at jage.
Når delfinerne ikke springer ud af vandet (gør de kun det i film og i Seaworld (?)) er det svært at vurdere om det er 50 delfiner man ser, eller bare de samme 5-6 stykker der hele tiden kommer op til overfladen. Derfor var det sjovt, at vi hurtigt opdagede at en af dem, havde en rygfinne der virkede sammenfalden (se billederne). Den døbte vi hurtigt "gamle slaske" og derefter havde vi travlt med at gætte hvor "gamle slaske" ville dukke op næste gang.
Vi mødte et dansk par fra Århus med en 4-5 årig dreng. De tre børn havde det sjovt med hinanden, og vi voksne brokkede os over det rådne australske sommervejr til hinanden.
Efter halvanden time, var vi i havn igen, og vi kørte lidt ind langs kysten og tilbage mod Anne Bay. På vejen kom vi forbi den største vandreklit på sydlige halvkugle. Den mindede mere om Sahara end Råbjerg mile! Mange af scenerne til Mad Max filmene var optagede i klitten.
Ørkenen er kæmpestor, strækker sig 35 km. ind mod Newcastle, og grænser ned til havet. Området er gammelt aboriginal-land. [Se mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Stockton_Beach%2C_New_South_Wales ]
I Danmark havde sådan en fætter naturligvis været fredet og beskyttet, men australierne er et anderledes ubekymret folkefærd, så de benytter ørkenen til ekspeditioner i deres kæmpe firhjulstrækkere, på motocrossere, på kameler og på quad-bikes (4WD motorcykler).
Vi var oppe at vandre lidt i ørkenen, og da det var fredag eftermiddag, kunne vi se hvordan australierne samledes ved tilkørslen i deres firhjulstrækkere, mens de med en Forster i den ene hånd justerede lufttrykket i dækkene med den anden. Sjovt nok, var de alle mænd… og lur mig, om ikke der var en ungersvend eller to i firma pick-upen der også var i gang. Gad vide om mester viste om det!?
9. februar - Port Stephens til Port Macquaire
Den første dag i One Mile Beach havde prentet sig i os, og vi ønskede bare at gentage dagen, men da vi den 9. februar stod op til trøstesløs regn i stride strømme, blev det sidste søm slået i den kiste. Vi måtte videre!
Vi skulle omkring en by der hedder Taree for at få fixet camperens brugsbatteri, da vi ikke havde strøm når vi ikke var koblet til 230 volt. Vi ankom en lørdag efter lukketid, så der var jo ikke meget hjælp at hente. Heldigvis fandt vi en anden biludstyrsbutik med et venligt menneske, der fixede problemet.
I Taree var det sørme blevet opholdsvejr, så vi spiste frokost på en græsk fortovscafe. Den græske indehaver kommer på et tidspunkt ud til os og spørger hvor vi kommer fra - han mente jo nok, at vi kunne være danskere. Bekræftet i den opfattelse, lyste han helt op, og fortalte om den gang for 30 år siden, da han havde en god ven på Amager, som han besøgte tit. Engang havde han både set Margrethe og prinserne i Magasin. Under hans første besøg havde han købt en lækker læderjakke på Amagerbrogade. Og selvom den er 30 år gammel, så bruger han den stadig når det en sjælden gang bliver rigtigt koldt i Taree….
Har sidder vi altså, på en fortovscafé i en lille ligegyldig by på den anden side af jorden, og så sidder der en mand har en læderjakke fra Amagerbrogade - det er sgu da en lille verden!
10. februar - Port Macquiare
I Port Macquaire var vi rimeligt uambitiøse, og badede i poolen om formiddagen da solen skinnede, og slentrede rundt i byen og lands havnen senere på dagen.
Campingpladsen var fin nok, men der var ingen særlig god strand, og da vi (super naivt efterhånden) hele tiden går og forventer, at nu bliver det godt vejr, ville vi ikke spilde chancen, hvorfor vi gjorde os klar til at rykke nord på næste dag.
11. februar - Port Macquaire til Coffs Harbour
Vi rejste nordpå uden nærmere mål, men holdte frokost-stop i Coffs Harbour. Da solen kikkede frem, kørte vi til vandet for at fange lidt bølger. Vi fandt også en fin strand, og var da også lige "i til knæene" og fik leget lidt i sandet. Det blev nu kun til en lille time, så var det gode vejr slut.
Vi fandt en campingplads på Emerald Beach ca. 15 km. nord for Coffs Harbour. Om aftenen sagde Gustav pludseligt "Der er noget der hopper. Det er en kænguru!". Sørme om ikke han havde ret. To kænguruer, en voksen og et barn - der hedder en Joey på australsk - hoppede lidt rundt på campingpladsen og spiste græs fra plænerne. Gustav var ret stolt, at han havde set noget som fik hele familien på benene og frem med kameraet!
12. februar - Coffs Harbour
Pernille havde læst i en turistbrochure, at Russell Crowe har et hus ved Coffs Harbour, så hun var mest stemt for at tage til byen og hænge ud med Ross. Desværre var vejret ikke til at hænge ud nogen steder udendørs, så vi kørte sgu på storcenterbesøg! Ja, så regnvejrsdepressive var vi blevet!
Gustav og jeg blev klippede (100 kr for mig og 50 for Gustav). Det er første gang Gustav er blevet klippet hos en frisør (drengen var jo for pokker næste to år inden han fik hår) og han taler om det endnu! Jeg tror han opfatter det første frisørbesøg som et trin på livets stige på linje med konfirmation og retten til at køre bil.
Når vi laver mad på campingpladserne (som vi trods alt laver mere end vi spiser ude) sker det næste altid på pladsens BBQ. Det er ikke en grill som man kunne have forventet, men en stor stålplade (ok, der er også nogle af aluminium, men du forstår nok hvad jeg mener) som man laver mad på. De fleste steder er det gratis, og det er både nemmere og hyggeligere end at bruge camperens gaskomfur. Desuden, er det alle tiders sted at falde i snak med australierne, der er snakkesaglige folk, som altid lige vil høre hvor vi kommer fra, og hvor vi har været i Australien.
Denne dag var ikke anderledes, men tilfældet ville, at det var Pernille der lavede mad på grillen og jeg der tog opvasken. Jeg faldt i snak med en australier, som havde de sædvanlige spørgsmål, men som efter at vi havde "brudt isen", var nød til at kaste et blik over skulderen til Pernille ved BBQ'en og på mig der vaskede op, og fortælle mig, sådan mand-til-mand alvorligt, at "That doesn't look right, mate". Han var alvorligt bekymret for at rygtet skulle spredes, og at det kunne ende med at australske mænd ville miste deres privilegium; ved BBQ'en med en øl i hånden, mens konen laver alle øvrige forberedelser til aftensmåltidet.
