9. - 10. marts. Tid til afrejse.

Peter har sagt det. Der er ikke så meget mere at sige,. Turen er så godt som slut.

Jeg har ikke fået skrevet så meget på denne blog, men jeg har været der, set, hørt og oplevet dette fantastiske land, dens natur og indbyggere. Som Peter skrev, så har det været et privilegium at skippe dagligdagen for en periode og bare være sammen og opleve.

Det har uden tvivl været sund for os som familie, for Peter og jeg og ikke mindst for vores skønne drenge, som har været hinandens eneste legekammerarter på størstedelen af vores tur.

I går (9/3) som var vores sidste hele dag inden afrejse, brugte vi bare på vores hotel. Alle (i hvert fald Peter, Frederik og jeg) var godt i gang med mentalt at indstille os på at skulle rejse hjem. Vi brugte dagen ved poolen med badning, læsning, lektielæsning (som der ikke er blevet brugt meget tid på, hvorfor der nu skal arbejdes lidt i flyveren hjem) og leg på legepladsen.

Vi overvejede om formiddagen, om vi lige skulle presse en oplevelse mere ind og se noget regnskov på en tur med 7,5 km i cablecar over regnskoven og med udsigt over havet. Det kunne have været endnu en fantastisk oplevelse, men dels blev det for besværligt tidsmæssigt, dels var vi vist alle ved at være ret så mætte på oplevelser.

Mens jeg sad der ved poolen i solskin (for en gangs skyld :-) blev jeg ved med at sige til mig selv - sikkert som et led i min mentale forberedelse på at skulle vende snuden hjem til hverdagen-  "det var det, vi skal ikke mere, vi når ikke mere, vi får ikke flere oplevelser i dette spændende land". Ikke at jeg synes jeg mangler noget. Der er da ting vi gerne ville have gjort og steder vi gerne ville have set, men vi har været langt omkring, set en masse og samtidig haft tid. Vi har ikke skullet skynde os med ret meget de sidste 11 uger.

Lige nu er vi ankommet til Singapore, efter et kort stop i Darwin. Vi skal nu vente på næste fly til London, med afgang om knap 4 timer.

Frederik har været fyr og flamme og har siden afrejse fra hotellet i Cairns sagt " jeg har helt ondt i maven, så meget glæder jeg mig til at komme hjem til Røntoftevej".

Jeg glæder mig også til at komme hjem og se jer alle igen. og vil også lige sige tak for jeres kommentarer på bloggen, sms'er og mails.

Vi ses om lidt.

Kh Pernille

6. marts til afrejse

6. MARTS TIL AFREJSE
Bemærk: der er ogås kommet nye billeder (link til højre som sædvanligt)


6. marts - Port Douglas

Som skrevet sidst, var dagens tur til revet aflyst, men så var der heldigvis mere tid til af spise morgenmad mm. Jeg sov som en sten da jeg blev vækket 8:20 af drengene og Pernille med fødselsdagssang. Det er jo en dejlig måde at vågne på og en god start på dagen!

Jeg fik fine gaver og et fint morgenbord med en vandmelon pyntet med tallene 8 og 3 som stearinlys - jeg fik dog hurtigt drejet melonen så der stod 38 og ikke 83 når jeg læste tallene fra min side af bordet.

Til trods for den aflyste rev-tur, så var det faktisk rigtig fint vejr den sjette marts (ikke overraskende (?)). Vi kørte sydpå langs med kysten, den samme vej som vi havde kørt nordpå i regn og oversvømmelser et par dage tidligere. I solskin var vejen og udsigten faktisk meget smuk, men de inderste 50 meter af brændingen var fuldstændig mudderfarvet på grund af al den jord der var vasket ud under de voldsomme regnvejr dagene i forvejen.

Vi tilbragte dagen i Hartley's Crocodile Adventure ca. midt i mellem Port Douglas og Cairns. Vi var på bådtur på en krokodillesø hvor det lykkedes at kalde en krokodille frem med lidt lækkerier (hønsehoveder). Meget imponerende at se hvordan krokodillen sprang frem ud af ingenting og fangede sit bytte og skræmmende at se hvor langt op af vandet den kan springe!
På stedet har de også en kommerciel krokodillefarm, hvor de opdrætter krokodiller primært for skindet. Meget imponerende at se 100 små 70-cm. krokodiller sammen i ét bassin. Finurligt at lære, at det er temperaturen i krokodille-reden der bestemmer om ungerne bliver hunner eller hanner.

