Anden omgang camper

Campertur fra Sydney til Brisbane


6. februar - Sydney til One Mile Beach, Anna Bay, Port Stephens

Som Pernille skrev i hendes indlæg, så sagde vi et vemodigt farvel til Manly og Sydney og vendte næsen nordpå. Vi forlod Sydney i solskin, men inden vi nåede Newcastle regnede det.

Vi nåede lige at få købt ind i Anna Bay, inden butikkerne lukkede kl. 17.30 (hvilket de gør på landet i Australien). Vi indlogerede os på One Mile Beach Camping, [www.onemilebeach.com] som åbenbart er udnævnt til Australiens sjette bedste campingplads i 2007. Den var nu også fin, med alle faciliteter inkl. pool men på en meget afslappet og jeg-passer-mig-selv agtig måde.

Det var gråt og vådt hele resten af dagen, og så er man jo lidt bekymret for morgendagens vejr….


7. og 8. februar - One Mile Beach / Port Stephens

Det behøvede vi nu ikke være, for der var strålende solskin da vi stod op, og derfor var det bare afgang til stranden, som bogstaveligt ligger på den anden side af hækken ifht. campingpladsen.
WAUW for en strand! 1 mile omkranset af klipper, men eller med det fineste gyldne sand, og turkisblåt vand.

På grund af de foregående dages uvejr, var der gamle stillehavsbølger der fortsat rullede ind selvom det var næsten vindstille. Og hvilke bølger! Kæmpebølger, som næsten virkede lidt skræmmende. Er ked af at sige det, men den jyske vestkyst kan ikke være med her. Se selv billederne, og prøv at forstå det.

Pernille talte med nogle ældre lokale australiere der fortalte at de altid tog på denne strand med deres børnebørn, da den er meget børnevenlig. De havde aldrig set bølger som disse før på One Mile Beach!

Vi havde en herlig halv dag på stranden og fik sluppet det indre legebarn frit i bølgerne. Frederik og Gustav synes også det var sjovt, men kun hvis Pernille eller jeg havde et fast greb i dem hele tiden. Det var også nødvendigt, da de umuligt kunne stå fast når vandet løb ud igen, selvom de kun stod i vand til lårene.
De var begge noget mere kåde og trygge da vi efter frokost var i poolen med vandrutschebanen. Gustav havde fået en badering, og med den og vingerne hundesvømmer han trygt rundt. Det betyder også at han er aktiv, og derfor ikke klaprer tænder efter 10 minutter. Frederik er fuldstændig uforfærdet i en swimmingpool bare han har sine vinger på, og han rutschede igen og igen.

Nu er det jo Australien, så vejr-træerne vokset ikke ind i himlen, og i løbet af eftermiddagen kom der da også tæt skydække og byger….

Vi kørte de 6 kilometer til Nelson Bay og fik købt ind og spiste på thairestaurant om aftenen.

Natten til den 8. regnede det fuldstændigt vildt og vedholdende. Regnen bare væltede ned, og lavede fosser rundt om vores camper, og trommede på tag og solsejl så det lød som en banegård.

Hele formiddagen den 8. var vi inden døre i camperen, og lavede inde-ting. Der blev heldigvis lidt opholdsvejr efter frokost, og vi kørte derfor til Nelson Bay og bordede en udflugtsbåd med 99% garanteret delfin spotting.

Vi var blandt de 99% og fik efter kun 15. minutters sejlads øje på en flok delfiner, som vi fulgte et stykke tid. Delfinerne var fuldstændig upåvirkede af vores tilstedeværelse. Det virkede som om de havde travlt med at jage.
Når delfinerne ikke springer ud af vandet (gør de kun det i film og i Seaworld (?)) er det svært at vurdere om det er 50 delfiner man ser, eller bare de samme 5-6 stykker der hele tiden kommer op til overfladen. Derfor var det sjovt, at vi hurtigt opdagede at en af dem, havde en rygfinne der virkede sammenfalden (se billederne). Den døbte vi hurtigt "gamle slaske" og derefter havde vi travlt med at gætte hvor "gamle slaske" ville dukke op næste gang.

Vi mødte et dansk par fra Århus med en 4-5 årig dreng. De tre børn havde det sjovt med hinanden, og vi voksne brokkede os over det rådne australske sommervejr til hinanden.