13. februar - Coffs Harbour til Byron Bay
Onsdag morgen bød campingpladsen på pandekage-morgenmad til alle gæster (off season), hvilket vi naturligvis benyttede os af, men så var det også afgang. Vi havde så rigeligt presset saften ud af Coffs Harbour og Emerald Beach i regnvejr. Viste vi det ikke inden vi tog af sted, så stod det klar for os efter kort tid i Byron Bay.
Vi ankom til Byron Bay sidst på eftermiddagen, og kørte mod campingpladsen anbefalet i Lonely Planet. Sidst vi gjorde det, var Bimbi Camping (den med slangerne og redneckerne), så vi var lidt skeptiske. Det behøvede vi nu ikke at være! Campingpladsen er ikke så stor, og den ligger lige ud til stranden på Byron Bay, kun 10 minutters gang ad stranden til byens midte.
Vi var lidt sene i forhold til at lave aftensmad, så vi valgte at gå på en cafe vi havde set lige uden for campingpladsen. Det viste sig, at være en rigtig restaurant, med priser som i Danmark. Det var nu alligevel alle pengene værd. For det første sad vi på en overdækket veranda (godt det samme, for der kom hele tiden byger (det er jo Australien)) lige ned til standen som var smagfuldt indrettet med lækre møbler o.lign. Desuden, var maden for en gangs skyld noget som vi ikke havde fået før, og som vi heller ikke selv kunne have fundet på at lave selv. Bare lækkert!
Vi har ofte (men heldigvis ikke altid) lidt af et show med ungerne når vi spiser ude til aften eller frokost. Det går gerne på at maden er ulækker, kedelig, at de vil ha' rugbrød eller at de vil ha' pizza, lasagne eller McDonald's. Får de en gang i mellem det, så er der som regel også noget galt med det alligevel, og så vil de ikke spise skidtet men drikker sig mætte i mælk eller juice. Når vi en sjælden gang oplever mad som f.eks. denne aften i Byron Bay, så spiser ungerne jo rub og stud uden det mindste bøvl og ballade.
Det er tankevækkende, at børnene jo egentligt ikke er "besværlige" eller "kontrære" når de præsenteres for jævnt ligegyldig restaurant- eller cafemad der er lavet for sælge noget billigt pap til vi dumme forbrugere der ikke ved hvor man finder (eller laver) bedre mad - de er bare kvalitetsbevidste! De gider da ikke æde alt det ligegyldige og smagsløse lort der efterhånden serveres på hvert et gadehjørne - også i Danmark!
Claus Mayer og Jamie Oliver til skolekøkkenerne i Danmark nu! Sgu!
14. og 15. februar - Byron Bay
Byron Bay er, ud over at være kontinental-australiens østligste punkt, et gammelt hippie samfund der har udviklet sig med tiden. Man forstår godt at hippierne i sin tid fald for Byron Bay. Faktisk så meget, at mange af dem er blevet der "for good". Byen er fyldt med butikker der sælger aura-fotografier, spirituelle sten, juicer (jep, har fået en gulerod + rødbede + ingefær + lime juice. Den smager meget "sund") og faktisk er der ingen McDonald's i Byron Bay!
Måske er det hippie fortiden og de fastgroede hippier skyld, for stemningen i Byron Bay er i hvert fald meget venlig, rolig og laid-back. Her kunne jeg godt bruge nogle uger uden planer!
Byron Bay er lidt af et back-packer sted. Det vrimlet med unge mennesker - mange af dem skandinaviske. Efter at have været på et utal af campingpladser med primært 50+ årige følte vi os blandt ligesindede igen.
Det varede dog kun indtil vi kom gående ad hovedgaden, hvor en smuk ung kvinde smilte og glad udbrød; "Hi! What are you guys doing tonight?" mens hun gjorde klar til at stikke os et antal "få en gratis drink på vores natklub"-kuponer. Smigret ændrede jeg kurs over mod hende, bare for at opdage, at hun talte til tre norske piger der gik lige bag os………… Sådan kan man jo blive konfronteret med livets barske realiteter - kommer man gående, 35+ med barnevogn, fruen i hånden, sølvstænk i håret og en et skolebarn i den anden hånd, så er man altså ikke længere en indtrækker for de fancy natklubber.
Efter to dage på pladsen, var det blevet fredag, og vores plads var reserveret til andre. Vi flyttede derfor plads, og fik nye naboer i Gry og Peter, som er to glade danskere, der er på andet stop på deres seks måneders rejse jorden rundt. Gustav kalder dem Gryn og Peter..
Vejret var i to dage præget af kraftige byger…….
16. februar - Byron Bay til Surfers Paradise
Det var ved, at være tid at komme lidt mere nord på, da vi jo skulle aflevere camperen i Brisbane den 18. Vi kørte af sted uden fast destination, men ville lige se på Surfers Paradise på vejen.
Surfers Paradise er en blanding af Las Vegas, Florida og Costa Del Sol. Byen har nogle af verdens højeste beboelseshuse (pt. er den højeste 77 etager, men en højere er under opførelse). Byen er spækket med turistbutikker, men også de tunge drenge som Bvlgari, Prada, Hermes, Luis Vutton mv. har butikker der. Meget fascinerende, men byen matcher ikke de associationer jeg umiddelbart havde med navnet "surfers paradise".
Vi kørte rundt i byen i mindst 45 minutter for først at finde en turistinformation, siden en parkeringsplads, så vi synes egentligt vi havde set byen inden vi havde sat fod i den.
Vi fandt en hyggelig campingplads lige nord for centrum, som ligger 30 meter fra stranden, så vi valgte at tilbringe de sidste to dage inden Brisbane der.
Næste morgen fik vi besøg. Det var vores "gamle" naboer Gryn, undskyld Gry, og Peter [www.travelblog.dk/gryogpeter] som vi havde boet ved siden af i Byron Bay! Vi havde en hyggelig formiddag på stranden med dem (hvor det faktisk var solskin!). Om aftenen lavede vi sammen den store seafood-BBQ af friskfangede hele rejer og en torske-lignende fisk fra det lokale fiskemarked. At der også var flere flasker lokal Chardonnay gjorde bare aftenen endnu hyggeligere.