Stedet havde også en del andre australske dyr (det lader til, at der er Koala-minizoos i hver anden by). Der var en gut, det fortalte om slangerne - som jeg jo har brugt en del energi på at være bange for. Fakta er, at 11 af verdens 15 giftigste slager lever i Australien (som skrevet tidligere), men "kun" 300 mennesker bliver bidt af giftslanger hvert år, og kun 1,8 af dem dør! Sagen er den, at ingen af de australske slangers gift dræber muskulaturen (i modsætning til f.eks. de sydamerikanske slanger, hvor amputationer er reglen hvis man overlever et bid). Giften fra australske slanger transporteres rundt i kroppen primært i lymfesystemet. Det betyder, at bliver man bidt, kan man forsinke effekten (der primært rammer hjerte og lungefunktion) ved at binde et stramt gaze-kompres på den kropsdel der er bidt (typisk arm eller ben) og samtidig låse armen eller benet ved at binde eller gaze en kæp, et kosteskaft eller lign. til armen / benet - og så ellers se at komme på hospitalet hvor de har modgift (og respiratorer). Der er eksempler på at der er gået op til 24 timer fra et bid til folk er kommet på hospitalet, men har overlevet pga. den nævnte "behandling".
Slutteligt, fortalte slange-gutten, at slanger selv bestemmer om, og hvor meget, gift de vil pumpe i deres offer, og - ifølge ham - vil de i mange tilfælde ikke sprøjte gift hvis det er et selvforsvars-bid (f.eks. et menneske der er ved at træde på dem), da det jo ikke drejer sig om at nedlægge et bytte.
Alt dette fortalte han mens han stod og viftede med en giftslange!

Senere var han ude blandt publikum med en kvælerslange (om hvilken har fortalte, at den var from som et lam, selvom at man "ville kunne huske smerten af dens bid resten af sine dage, hvis man blev bidt"). Den kunne man så klappe lidt - til min overraskelse ville både Frederik og Gustav røre ved den - og selv Pernille skulle lige mærke hvordan den føles. Jeg kunne heldigvis undskylde mig med at nogen jo skulle tage billederne…..

Dagen blev afsluttet med et "Crocodile Attach Show", hvor en gut gik ind i en indhegning til en saltvandskrokodille og tirrede den med mad. Det lyder jo lidt Hollywood -agtigt, og var det sådan set også, især da vi tidligere havde set krokodillerne fange føde i naturlige omgivelser tidligere på dagen. Men - det var kattengalemig imponerende alligevel! At se - og især høre - en 3,5 meters saltvandskrokodille hamre bisserne sammen i et forsøg på at fange en død høne i en snor er vildt. Jeg har aldrig i mit liv hørt noget lignede! Det lyder, som jeg forestiller mig det vil lyde hvis man forestiller sig to bjælker 25 x 25 cm hårdttræ på hver 3 meters længde der falder oven på hinanden efter et fald på flere meter. Meget højt og meget massivt!
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at et menneske lårben e.lign. var klippet over i et hug!

Efter en lang, varm og spændende dag, kørte vi tilbage til Port Douglas. Inden det blev mørkt var vi oppe at se et udsigtspunkt over byen og bugten. Det lokale Rotary havde opstillet en kompas-sten (troede ellers de sponsorerer plejehjem og sådan noget (?)) der viste retninger og afstande til forskellige steder i verden. København var ikke medtaget (!), men London og Paris og Helsinki (of all places) var der. En gennemsnitsberegning på de tre, viste at der var omkring 13.000 kilometer til København fra Port Douglas. Underligt at tænke på, at vi ville være 13.000 km. fra Port Douglas bare 5 dage senere…

Det var jo min fødselsdag, så vi fandt en rigtig lækker tapas-restaurant. Vi fik 7 forskellige tapas til deling. Maden var eminent, og da den dyreste (australske) champagne kostede 225 DKK for en flaske fik vi champagne til hele måltidet - lidt ødselt muligvis, men meget lækkert og alle pengene værd - mums!