Efter halvanden time, var vi i havn igen, og vi kørte lidt ind langs kysten og tilbage mod Anne Bay. På vejen kom vi forbi den største vandreklit på sydlige halvkugle. Den mindede mere om Sahara end Råbjerg mile! Mange af scenerne til Mad Max filmene var optagede i klitten.
Ørkenen er kæmpestor, strækker sig 35 km. ind mod Newcastle, og grænser ned til havet. Området er gammelt aboriginal-land. [Se mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Stockton_Beach%2C_New_South_Wales ]

I Danmark havde sådan en fætter naturligvis været fredet og beskyttet, men australierne er et anderledes ubekymret folkefærd, så de benytter ørkenen til ekspeditioner i deres kæmpe firhjulstrækkere, på motocrossere, på kameler og på quad-bikes (4WD motorcykler).
Vi var oppe at vandre lidt i ørkenen, og da det var fredag eftermiddag, kunne vi se hvordan australierne samledes ved tilkørslen i deres firhjulstrækkere, mens de med en Forster i den ene hånd justerede lufttrykket i dækkene med den anden. Sjovt nok, var de alle mænd… og lur mig, om ikke der var en ungersvend eller to i firma pick-upen der også var i gang. Gad vide om mester viste om det!?

9. februar - Port Stephens til Port Macquaire

Den første dag i One Mile Beach havde prentet sig i os, og vi ønskede bare at gentage dagen, men da vi den 9. februar stod op til trøstesløs regn i stride strømme, blev det sidste søm slået i den kiste. Vi måtte videre!

Vi skulle omkring en by der hedder Taree for at få fixet camperens brugsbatteri, da vi ikke havde strøm når vi ikke var koblet til 230 volt. Vi ankom en lørdag efter lukketid, så der var jo ikke meget hjælp at hente. Heldigvis fandt vi en anden biludstyrsbutik med et venligt menneske, der fixede problemet.

I Taree var det sørme blevet opholdsvejr, så vi spiste frokost på en græsk fortovscafe. Den græske indehaver kommer på et tidspunkt ud til os og spørger hvor vi kommer fra - han mente jo nok, at vi kunne være danskere. Bekræftet i den opfattelse, lyste han helt op, og fortalte om den gang for 30 år siden, da han havde en god ven på Amager, som han besøgte tit. Engang havde han både set Margrethe og prinserne i Magasin. Under hans første besøg havde han købt en lækker læderjakke på Amagerbrogade. Og selvom den er 30 år gammel, så bruger han den stadig når det en sjælden gang bliver rigtigt koldt i Taree….
Har sidder vi altså, på en fortovscafé i en lille ligegyldig by på den anden side af jorden, og så sidder der en mand har en læderjakke fra Amagerbrogade - det er sgu da en lille verden!

10. februar - Port Macquiare

I Port Macquaire var vi rimeligt uambitiøse, og badede i poolen om formiddagen da solen skinnede, og slentrede rundt i byen og lands havnen senere på dagen.
Campingpladsen var fin nok, men der var ingen særlig god strand, og da vi (super naivt efterhånden) hele tiden går og forventer, at nu bliver det godt vejr, ville vi ikke spilde chancen, hvorfor vi gjorde os klar til at rykke nord på næste dag.


11. februar - Port Macquaire til Coffs Harbour

Vi rejste nordpå uden nærmere mål, men holdte frokost-stop i Coffs Harbour. Da solen kikkede frem, kørte vi til vandet for at fange lidt bølger. Vi fandt også en fin strand, og var da også lige "i til knæene" og fik leget lidt i sandet. Det blev nu kun til en lille time, så var det gode vejr slut.

Vi fandt en campingplads på Emerald Beach ca. 15 km. nord for Coffs Harbour. Om aftenen sagde Gustav pludseligt "Der er noget der hopper. Det er en kænguru!". Sørme om ikke han havde ret. To kænguruer, en voksen og et barn - der hedder en Joey på australsk - hoppede lidt rundt på campingpladsen og spiste græs fra plænerne. Gustav var ret stolt, at han havde set noget som fik hele familien på benene og frem med kameraet!


12. februar - Coffs Harbour

Pernille havde læst i en turistbrochure, at Russell Crowe har et hus ved Coffs Harbour, så hun var mest stemt for at tage til byen og hænge ud med Ross. Desværre var vejret ikke til at hænge ud nogen steder udendørs, så vi kørte sgu på storcenterbesøg! Ja, så regnvejrsdepressive var vi blevet!

Gustav og jeg blev klippede (100 kr for mig og 50 for Gustav). Det er første gang Gustav er blevet klippet hos en frisør (drengen var jo for pokker næste to år inden han fik hår) og han taler om det endnu! Jeg tror han opfatter det første frisørbesøg som et trin på livets stige på linje med konfirmation og retten til at køre bil.