Gry og Peter skal på seks måneder jorden rundt med stop i Hong Kong, Australien, New Zealand, USA (tværsover), Canada, Dubai og Afrika. Kan man undgå at være misundelig på det?
En af de positive ting ved en rejse som vores (specielt en der er så lang), er at man sætter pris på kontakten til andre mennesker på en anden måde. Umiddelbart vil man jo ikke bruge et par aftener (som vi gjorde med Åsa og Peter i Manly) eller næsten en hel dag (som vi gjorde med Gry og Peter i Surfers Paradise) med "fremmede" blot fordi man tilfældigt mødes (og er samme nationalitet).
Men, som rejsende er det dels et kærkomment indput af social kontakt til andre, dels er man jo ikke optaget af de trivielle gøremål vi alle fylder vores hverdag med (jep, du kender dem; arbejde, tøjvask, indkøb, græsslåning mv.). Derfor tager man sig tid og gør sig ulejligheden, at høre på andre mennesker. Det sjove er jo, at de fleste mennesker faktisk er både søde, sjove og har noget at berette som man ikke selv lige havde tænkt på.
Helt ærligt, hvis vi (og sikkert alle andre på vores alder) ser os omkring, så er omgangskredsen jo ikke blevet udvidet synderlig siden slutningen af tyverne bortset fra gamle venners nye partnere, kærester og ægtefæller samt med enkelte tidligere kolleger. Misforstå mig ikke, der er ikke noget galt med tidligere kolleger (jeg har selv et par tidligere kolleger som jeg regner som mine gode venner i dag), men det er jo ofte mennesker som vi gennem arbejdet kender så godt, at vi allerede inden vi begynder at ses privat, ved at de er søde mennesker med noget på hjerte.
Tænk, hvis vi alle ville (og turde) være åbne for nye mennesker man "bare møder" på samme måde som man er det, når man rejser. Jeg tror man a) sandsynligvis ville få en del nye venner, og b) helt sikkert ville få flere inputs til livet i almindelighed.
Håber jeg kan tage den lektie med mig hjem til Danmark.
18. februar - Surfers Paradise til Brisbane
Den 18. var det afgang mod Brisbane, hvor camperen skulle afleveres. Vi skulle derfor både rengøre camperen og pakke vores ting. Vi var alt for sent på den, og "camping-mutter" var oppe at give os 20 minutter til at bliver færdige, ellers ville det koste $20 i for sen afrejse. Det blev jo ikke bedre, af at vi lige skulle udveksle de seneste fotos med Gry og Peter, der også rejste nordpå, dels ville aflevere "dansker-stafetten" til et dansk efterlønspar der også var på campingpladsen. Dansker-stafetten er danske ugeblade, magasiner og en avis, som vi selv har fået af andre danskere, og som grundet vores afrejse, lige blev krydret med lidt tilovers frugt og grønt mv. Ægteparret (der havde solgt deres vognmandsforretning og nu skulle rejse Australien tynd) havde sidste nyt om al Muhammed-balladen i Danmark, og det var vi jo også nød til at vende med dem.
Hvad fa'en er det med jer derhjemme? Kan man ikke rejse væk nogle få måneder, uden at I skal splitte det hele af?
Nå, vi fik afleveret camperen, og kom til vores hotel i Brisbane's South Bank kvarter. Dejligt med plads at røre sig på igen!
19. - 20 februar - Brisbane
Vi slentrede lidt rundt i Brisbane den 19. og det er en by…..
OK, det er såmænd en helt OK by, der er bare det, at alt hvad Brisbane har, det har de også i Sydney og Melbourne, bare lidt større eller lidt bedre.
Nej, fair nok, så har Brisbane et rigtigt hyggeligt strøg, altså en gågade helt som "hjemme i Europa", og South Bank området, som vores hotel ligger i, har tydeligvis været fokus for en omfattende modernisering. Her er både flotte hoteller, et tennisstadium, et kunstmuseum, et udstillingscenter, men også et område med restauranter og caféer og en biograf - samt ikke mindst en park med et friluftsbad med rigtig sandbund og strand.
Vi havde brugt den 19. til at få lidt logistik på plads mht. at komme op Hervey Bay, hvorfra vi skulle sejle til Fraser Island, og var på nippet til at betale $488 (á 4,60 DKK) for at komme med en fem-en-halv-times bustur hver vej, da hotel concierge'n foreslår at vi lejer en bil. Han checker for os, og klarer en udlejningsbil til $137 (+ 30 for barnesæder) - det var sgu da service!
Den 20. stod vi op, og hoppede i en den nye Corolla (som ikke har noget særlig fed undervogn eller automatgear) og kører mod nord. Vi bruger lige en time til de første 30 km. ud af byen da der ikke er navigation i bilen, og australierne har den opfattelse, at hhv. "Gold Cost" eller "Sunshine Cost" er fuldstændigt dækkende betegnelser for alle byer hhv. syd for Brisbane og nord for Brisbane. Ellers går det bare der ud ad, og vi får set lidt på landskabet.
Her er super frodigt, men tror da også fa'en, når nu det er den vådeste sommer i 11 år. Generelt har vejene fra Sydney og nordpå (indtil videre indtil 300 km. nord for Brisbane) ikke været nær så spændende og flotte som vejene vi kørte før Sydney.
I Hervey Bay finder vi den rigtige hurtigbåd som skal tage os til Fraser Island. Vi har nu været 1.5 døgn på Fraser Island (hvorfra dette skrives), men det er for sent at beskrive det nærmere. Det følger snarest.
Vi rejser i morgen (d. 22.) tilbage til Brisbane og har en overnatning, for så den 23. at flyve op til Airlie Beach hvor vi skal hente vores båd.
22/2: der er ikke wifi internet på Fraser og heller ikke mobildækning i det net hvor jeg kan oploade data, så det blev på hotellet i Brisbane, vi fik oploadede vores blog-tekst. Så er der tilgængæld også kommet nye billeder på.... God fornøjelse!
Vi ses!
KH Peter
lørdag den 16. februar 2008
Nye billeder - bagud med teksten
Hej alle
Så er der nye billeder (linket til højre som sædvanligt). Men, vi er lidt bagud med teksten.