Da jeg gik i seng om aften nåede jeg at sammentælle de steder i verden jeg har fejret mine fødselsdage indtil videre…. London (to gange), Mölle / Sverige, Toronto, Las Vegas, Alperne, San Francisco og nu Queensland, Australien


7. marts - Cairns

Det var skiftedag, og vi fik pakket bilen med vores ting, kørt til lufthavnen i Cairns, afleveret bilen, og fik en taxi til vores hotel for de næste tre dage i Cairns "Cairns Colonial Club Resort (det lyder finere end det er). Da vi ankom til hotellet var det rigtig fint vejr, så vi brugte faktisk den halve dag der var tilbage, med at bade, lege på legeplads og spise på hotellet. Vi fik dog også lige booket en tur til The Great Barrier Reef. Vi forsøgte at booke den billigste tur (med et respektabelt firma) men de havde udsolgt på den tur, så vi blev opgraderet til en tur til "en rigtig ø" med en større båd, men til samme pris - det var lige en besparelse på 1.000 kroner!


8. marts - Cairns

Det var væggeurs-tidligt op og hurtig morgenmad, inden vi tog af sted til havnen. Jeg var jo lidt tændt på, at vi skulle sejle med en kæmpe sejlkatamaran. De satte da også sejl, men ellers kørte begge motorer for fuld damp (og larm) hele vejen ud til revet. Ikke helt hvad jeg havde håbet på, men på den anden side, så tog det over 2 timer at sejle der ud (med ca. 24 km/t) så det havde nok været et kort dyk, hvis det skulle have foregået for sejl alene.

Der er stadig "strong wind warning" for farvandene her (det har der været siden midt i vores sejltur i Whitsunday), så båden rullede noget. Der var flere der talte fortroligt med de små hvide poser der blev uddelt. Pernille følte sig ikke søsyg, men på et tidspunkt var hun blevet meget grå i kuløren, og svedte som en hest (red: Pernille kan normalt ikke svede (sidst jeg så Pernille være våd af sved, var da hun fødste Gustrav)). Hun skulle lige på toilettet, og kom først tilbage efter lang tid. Toiletopholdet havde vist ikke været bekvemt, men hun blev hurtig frisk da hun kom tilbage. Lad mig bare sige det sådan, at da det var spisetid var hun meget sulten, og der var god plads i hele fordøjelsessystemet til maden……

Efter 2½ time kastede båden anker ved Michaelmas Cay, over 40 kilometer fra fastlandet midt i The Great Barrier Reef. Vi lå nu midt i uvirkeligt blåt vand, omgivet af vand på alle sider, uden at kunne se fastlandet, og havde en lille kridhvid tropeø foran os.
Vi var klar over, at det ikke ville være realistisk med rigtige dykninger med iltflasker, når vi var afsted alle fire, så vores ambitionsniveau var at få snorklet. Fra båden sejlede en mindre tender os til stranden på Michaelmas Cay. Herfra var det bare at få gearet på (inkl. de obligatoriske stinger suits) og svømme 10 meter ud, så var man over koralerne. Jeg ville gerne kunne berette om 25 meters sigtbarhed i vandet, men vinden og de foregående mange dages regn gjorde, at sigtet desværre var rimeligt begrænset. Det ændrede dog ikke på, at det var imponerende at se på koralerne og fiskene.

Frederik var lidt tøvende med at komme ud, men da han kom i gang, svømmede han med svømmefødder, snorkel og maske som om han aldrig havde lavet andet! Han sagde selv "jeg viste slet ikke det var så spændende". Gustav fik vinger og en redningsvest på, og så lå han og skvulpede i brændingen, og grinte hver gang en bølge skubbede ham tættere på stranden.

Vi var tilbage på båden til frokost, og valgte efter frokost, at snorkle mere, i stedet for, at tage en tur i den semi submersible "undervandsbåd" som var en del af pakken. Det var et godt valg, for det var i mellemtiden blevet lavvandet, og koralerne var nu meget tættere på overfalden, hvilket betød dels, at vi var tættere på dem (i mange tilfælde sådan, at vi skulle huske at strække benene for at ikke ramme med knæene) og dels, at lyset havde kortere vej til koralerne. Det var en helt anderledes oplevelse, for der var så meget mere liv, at se på. Jeg så mange meget flotte fisk, i alle størrelser og farver, også nogle flotte nogen der havde alle regnbuens farver over kroppen og f.eks. en lille stime af flotte ekstremt blå fisk med gule finner. Vi havde købt en engangsundervandskamera, så nu er jeg spændt på om de billeder bliver til noget…. tænk sig, men skal ned to fotohandleren med filmen, betale en masse penge, vente flere dage, og så får man bare nogle stykker papir retur. Det er sgu da gammeldags!