Når vi laver mad på campingpladserne (som vi trods alt laver mere end vi spiser ude) sker det næste altid på pladsens BBQ. Det er ikke en grill som man kunne have forventet, men en stor stålplade (ok, der er også nogle af aluminium, men du forstår nok hvad jeg mener) som man laver mad på. De fleste steder er det gratis, og det er både nemmere og hyggeligere end at bruge camperens gaskomfur. Desuden, er det alle tiders sted at falde i snak med australierne, der er snakkesaglige folk, som altid lige vil høre hvor vi kommer fra, og hvor vi har været i Australien.

Denne dag var ikke anderledes, men tilfældet ville, at det var Pernille der lavede mad på grillen og jeg der tog opvasken. Jeg faldt i snak med en australier, som havde de sædvanlige spørgsmål, men som efter at vi havde "brudt isen", var nød til at kaste et blik over skulderen til Pernille ved BBQ'en og på mig der vaskede op, og fortælle mig, sådan mand-til-mand alvorligt, at "That doesn't look right, mate". Han var alvorligt bekymret for at rygtet skulle spredes, og at det kunne ende med at australske mænd ville miste deres privilegium; ved BBQ'en med en øl i hånden, mens konen laver alle øvrige forberedelser til aftensmåltidet.


13. februar - Coffs Harbour til Byron Bay

Onsdag morgen bød campingpladsen på pandekage-morgenmad til alle gæster (off season), hvilket vi naturligvis benyttede os af, men så var det også afgang. Vi havde så rigeligt presset saften ud af Coffs Harbour og Emerald Beach i regnvejr. Viste vi det ikke inden vi tog af sted, så stod det klar for os efter kort tid i Byron Bay.

Vi ankom til Byron Bay sidst på eftermiddagen, og kørte mod campingpladsen anbefalet i Lonely Planet. Sidst vi gjorde det, var Bimbi Camping (den med slangerne og redneckerne), så vi var lidt skeptiske. Det behøvede vi nu ikke at være! Campingpladsen er ikke så stor, og den ligger lige ud til stranden på Byron Bay, kun 10 minutters gang ad stranden til byens midte.

Vi var lidt sene i forhold til at lave aftensmad, så vi valgte at gå på en cafe vi havde set lige uden for campingpladsen. Det viste sig, at være en rigtig restaurant, med priser som i Danmark. Det var nu alligevel alle pengene værd. For det første sad vi på en overdækket veranda (godt det samme, for der kom hele tiden byger (det er jo Australien)) lige ned til standen som var smagfuldt indrettet med lækre møbler o.lign. Desuden, var maden for en gangs skyld noget som vi ikke havde fået før, og som vi heller ikke selv kunne have fundet på at lave selv. Bare lækkert!

Vi har ofte (men heldigvis ikke altid) lidt af et show med ungerne når vi spiser ude til aften eller frokost. Det går gerne på at maden er ulækker, kedelig, at de vil ha' rugbrød eller at de vil ha' pizza, lasagne eller McDonald's. Får de en gang i mellem det, så er der som regel også noget galt med det alligevel, og så vil de ikke spise skidtet men drikker sig mætte i mælk eller juice. Når vi en sjælden gang oplever mad som f.eks. denne aften i Byron Bay, så spiser ungerne jo rub og stud uden det mindste bøvl og ballade.
Det er tankevækkende, at børnene jo egentligt ikke er "besværlige" eller "kontrære" når de præsenteres for jævnt ligegyldig restaurant- eller cafemad der er lavet for sælge noget billigt pap til vi dumme forbrugere der ikke ved hvor man finder (eller laver) bedre mad - de er bare kvalitetsbevidste! De gider da ikke æde alt det ligegyldige og smagsløse lort der efterhånden serveres på hvert et gadehjørne - også i Danmark!
Claus Mayer og Jamie Oliver til skolekøkkenerne i Danmark nu! Sgu!


14. og 15. februar - Byron Bay

Byron Bay er, ud over at være kontinental-australiens østligste punkt, et gammelt hippie samfund der har udviklet sig med tiden. Man forstår godt at hippierne i sin tid fald for Byron Bay. Faktisk så meget, at mange af dem er blevet der "for good". Byen er fyldt med butikker der sælger aura-fotografier, spirituelle sten, juicer (jep, har fået en gulerod + rødbede + ingefær + lime juice. Den smager meget "sund") og faktisk er der ingen McDonald's i Byron Bay!
Måske er det hippie fortiden og de fastgroede hippier skyld, for stemningen i Byron Bay er i hvert fald meget venlig, rolig og laid-back. Her kunne jeg godt bruge nogle uger uden planer!