Vi har lige haft 3 dejlige dage i Byron Bay, som var et rigtigt rart sted. Vi er nu næsten i Brisbane, hvor vi skal aflevere camperen den 18. Det har været, ja, for at sige det lige ud, et lortevejr hele vejen. Det er den vådeste sommer i 11 år, og australierne der i midten af januar var henrygte over at have fået fyldt deres vandrereservoirs, er nu begyndt at tvivle på om de når at få sommer i år.
I Mackay (nogle hundrede kilometer nord herfra) fik de i går 680mm regn på 10 timer (hvilket er 50% af deres normale årsnedbør) og store dele af byen står under vand. Det er altså næsten 70 cm vand!
Vel, vi er optimister, og håber på det bedste.
Tillykke med fødselsdagen til Line i dag!
KH FGP&P
Så er der nye billeder (linket til højre som sædvanligt). Men, vi er lidt bagud med teksten.
Vi har lige haft 3 dejlige dage i Byron Bay, som var et rigtigt rart sted. Vi er nu næsten i Brisbane, hvor vi skal aflevere camperen den 18. Det har været, ja, for at sige det lige ud, et lortevejr hele vejen. Det er den vådeste sommer i 11 år, og australierne der i midten af januar var henrygte over at have fået fyldt deres vandrereservoirs, er nu begyndt at tvivle på om de når at få sommer i år.
I Mackay (nogle hundrede kilometer nord herfra) fik de i går 680mm regn på 10 timer (hvilket er 50% af deres normale årsnedbør) og store dele af byen står under vand. Det er altså næsten 70 cm vand!
Vel, vi er optimister, og håber på det bedste.
Tillykke med fødselsdagen til Line i dag!
KH FGP&P
mandag den 11. februar 2008
29. januar til 6. februar
På opfordring, så er det nu min tur til at komme lidt til orde på denne blog. Jeg har haft så travlt med at holde orlov, at jeg ikke har haft tid før :-) og så har Peter, som flere har kommenteret, jo været ganske god til at berette.
Den 29/1-08 - Sydney, operahus mv.
Nå, men den 29. vågnede vi op til skønt solskinsvejr og besluttede at tiden var inde til en tur ind til Sydney. Den hurtigste vej fra Manly- og smukkeste, er en færgetur på 45 min. (det kan også gøres med katamaran på 15 min.). Vi købte færgebilleter og kaffe to go, fik siddepladser forrest under åben himmel og sad forventningsfulde og nød udsigten med kameraet klar. Selv Frederik var forventningsfuld. Han glædede sig helt vildt til at se Operahuset. Efter kort tid med flot natur ud gennem bugten kunne vi se Sydney skyline, flot og imponerede storby-agtigt, og kort tid efter dukkede Operahuset og Harbour Bridge frem. Vi fik, som I nok har set taget en del billeder den dag. Frederik synes, at Operahuset er den flotteste bygning han har set, og synes det er snyd, at den står i Sydney, når det nu er "vores" arkitekt, der har lavet den. Flot så den ud der fra vandsiden og jo tættere vi kom på jo mere imponerende blev den med de svenske kakler i hvid og creme-farvet, som de hvælvede tagkonstruktioner er lavet af.
Vi gik i land på Circular Quay. Her var der masser af gademusikanter og andre, der skulle tjene til dagen og vejen. Bl.a. sad der en Aboriginal-mand i fuld kropsmaling og lille skærf, som turister, incl. os selv, klart syntes var en spændende turistattraktion. Jeg syntes i virkeligheden at det var ydmygende at tage billeder af en mand, der bare sad og tjente til dagen og vejen ved at prostitutionere sig som art.
Operahuset var første stop, den skulle jo også ses fra landsiden, og flere billeder skulle tages. Inde i Operahuset kunne vi ikke komme så meget rundt, så det blev mest til en tur i deres souvenirbutik, hvor Peter købte en bog om husets arkitektur.
Herefter gik vi ind i Botanic garden, som har en indgang for foden af Operahuset. Her spiste vi sandwich i græsset mens vi kiggede ud over vandet, operahuset og målløst betragtede Sydneys arbejdende folk fra Business-district bruge deres frokostpause på en løbetur langs vandet. Det vrimlede med kondiløbere, trods en temperatur op mod de 30 grader! Men det er måske kun os nordboere, der synes det er noget at snakke om.
Vi fik set en del af byen denne dag. Kiggede på byens liv, højhuse, forretninger og parker - Hyde Park og Botanic garden fra den anden ende. Vi gik bl.a igennem et område af parken, hvor vi tilfældigt kiggede op i trætoppene og opdagede at trækronerne var tætpakkede med kæmpestore flagermus. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da vi kiggede nærmere og så flere af dem sprede deres store sorte vinger så de blottede en en rævelignende pels på brystet, og vi kunne se dem åbne munden.
Efter en lang dags traven gennem byen spiste vi pizza på en dejlig fortovsrestaurent med udsigt til Operahuset på den ene side og færgelejet, Circular Quay til den anden, inden det gik hjemad til Manly med færgen. Dejlig oplevelsesrig dag!
Den 30/1-08 - Taronga Zoo
Endnu en skøn solskinsmorgen at vågne op til, med gåtur forbi "vores" strand til bageren og morgenmad på altanen- som jeg måske lige skal indskyde, oftest består af de sødeste, saftige mangoer og vandmelon oven på youghurt med honning, Wharf'ets (færgelejet med lille butiksarkade) friske brød og en frisklavet cappucino og appelsinjuice. Frederik har flere gange sagt, at han vil flytte her til alene pga. den lækre frugt. Gustav vil helst bare have havregrød med kanel- det er godt og velkendt.
I dag skulle vi i Zoologiskhave, Taronga Zoo, Sydney. Beliggende nord for Sydney centrum og ikke langt fra Manly, så vi besluttede at spare os selv for besværet med offentlig transport og tog en taxa. Fin tur med udsigt til mange fine huse langs små fine strande.
Vi have hørt og læst, at denne zoo var et must see som turist i Sydney.
Bortset fra en australsk afdeling med kænguruer og andre underlige og farlige australske dyr, så var de øvrige dyr stort set de samme, som vi ser dem i alle andre zoologiskehaver. Det der gjorde denne zoo helt unik var den fantastiske beliggenhed med fin udsigt over bugten, Sydneys skyline og operahuset. Så tak for rådet Rikke, det var en rigtig fin dag. Tilbage i Manly spiste vi aftensmad på altanen vi vores lejlighed.