Da vi var tilbage i Cairns spiste vi aftensmad inden vi tog tilbage til hotellet. Vi har jo de sidste to måneder primært lavet mad selv i camperen, og div. lejligheder. De sidste tre dage i Cairns, er vi nød til at spise ude. Det er påfaldende så stor forskel der er på at lede efter en restaurant fordi "nu er det spise tid" og det er den eneste måde at få aftensmad på, i forhold til engang i mellem at vælge ikke at spise hjemme fordi vi har lyst til at spise ude og/eller har fundet en lækker restaurant.

Var tilbage på hotellet til ungernes sengetid, og nu sidder jeg her og skriver blog. Ved ikke hvad vi skal i morgen - det er den sidste hele dag vi har i Australien, inden det går hjem af!

Det er godt nok mærkeligt, at om mindre end tre dage, er vi hjemme! Det bliver naturligvis dejligt, at komme hjem til vante omgivelse, se familie og venner og kunne sove i sin egen seng og alt det der. Men der er mærkeligt, at tænke på, at efter nogle få dage hjemme, så er det sgu bare helt almindelig hverdag igen, der ligner sig selv fuldstændig, og hvor det ikke spiller nogen rolle at man har været af sted og haft en fantastik kapitel i livet.

Dan Turell - Vangedes stolte bysbarn, og eneste claim-to-fame - har skrevet et digt der hedder "jeg holder af dagligdagen". Det handler om, at være glad for de daglige gøremål og de små ting i livet. Jeg har stor sympati for teksten, og kan sagtens se det rigtige i at kunne glæde sig over de små ting i den daglige rutine og repetition. Jeg ved også godt, at selv det mest spændende bliver dagligdag på et tidspunkt. Men, jeg kan bare ikke forlige mig med den alligevel.

Det er sgu da ikke dagligdagen, der får én til at fylde lungerne med ren klar luft. Det er da ikke dagligdagen, der giver næring til at turde drømme større. Det er da ikke dagligdagen, der fører til, at man møder mennesker og kulturer der gør ting anderledes end alle andre omkring en. Det er da ikke i dagligdagen, man opdager, man har en krop og en fysik der ikke bare en æske der holder hovedet højest når man står eller sidder. Det er da ikke dagligdagen, der gør at man pludseligt hører lyde fra naturen man aldrig har hørt før. Det er da ikke dagligdagen, der gør at man savner dem der virkelig betyder noget, fordi de er langt væk. Det er da ikke dagligdagen der gør, at man momentvist føler, at hvis man døde i dette øjeblik, så ville man alligevel have levet et helt liv.

Vores orlov har været fantastisk - vi har set så meget, og oplevet så meget, mødt spændende og søde mennesker fra hele verden, været så meget sammen, så tæt på hinanden, så intenst tilstede i drengenes liv og oplevelser - at det vil være et kapitel i vores liv som vil fylde meget når det en gang bliver tid at gøre det store regnskab op.

Alt hvad vi har oplevet fra flyveren lettede fra Kastrup til den lander der igen (d. 11. marts kl. 09:50 med BA812 fra London) har været fantastik og har givet os utroligt meget. Men måske ligger den største værdi af vores orlov endnu foran os. Måske består den i, at tage nogle doser anti-dagligdag med hjem, og drysse dem ud over, ja netop, dagligdagen, for så at se hvad der så sker med livet.

Jeg glæder mig til at se jer alle. Tak fordi du har haft lyst at følge med i vores rejse, og for tanker, beskeder, sms'er og emails de sidste 11 uger.

KH Peter

Sejlads i Whitsunday Islands og op ad kysten til Port Douglas

23. februar til 5. marts: Sejlads i Whitsunday Islands og biltur op ad kysten til Port Douglas, Queenland, Australien


23. februar - Shute Harbour

Som Pernille har skrevet, så hentede vi 'vores' båd den 23. februar i Shute Harbour. Vi har lejet en 36 fods Bavaria fra (vistnok) 2001.