Byron Bay er lidt af et back-packer sted. Det vrimlet med unge mennesker - mange af dem skandinaviske. Efter at have været på et utal af campingpladser med primært 50+ årige følte vi os blandt ligesindede igen.
Det varede dog kun indtil vi kom gående ad hovedgaden, hvor en smuk ung kvinde smilte og glad udbrød; "Hi! What are you guys doing tonight?" mens hun gjorde klar til at stikke os et antal "få en gratis drink på vores natklub"-kuponer. Smigret ændrede jeg kurs over mod hende, bare for at opdage, at hun talte til tre norske piger der gik lige bag os………… Sådan kan man jo blive konfronteret med livets barske realiteter - kommer man gående, 35+ med barnevogn, fruen i hånden, sølvstænk i håret og en et skolebarn i den anden hånd, så er man altså ikke længere en indtrækker for de fancy natklubber.

Efter to dage på pladsen, var det blevet fredag, og vores plads var reserveret til andre. Vi flyttede derfor plads, og fik nye naboer i Gry og Peter, som er to glade danskere, der er på andet stop på deres seks måneders rejse jorden rundt. Gustav kalder dem Gryn og Peter..

Vejret var i to dage præget af kraftige byger…….


16. februar - Byron Bay til Surfers Paradise

Det var ved, at være tid at komme lidt mere nord på, da vi jo skulle aflevere camperen i Brisbane den 18. Vi kørte af sted uden fast destination, men ville lige se på Surfers Paradise på vejen.
Surfers Paradise er en blanding af Las Vegas, Florida og Costa Del Sol. Byen har nogle af verdens højeste beboelseshuse (pt. er den højeste 77 etager, men en højere er under opførelse). Byen er spækket med turistbutikker, men også de tunge drenge som Bvlgari, Prada, Hermes, Luis Vutton mv. har butikker der. Meget fascinerende, men byen matcher ikke de associationer jeg umiddelbart havde med navnet "surfers paradise".

Vi kørte rundt i byen i mindst 45 minutter for først at finde en turistinformation, siden en parkeringsplads, så vi synes egentligt vi havde set byen inden vi havde sat fod i den.

Vi fandt en hyggelig campingplads lige nord for centrum, som ligger 30 meter fra stranden, så vi valgte at tilbringe de sidste to dage inden Brisbane der.

Næste morgen fik vi besøg. Det var vores "gamle" naboer Gryn, undskyld Gry, og Peter [www.travelblog.dk/gryogpeter] som vi havde boet ved siden af i Byron Bay! Vi havde en hyggelig formiddag på stranden med dem (hvor det faktisk var solskin!). Om aftenen lavede vi sammen den store seafood-BBQ af friskfangede hele rejer og en torske-lignende fisk fra det lokale fiskemarked. At der også var flere flasker lokal Chardonnay gjorde bare aftenen endnu hyggeligere.

Gry og Peter skal på seks måneder jorden rundt med stop i Hong Kong, Australien, New Zealand, USA (tværsover), Canada, Dubai og Afrika. Kan man undgå at være misundelig på det?

En af de positive ting ved en rejse som vores (specielt en der er så lang), er at man sætter pris på kontakten til andre mennesker på en anden måde. Umiddelbart vil man jo ikke bruge et par aftener (som vi gjorde med Åsa og Peter i Manly) eller næsten en hel dag (som vi gjorde med Gry og Peter i Surfers Paradise) med "fremmede" blot fordi man tilfældigt mødes (og er samme nationalitet).
Men, som rejsende er det dels et kærkomment indput af social kontakt til andre, dels er man jo ikke optaget af de trivielle gøremål vi alle fylder vores hverdag med (jep, du kender dem; arbejde, tøjvask, indkøb, græsslåning mv.). Derfor tager man sig tid og gør sig ulejligheden, at høre på andre mennesker. Det sjove er jo, at de fleste mennesker faktisk er både søde, sjove og har noget at berette som man ikke selv lige havde tænkt på.
Helt ærligt, hvis vi (og sikkert alle andre på vores alder) ser os omkring, så er omgangskredsen jo ikke blevet udvidet synderlig siden slutningen af tyverne bortset fra gamle venners nye partnere, kærester og ægtefæller samt med enkelte tidligere kolleger. Misforstå mig ikke, der er ikke noget galt med tidligere kolleger (jeg har selv et par tidligere kolleger som jeg regner som mine gode venner i dag), men det er jo ofte mennesker som vi gennem arbejdet kender så godt, at vi allerede inden vi begynder at ses privat, ved at de er søde mennesker med noget på hjerte.
Tænk, hvis vi alle ville (og turde) være åbne for nye mennesker man "bare møder" på samme måde som man er det, når man rejser. Jeg tror man a) sandsynligvis ville få en del nye venner, og b) helt sikkert ville få flere inputs til livet i almindelighed.
Håber jeg kan tage den lektie med mig hjem til Danmark.