Den 31/1-08 - "Hjemmedag"
I dag var familien lidt sløve i optrækket. Frede og Gus, og vist også Peter, havde behov for bare at dase og lege med det medbragte legetøj. Da det så ud til, at hele dagen kunne gå med det, blev jeg en anelse rastløs, og gik derfor en tur rundt på Corso'en (Manlys hovedstrøg) og gloede butikker. Købte dog ikke noget, da det må siges, at australierne ikke har alt for god smag i tøj - eller også er det mig der ikke har, jeg har i hvert fald ikke deres smag..
For enden af Corso'en modsat Wharf'et, hvor vi bor, ligger den store stillehavs-strand, hvor bølgerne er store og hvor der er masser af liv på stranden og masser af surfere. Her er det skønt at sidde og kigge, og jeg tror jeg kunne sidde der i timer og bare kikke på surferne og de imponerende turkisblå bølger med hvidt brus.
I mellemtiden var Peter og drengene kommet ud af vagten og var gået på "vores" strand for en badetur. Der hang vi ud med sandwich og sushi til frokost og blev der hele dagen.
Gustav fik sig en ny lille veninde på stranden. Det vist sig at Maja på 2½ år var dansk, og det var kærkommen at have en legekammerat, som var jævnaldrende. Selv Frede syntes det var morsomt at lege med. Jeg faldt i snak med Majas far, Peter og mor Åsa, som lige var kommet hertil for at slå sig ned i et år. De var akut boligsøgende efter en lejlighed på Manly, og selv om de ikke lige søgte en turistlejlighed, som vores, så blev Frederik ved med at insistere på, at de skulle komme og se vores lejlighed.
Da Peter vågnede efter en længere lur i solen, uden solcreme - hvor dum kan man være?, faldt han også i snak med Peter og Åsa, og det endte med at vi aftale, at skulle spise sammen om aftnen, og at vi kunne mødes i vores lejlighed til et glas vin, før vi gik ud at spise. Frede var helt oppe i skyerne over, at det var ham der havde inviteret.
Det blev til en rigtig hyggelig aften på en restaurant i havnen, med god mad og en enkelt eksotisk drink, inden uvejret med tordenvejr og kraftig vind tog til, og vi sagde tak for i aften.
Én af os (gæt selv hvem) gik i seng med en krebserød og meget brændende krop. Om ikke andet så havde det en præventiv effekt på drengene, da det var meget tydeligt at se hvor der var smurt faktor 30 på, og hvor der ikke var. Siden da har de ikke længere stillet spørgsmålet "hvorfor skal jeg have solcreme på".
Den 1/2-08 - Halvhjertet Sydneytur
Vi vågnende op til det samme vejr, som vi var gået i seng til. Det stod ned i stride strømme og palmerne på havnen stor i 45 graders vinkel.
Vi besluttede at tage ind til byen for at gå i Sydney Aquarium, da det da var en børnevenlig indendørs beskæftigelse. Vi tog hurtig "katten" (15 min. færgetur) og blev vugget godt der ind ad. Fra Circular Quay skulle vi med endnu en færge til Darling Harbour, hvor akvariet lå.
Regnen var taget noget af og sulten havde meldt sig, så vi startede med frokost på en café og endte med aldrig at komme i akvariet. Frede fik lov at bestemme, og han ville hellere på områdets store legeplads. Vi gik langs vandet forbi alle restaurenter og forlystelser i Darling Harbour og ind i China Town, hvor vi shoppede nogle rigtig turist t-shirts til drengene. Vi kikkede rundt i Paddys Market - en kæmpestor markedshal med et hav af boder som handlede med alt i skidt og skrammel. I tiltagende regn vadede vi under paraplyer og frysende tilbage gennem forretningsgader og skyskrabere til Circular Quay og tog færgen hjem til Manly.
Den 2/2-08 - Orlov as it should be -dag
Vågnede op til semi-godt vejr. Peter og Frede gik på netcafé, for at oploade billeder til bloggen til alle jer kære derhjemme. Jeg gik en tur med Gustav i klapvognen ned til surfstranden og langs kysten en smuk tur ud til en lille strand omgivet af klipper. Solen brød frem og det blev drivhus-varmt efter al den nedbør. Tilbage igen til vores egen strand med lidt sushi take away og en hurtig dukkert mens Gus lå i klapvognen i skyggen og sov.
Efter 3 timer på internetcafé var familien samlet og vi gik alle på stranden for at få en eftermiddags-dukkert. Her mødte vi Peter, Åsa og Maja igen, som var rigtig glade, da de netop havde fået sig en lejlighed 3-4 bygninger fra vores lejlighedskompleks- og altså med samme skønne beliggenhed og udsigt. Et fantastisk sted at have udsigt til at skulle bo i et år!
Peter og Peter hentede take away og så spiste vi alle sammen aftensmad på stranden mens solen langsomt gik ned. Det var varmt og stille og alle 3 børn drønede nøgne rundt i sandet og vandet til klokken var næsten halv elleve og det var på høje tid at sige tak for i aften og finde sin seng.
Den 3/2-08 - Deprim-dag
Møgvejr! for at sige det lige ud. Vi lavede ikke rigtigt noget, var bare i lejligheden købte ind og håbede at den endeløse regn ville stoppe. Det gjorde den for en kort bemærkning, og vi skyndte os at gå på stranden for at lege i sandet og fyre lidt krudt af. Drengene endte med at bade lidt, selv om det var overskyet og ikke synderligt varm.
Tilbage i lejligheden spiste vi for første gang aftensmad inden døre, da regnen igen stod ned i stimer, ØV!
Den 4/2-08 - Sydney Aquarium
Stadig regn. Temmelig frustrerende, fordi det i høj grad begrænsede os i alle de ting, vi gerne ville nå at se og gøre i Sydney. Vi valgte at trodse regnen og tog færgen til byen og gik så i akvariet, som bestemt også var rigtig fint med både krokodiller, hajer og sæler. Da vi havde brugt et par timer på det, spiste vi sen frokost på Darling Harbour. Himlen havde nu åbnet sig fuldstændigt og vi hastede til færgen for at tage tilbage til Manly. Om aftnen gik vi ud at spise i vores kvarter. At finde en åben restaurent/café viste sig at være en vanskelig opgave, da alt stort set havde lukket. Om det var fordi det var mandag i lavsæson eller om det var vejret der havde fået restaurationsbranchen til at dreje nøglen ved vi ikke helt, men det lykkedes os dag at finde et åbent sted, som ville bespise os. Vi småløb hjem i regnen. Natten var kold og vi måtte tætte et vindue med håndklæde, for ikke at have for meget blæst i hovederne.