Officielt er det lavsæson for bådleje, så jeg fik mig forhandlet til Bavaria'en til samme pris som en 28 fods Catalina - vist et meget godt tilbud! Båden er ganske fin, der er ikke så slidt som man kunne frygte af en så gammel båd, der sejler året rundt. Skal man finde noget, så lugter den ene agterkahyt muggent, men den bruger vi heller ikke (da båden har 6 køjepladser)


24. februar - Nara Inlet

Om morgenen kom en af udlejerens mænd og gav os en grundig gennemgang af båden - mens en anden af deres mænd lavede "makulatoren" i toilettet som var gået i stykker aftenen før. Gennemgangen af båden var virkelig grundig, og indbefattede også en briefing om Whitsundays, med anvisning af gode ankerpladser o.lign. De starter med at høre hvor meget erfaring man har - da det faktisk er muligt at "komme ind fra gaden" uden sejlererfaring overhovedet og leje en båd. Jeg fortalte, at vi sagtens kan sejle båden, men fortalte også, at vi var temmelig grønne mht. ankring, VHF og "strømstyring".

Vi fik en grundig gennemgang af det, og slutteligt sejlede vores 'underviser' med ud i bugten og lavede en ankring med os, ligesom vi lavede et prøveopkald på VHF'en. Da vi var kommet fri af bunden i bugten, satte vi sejl og sejlede af sted - vores underviser hoppede i jollen og sejlede tilbage - og vi var af sted!

JA SGU!
Her var vi, i let vind, på tyrkisblåt vand blandt grønne klippeøer, i "vores egen båd" med 7 nætter foran os! Det var fuldstændig euforiserende - dels fordi det er fantastisk (jvf. beskrivelse), og fordi det fand'me giver selvrespekt at udleve ens vildeste drømme!

Vi sejlede ca. tre timer til Nara Inlet, som er en fuldstændig beskyttet bugt (nærmest en lille fjord) to sømil (det er 3,5 km.) langt, indelukket mellem 200 meter høje klipper. Vi ankrede på 6 meter vand, og da motoren blev slukket var det helt stille! Der var knapt vind til at kruse overfladen, og der var ikke andre lyde end junglelydene fra skovene rundt om os. Det var sol og varmt, men bibelen (i dette tilfælde "100 Magic Miles of the Great Barrier Reef the Whitsunday Islands" af David Colfelt) beskrev, at Nara Inlet er yngleplads for hammerhajer og derfor "maybe not the best place to go swimming in the Whitsundays"….. Sådan en melding, er sgu lige hård nok i ørerne på en knægt fra Silkeborgsøerne. Vi sejlede en tur i jollen i stedet og gik i land på en lille strand!

Aftensmaden tilberedte vi på bådens BBQ - det er faktisk ikke muligt at leje en båd i Australien uden fastmonteret BBQ!!!. Da mørket sænkede sig - og det gør den hurtigt mellem 20. og 21. breddegrad - tændtes et stjernehav over os. Det er helt vildt så mange stjerner man kan se når der ikke er noget lys i nærheden (bortset fra fire - fem ankerlys). Efterhånden døde også lydene fra "junglen" ud, og der var stille - helt stille - helt vildt stille! For pokker hvor var det dejligt. Vi sad i cockpittet i underbukser i 26 graders varme og sagde ingenting. OK du kender os jo, så helt stille var vi nok ikke, men det var i hvert fald fascinerende! Vi sluttede aftnen af med et kølende brusebad på den lille 'agter-terasse'/badeplatform.


25. februar - Hamilton Island

Vi vågnede til vækkeuret kl. 07:45. Der er nemlig radiokontakt mellem udlejer og alle bådene hver dag kl. 8 og kl. 16, da udlejer har en juridisk forpligtelse til at iværksætte en eftersøgning hvis de ikke har hørt fra os tre gange i træk! Denne morgen lovede vejrudsigten frisk vind, men tiltagende over natten. Vi sejlede derfor til Hamilton Island, der er en af de få havne i området.