18. februar - Surfers Paradise til Brisbane

Den 18. var det afgang mod Brisbane, hvor camperen skulle afleveres. Vi skulle derfor både rengøre camperen og pakke vores ting. Vi var alt for sent på den, og "camping-mutter" var oppe at give os 20 minutter til at bliver færdige, ellers ville det koste $20 i for sen afrejse. Det blev jo ikke bedre, af at vi lige skulle udveksle de seneste fotos med Gry og Peter, der også rejste nordpå, dels ville aflevere "dansker-stafetten" til et dansk efterlønspar der også var på campingpladsen. Dansker-stafetten er danske ugeblade, magasiner og en avis, som vi selv har fået af andre danskere, og som grundet vores afrejse, lige blev krydret med lidt tilovers frugt og grønt mv. Ægteparret (der havde solgt deres vognmandsforretning og nu skulle rejse Australien tynd) havde sidste nyt om al Muhammed-balladen i Danmark, og det var vi jo også nød til at vende med dem.
Hvad fa'en er det med jer derhjemme? Kan man ikke rejse væk nogle få måneder, uden at I skal splitte det hele af?

Nå, vi fik afleveret camperen, og kom til vores hotel i Brisbane's South Bank kvarter. Dejligt med plads at røre sig på igen!


19. - 20 februar - Brisbane

Vi slentrede lidt rundt i Brisbane den 19. og det er en by…..
OK, det er såmænd en helt OK by, der er bare det, at alt hvad Brisbane har, det har de også i Sydney og Melbourne, bare lidt større eller lidt bedre.
Nej, fair nok, så har Brisbane et rigtigt hyggeligt strøg, altså en gågade helt som "hjemme i Europa", og South Bank området, som vores hotel ligger i, har tydeligvis været fokus for en omfattende modernisering. Her er både flotte hoteller, et tennisstadium, et kunstmuseum, et udstillingscenter, men også et område med restauranter og caféer og en biograf - samt ikke mindst en park med et friluftsbad med rigtig sandbund og strand.

Vi havde brugt den 19. til at få lidt logistik på plads mht. at komme op Hervey Bay, hvorfra vi skulle sejle til Fraser Island, og var på nippet til at betale $488 (á 4,60 DKK) for at komme med en fem-en-halv-times bustur hver vej, da hotel concierge'n foreslår at vi lejer en bil. Han checker for os, og klarer en udlejningsbil til $137 (+ 30 for barnesæder) - det var sgu da service!

Den 20. stod vi op, og hoppede i en den nye Corolla (som ikke har noget særlig fed undervogn eller automatgear) og kører mod nord. Vi bruger lige en time til de første 30 km. ud af byen da der ikke er navigation i bilen, og australierne har den opfattelse, at hhv. "Gold Cost" eller "Sunshine Cost" er fuldstændigt dækkende betegnelser for alle byer hhv. syd for Brisbane og nord for Brisbane. Ellers går det bare der ud ad, og vi får set lidt på landskabet.

Her er super frodigt, men tror da også fa'en, når nu det er den vådeste sommer i 11 år. Generelt har vejene fra Sydney og nordpå (indtil videre indtil 300 km. nord for Brisbane) ikke været nær så spændende og flotte som vejene vi kørte før Sydney.

I Hervey Bay finder vi den rigtige hurtigbåd som skal tage os til Fraser Island. Vi har nu været 1.5 døgn på Fraser Island (hvorfra dette skrives), men det er for sent at beskrive det nærmere. Det følger snarest.
Vi rejser i morgen (d. 22.) tilbage til Brisbane og har en overnatning, for så den 23. at flyve op til Airlie Beach hvor vi skal hente vores båd.
22/2: der er ikke wifi internet på Fraser og heller ikke mobildækning i det net hvor jeg kan oploade data, så det blev på hotellet i Brisbane, vi fik oploadede vores blog-tekst. Så er der tilgængæld også kommet nye billeder på.... God fornøjelse!

Vi ses!
KH Peter