Lidt mere om vejret:
Det har vist sig at denne sommer er helt atypisk vejrmæssigt. De sidste 11 år er der ikke kommet så meget regn som i denne sommer. Australierne siger, at de ikke har set noget lignende, men er samtidig glade for at få fyldt vandreserverne op, og der har sjældent været så grønt og frodigt, som der er nu.
Gustav kalder konsekvent regnvejr for "Lars Larsen's møgskidte-vejr"…. det er noget indforstået han og Frederik har med farfar
Peter hørte en dame fortælle, at der sidste år på landsplan faldt 300 millimeter regn, og at der i år allerede er faldet 600 millimeter (vel at mærke på bare 6 uger!)
Her i familien har vi lidt svært ved at dele glæden - det er sgu da dårlig timing!!
Den 5/2-08 - Gøre klar til afgang -dag
Småregn. Peter og Frederik gik på netcafé og Gustav og jeg gik på posthuset for at undersøge hvad det kunne koste, at sende noget af alt vores pakkenelliker hjem. Det har vist sig at vi har langt mere tøj med end vi behøver, da vi ind til nu har haft god adgang til at vaske. Og da vi jo også har anskaffet os lidt forskelligt legetøj, bøger, badeting og tøj, så ville det blive en nærmest umulig opgave at få alt til at være i vores rejsetasker.
Om eftermiddagen var der lidt opklaring og hele familien drog af sted for at gå turen til Shelly Beach, hvor jeg havde været et par dage tidligere med Gustav. Planen var at tage en lille dukkert ved samme lejlighed. Da vi nåede ned til den store surferstrand blev det dog meddelt i en megafon, at alle strandende var "lukkede", og at man blev frarådet at bade. Årsagen var fare for forurenet vand efter det kraftige regnvejr. Det udelukkede ligesom vores planer om en dukkert, men da det også trak sammen igen til mere regn, droppede vi helt at gå ud til den lille strand og gik i stedet tilbage og fandt en lille café, hvor vi spiste kage og milkshakes.
Om aftnen spiste vi farvel-middag på en restaurant rundt om hjørnet og gik hjem og pakkede ned - klar til afgang mod Maui- autocamperdepot næste morgen.
Den 6/2-08 - Ny omgang camper
Vi vågnede til det mest fantastiske vejr og var ærgerlige og vemodige over at skulle af sted, når nu det fine vejr endelig var kommet, og vi bare skulle bruge det meste af dagen på at transportere os.
Til gengæld nåede vi lige at spise en sidste morgenmad på altanen, nyde vores fine udsigt og havde en fantastisk flot sejltur indtil Sydney for sidste gang. På Circular Quay skulle vi skifte til tog mod lufthavnen, stå af ved 3. sidste stop og gå 500 meter hen til Maui. Rimeligt overkommeligt selv med 2 børn en masse oppakning, en "bade-spaghetti-stang" og en klapvogn.
Vi prisete os lykkelige for ikke også at skulle have haft de 14½ kg ekstra, som Peter om morgenen havde pakket i en kasse og skippet af sted fra posthuset.
Lang vente id hos Maui inden vi kunne få udleveret vores camper blev brugt i legerummet og jeg fik skrevet et par mails fra deres "fri-internetadgangs-service".
Ved halvto tiden var det så tid at drage af sted langs østkysten. 12 dage i camper mod Brisbane.
Fortsættelse følger.
Jeg vender tilbage, nu er jeg langt om længe kommet i gang - og som I kan se, så er jeg altså med på turen :-)
Kh Pernille
Den 29/1-08 - Sydney, operahus mv.
Nå, men den 29. vågnede vi op til skønt solskinsvejr og besluttede at tiden var inde til en tur ind til Sydney. Den hurtigste vej fra Manly- og smukkeste, er en færgetur på 45 min. (det kan også gøres med katamaran på 15 min.). Vi købte færgebilleter og kaffe to go, fik siddepladser forrest under åben himmel og sad forventningsfulde og nød udsigten med kameraet klar. Selv Frederik var forventningsfuld. Han glædede sig helt vildt til at se Operahuset. Efter kort tid med flot natur ud gennem bugten kunne vi se Sydney skyline, flot og imponerede storby-agtigt, og kort tid efter dukkede Operahuset og Harbour Bridge frem. Vi fik, som I nok har set taget en del billeder den dag. Frederik synes, at Operahuset er den flotteste bygning han har set, og synes det er snyd, at den står i Sydney, når det nu er "vores" arkitekt, der har lavet den. Flot så den ud der fra vandsiden og jo tættere vi kom på jo mere imponerende blev den med de svenske kakler i hvid og creme-farvet, som de hvælvede tagkonstruktioner er lavet af.
Vi gik i land på Circular Quay. Her var der masser af gademusikanter og andre, der skulle tjene til dagen og vejen. Bl.a. sad der en Aboriginal-mand i fuld kropsmaling og lille skærf, som turister, incl. os selv, klart syntes var en spændende turistattraktion. Jeg syntes i virkeligheden at det var ydmygende at tage billeder af en mand, der bare sad og tjente til dagen og vejen ved at prostitutionere sig som art.
Operahuset var første stop, den skulle jo også ses fra landsiden, og flere billeder skulle tages. Inde i Operahuset kunne vi ikke komme så meget rundt, så det blev mest til en tur i deres souvenirbutik, hvor Peter købte en bog om husets arkitektur.
Herefter gik vi ind i Botanic garden, som har en indgang for foden af Operahuset. Her spiste vi sandwich i græsset mens vi kiggede ud over vandet, operahuset og målløst betragtede Sydneys arbejdende folk fra Business-district bruge deres frokostpause på en løbetur langs vandet. Det vrimlede med kondiløbere, trods en temperatur op mod de 30 grader! Men det er måske kun os nordboere, der synes det er noget at snakke om.
Vi fik set en del af byen denne dag. Kiggede på byens liv, højhuse, forretninger og parker - Hyde Park og Botanic garden fra den anden ende. Vi gik bl.a igennem et område af parken, hvor vi tilfældigt kiggede op i trætoppene og opdagede at trækronerne var tætpakkede med kæmpestore flagermus. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da vi kiggede nærmere og så flere af dem sprede deres store sorte vinger så de blottede en en rævelignende pels på brystet, og vi kunne se dem åbne munden.
Efter en lang dags traven gennem byen spiste vi pizza på en dejlig fortovsrestaurent med udsigt til Operahuset på den ene side og færgelejet, Circular Quay til den anden, inden det gik hjemad til Manly med færgen. Dejlig oplevelsesrig dag!
Den 30/1-08 - Taronga Zoo
Endnu en skøn solskinsmorgen at vågne op til, med gåtur forbi "vores" strand til bageren og morgenmad på altanen- som jeg måske lige skal indskyde, oftest består af de sødeste, saftige mangoer og vandmelon oven på youghurt med honning, Wharf'ets (færgelejet med lille butiksarkade) friske brød og en frisklavet cappucino og appelsinjuice. Frederik har flere gange sagt, at han vil flytte her til alene pga. den lækre frugt. Gustav vil helst bare have havregrød med kanel- det er godt og velkendt.
I dag skulle vi i Zoologiskhave, Taronga Zoo, Sydney. Beliggende nord for Sydney centrum og ikke langt fra Manly, så vi besluttede at spare os selv for besværet med offentlig transport og tog en taxa. Fin tur med udsigt til mange fine huse langs små fine strande.
Vi have hørt og læst, at denne zoo var et must see som turist i Sydney.
Bortset fra en australsk afdeling med kænguruer og andre underlige og farlige australske dyr, så var de øvrige dyr stort set de samme, som vi ser dem i alle andre zoologiskehaver. Det der gjorde denne zoo helt unik var den fantastiske beliggenhed med fin udsigt over bugten, Sydneys skyline og operahuset. Så tak for rådet Rikke, det var en rigtig fin dag. Tilbage i Manly spiste vi aftensmad på altanen vi vores lejlighed.
Den 31/1-08 - "Hjemmedag"
I dag var familien lidt sløve i optrækket. Frede og Gus, og vist også Peter, havde behov for bare at dase og lege med det medbragte legetøj. Da det så ud til, at hele dagen kunne gå med det, blev jeg en anelse rastløs, og gik derfor en tur rundt på Corso'en (Manlys hovedstrøg) og gloede butikker. Købte dog ikke noget, da det må siges, at australierne ikke har alt for god smag i tøj - eller også er det mig der ikke har, jeg har i hvert fald ikke deres smag..
For enden af Corso'en modsat Wharf'et, hvor vi bor, ligger den store stillehavs-strand, hvor bølgerne er store og hvor der er masser af liv på stranden og masser af surfere. Her er det skønt at sidde og kigge, og jeg tror jeg kunne sidde der i timer og bare kikke på surferne og de imponerende turkisblå bølger med hvidt brus.
I mellemtiden var Peter og drengene kommet ud af vagten og var gået på "vores" strand for en badetur. Der hang vi ud med sandwich og sushi til frokost og blev der hele dagen.
Gustav fik sig en ny lille veninde på stranden. Det vist sig at Maja på 2½ år var dansk, og det var kærkommen at have en legekammerat, som var jævnaldrende. Selv Frede syntes det var morsomt at lege med. Jeg faldt i snak med Majas far, Peter og mor Åsa, som lige var kommet hertil for at slå sig ned i et år. De var akut boligsøgende efter en lejlighed på Manly, og selv om de ikke lige søgte en turistlejlighed, som vores, så blev Frederik ved med at insistere på, at de skulle komme og se vores lejlighed.
Da Peter vågnede efter en længere lur i solen, uden solcreme - hvor dum kan man være?, faldt han også i snak med Peter og Åsa, og det endte med at vi aftale, at skulle spise sammen om aftnen, og at vi kunne mødes i vores lejlighed til et glas vin, før vi gik ud at spise. Frede var helt oppe i skyerne over, at det var ham der havde inviteret.
Det blev til en rigtig hyggelig aften på en restaurant i havnen, med god mad og en enkelt eksotisk drink, inden uvejret med tordenvejr og kraftig vind tog til, og vi sagde tak for i aften.
Én af os (gæt selv hvem) gik i seng med en krebserød og meget brændende krop. Om ikke andet så havde det en præventiv effekt på drengene, da det var meget tydeligt at se hvor der var smurt faktor 30 på, og hvor der ikke var. Siden da har de ikke længere stillet spørgsmålet "hvorfor skal jeg have solcreme på".
Den 1/2-08 - Halvhjertet Sydneytur
Vi vågnende op til det samme vejr, som vi var gået i seng til. Det stod ned i stride strømme og palmerne på havnen stor i 45 graders vinkel.
Vi besluttede at tage ind til byen for at gå i Sydney Aquarium, da det da var en børnevenlig indendørs beskæftigelse. Vi tog hurtig "katten" (15 min. færgetur) og blev vugget godt der ind ad. Fra Circular Quay skulle vi med endnu en færge til Darling Harbour, hvor akvariet lå.
Regnen var taget noget af og sulten havde meldt sig, så vi startede med frokost på en café og endte med aldrig at komme i akvariet. Frede fik lov at bestemme, og han ville hellere på områdets store legeplads. Vi gik langs vandet forbi alle restaurenter og forlystelser i Darling Harbour og ind i China Town, hvor vi shoppede nogle rigtig turist t-shirts til drengene. Vi kikkede rundt i Paddys Market - en kæmpestor markedshal med et hav af boder som handlede med alt i skidt og skrammel. I tiltagende regn vadede vi under paraplyer og frysende tilbage gennem forretningsgader og skyskrabere til Circular Quay og tog færgen hjem til Manly.
Den 2/2-08 - Orlov as it should be -dag
Vågnede op til semi-godt vejr. Peter og Frede gik på netcafé, for at oploade billeder til bloggen til alle jer kære derhjemme. Jeg gik en tur med Gustav i klapvognen ned til surfstranden og langs kysten en smuk tur ud til en lille strand omgivet af klipper. Solen brød frem og det blev drivhus-varmt efter al den nedbør. Tilbage igen til vores egen strand med lidt sushi take away og en hurtig dukkert mens Gus lå i klapvognen i skyggen og sov.
Efter 3 timer på internetcafé var familien samlet og vi gik alle på stranden for at få en eftermiddags-dukkert. Her mødte vi Peter, Åsa og Maja igen, som var rigtig glade, da de netop havde fået sig en lejlighed 3-4 bygninger fra vores lejlighedskompleks- og altså med samme skønne beliggenhed og udsigt. Et fantastisk sted at have udsigt til at skulle bo i et år!
Peter og Peter hentede take away og så spiste vi alle sammen aftensmad på stranden mens solen langsomt gik ned. Det var varmt og stille og alle 3 børn drønede nøgne rundt i sandet og vandet til klokken var næsten halv elleve og det var på høje tid at sige tak for i aften og finde sin seng.
Den 3/2-08 - Deprim-dag
Møgvejr! for at sige det lige ud. Vi lavede ikke rigtigt noget, var bare i lejligheden købte ind og håbede at den endeløse regn ville stoppe. Det gjorde den for en kort bemærkning, og vi skyndte os at gå på stranden for at lege i sandet og fyre lidt krudt af. Drengene endte med at bade lidt, selv om det var overskyet og ikke synderligt varm.
Tilbage i lejligheden spiste vi for første gang aftensmad inden døre, da regnen igen stod ned i stimer, ØV!
Den 4/2-08 - Sydney Aquarium
Stadig regn. Temmelig frustrerende, fordi det i høj grad begrænsede os i alle de ting, vi gerne ville nå at se og gøre i Sydney. Vi valgte at trodse regnen og tog færgen til byen og gik så i akvariet, som bestemt også var rigtig fint med både krokodiller, hajer og sæler. Da vi havde brugt et par timer på det, spiste vi sen frokost på Darling Harbour. Himlen havde nu åbnet sig fuldstændigt og vi hastede til færgen for at tage tilbage til Manly. Om aftnen gik vi ud at spise i vores kvarter. At finde en åben restaurent/café viste sig at være en vanskelig opgave, da alt stort set havde lukket. Om det var fordi det var mandag i lavsæson eller om det var vejret der havde fået restaurationsbranchen til at dreje nøglen ved vi ikke helt, men det lykkedes os dag at finde et åbent sted, som ville bespise os. Vi småløb hjem i regnen. Natten var kold og vi måtte tætte et vindue med håndklæde, for ikke at have for meget blæst i hovederne.
Lidt mere om vejret:
Det har vist sig at denne sommer er helt atypisk vejrmæssigt. De sidste 11 år er der ikke kommet så meget regn som i denne sommer. Australierne siger, at de ikke har set noget lignende, men er samtidig glade for at få fyldt vandreserverne op, og der har sjældent været så grønt og frodigt, som der er nu.
Gustav kalder konsekvent regnvejr for "Lars Larsen's møgskidte-vejr"…. det er noget indforstået han og Frederik har med farfar
Peter hørte en dame fortælle, at der sidste år på landsplan faldt 300 millimeter regn, og at der i år allerede er faldet 600 millimeter (vel at mærke på bare 6 uger!)
Her i familien har vi lidt svært ved at dele glæden - det er sgu da dårlig timing!!
Den 5/2-08 - Gøre klar til afgang -dag
Småregn. Peter og Frederik gik på netcafé og Gustav og jeg gik på posthuset for at undersøge hvad det kunne koste, at sende noget af alt vores pakkenelliker hjem. Det har vist sig at vi har langt mere tøj med end vi behøver, da vi ind til nu har haft god adgang til at vaske. Og da vi jo også har anskaffet os lidt forskelligt legetøj, bøger, badeting og tøj, så ville det blive en nærmest umulig opgave at få alt til at være i vores rejsetasker.
Om eftermiddagen var der lidt opklaring og hele familien drog af sted for at gå turen til Shelly Beach, hvor jeg havde været et par dage tidligere med Gustav. Planen var at tage en lille dukkert ved samme lejlighed. Da vi nåede ned til den store surferstrand blev det dog meddelt i en megafon, at alle strandende var "lukkede", og at man blev frarådet at bade. Årsagen var fare for forurenet vand efter det kraftige regnvejr. Det udelukkede ligesom vores planer om en dukkert, men da det også trak sammen igen til mere regn, droppede vi helt at gå ud til den lille strand og gik i stedet tilbage og fandt en lille café, hvor vi spiste kage og milkshakes.
Om aftnen spiste vi farvel-middag på en restaurant rundt om hjørnet og gik hjem og pakkede ned - klar til afgang mod Maui- autocamperdepot næste morgen.
Den 6/2-08 - Ny omgang camper
Vi vågnede til det mest fantastiske vejr og var ærgerlige og vemodige over at skulle af sted, når nu det fine vejr endelig var kommet, og vi bare skulle bruge det meste af dagen på at transportere os.
Til gengæld nåede vi lige at spise en sidste morgenmad på altanen, nyde vores fine udsigt og havde en fantastisk flot sejltur indtil Sydney for sidste gang. På Circular Quay skulle vi skifte til tog mod lufthavnen, stå af ved 3. sidste stop og gå 500 meter hen til Maui. Rimeligt overkommeligt selv med 2 børn en masse oppakning, en "bade-spaghetti-stang" og en klapvogn.
Vi prisete os lykkelige for ikke også at skulle have haft de 14½ kg ekstra, som Peter om morgenen havde pakket i en kasse og skippet af sted fra posthuset.
Lang vente id hos Maui inden vi kunne få udleveret vores camper blev brugt i legerummet og jeg fik skrevet et par mails fra deres "fri-internetadgangs-service".
Ved halvto tiden var det så tid at drage af sted langs østkysten. 12 dage i camper mod Brisbane.
Fortsættelse følger.
Jeg vender tilbage, nu er jeg langt om længe kommet i gang - og som I kan se, så er jeg altså med på turen :-)
Kh Pernille
lørdag den 2. februar 2008
Så er der billeder
Så er der kommet nye billeder på suppen.... eller hvad man nu kalder det. Følg linket til højre (eller klik på overskriften) så kommer du til vores ny-uploadede billeder.
Også nyt tekstindlæg om turen til Sydney (herunder)
Sidder på netcafe i Manly og uploader (og det er ikke hurtigt) og Frederik har lejet sin egen PC og spiller Oline på http://www.dr.dk/
Husk også at der kan efterlades kommentarer til de enkelte billeder, hvis der er noget du ønsker forklaret eller måtte have spørgsmål om
God fornøjelse!
Mvh Peter
Også nyt tekstindlæg om turen til Sydney (herunder)
Sidder på netcafe i Manly og uploader (og det er ikke hurtigt) og Frederik har lejet sin egen PC og spiller Oline på http://www.dr.dk/
Husk også at der kan efterlades kommentarer til de enkelte billeder, hvis der er noget du ønsker forklaret eller måtte have spørgsmål om
God fornøjelse!
Mvh Peter
Abonner på:
Opslag (Atom)