På Hamilton Island er der en lufthavn, og et stort ressort samt en masse velhavende australieres weekend- og ferieboliger. Vi så faktisk en udsigtsgrund til salg til $2 mio (9 mio DKK) - bare for grunden!

Bor man i marinaen, er der fri afbenyttelse af alle øens faciliteter, herunder resortets kæmpe pools. Det benyttede vi os af! Vi var hurtigt i poolen og legede længe der. Da vi gik i seng havde vi endnu ikke set noget til uvejret, og faktisk lå vi i næsten vindstille hele natten og svedte som svin.


26. februar - Hamilton Island

Vi var lidt sene til at komme i gang, og pludseligt var dagen godt i gang uden at vi havde lagt sejlplaner. Vi besluttede derfor at blive en dag mere. Vi dasede og var i poolen. Har vist skrevet det før, men drengene er helt vilde med at være i vandet. Frederik bruger svømmevinger endnu, men er ligeså ofte uden vinger (hvor han kan bunde) og dykker rundt med sine svømmebriller. I dag fik han mindst en time til at gå med at dykke efter en nød han kastede rundt med.

På Hamilton Island er der ingen "almindelige biler", faktisk kun gratis-busserne og nogle enkelte servicebiler. Derimod er der buggies (golfbiler kaldes de vist på dansk) overalt. Det er virkeligt et "Buggy Wonderland" (hæ, hæ). Vi lejede en buggy om eftermiddagen, og drønede rundt og så det meste af øen. Vi kom godt op i højden, og havde en fantastisk udsigt over Whitsunday Islands. Vi checkede også lige Fizalan Strait som vi skulle i gennem dagen efter.


27. februar - Cid Harbour

På østsiden af Whitsunday Island ligger Whitehaven Beach. Den går for at være en af verdens fem smukkeste strande (find billeder på google images eller google earth eller Wikipedia), og den havde vi naturligvis på to-do listen. Vinden var godt nok i det forkerte hjørne (dvs. SØ), men det var ved at være tid at nå der ud, hvis vi skulle kunne nå tilbage igen med plads til et par dage med forkert vind.

Vi stak derfor ud gennem Fizalan Passage, som ellers går for at være et af de mere barske steder i Whitsunday i sydøstlig vind. Passagen tog vi i stiv arm (omend for motor) og overhalede da også en anden "turistsejler" som os selv på vejen ud. Vel igennem passagen ramte vi bølgerne der havde rullet de ca. 40 kilometer fra det ydre rev før de nåede vores lille skib. Udsigten havde lovet op til 2,5 meter bølger i "open waters". Jeg har på fornemmelsen, at vi var nået ud på open water!
Bølgerne var heldigvis lige i stævnen, men båden hoppede op og ned i bølgerne. Hver femte bølge (eller sådan) gav vand over stævnen, men drengene syntes det var sjovt. Frederik sagde det var ligesom at være i rutschebanen i Tivoli, og Gustav sagde det kildede i tissemanden.

Men, pga. bølger, vind og strøm gjorde vi kun 3 - 3,5 knob over grunden (det er ca. 6 km/t), og det betød, at vi skulle holde på for motor i mindst tre, måske tre en halv time. Desuden er der ingen ankerpladser i Whitehaven området, der er specielt egnede til ankring i 20-25 knob (det er 10 til 13 m/sek.) som var udsigten for natten. Det synes vi (voksne) alligevel var for meget, så vi bestemte at vende om. Vi sejlede i stedet til Cid Harbour, som er meget velegnet til ankring i sydøstlig vind. Vi fandt en fin plads i Saw Mill Bay, blev hilst velkommen af en havskildpadde, og droppede ankeret på 7 meter vand.
Vi sejlede ud i jollen, tog nogle lodskud (for at sikre, at der var vand nok, hvis strømmen skulle skubbe båden rundt om ankeret) og sejlede så ind til stranden ved Saw Mill Bay. Desværre havde vi ikke fået kameraet med, på dette tidspunkt hvor solen ellers kom frem på en hovedsagelig blå himmel. Sikkert pga. det glemte kamera, var der naturligvis også utrolig smukt på Saw Mill Bay strand. Og for at gøre det hele værre, så var vi næsten ved at sejle en kæmpestor havskildpadde over på vejen tilbage i jollen - igen uden kamera!

Aftenen blev blæsende og regnfuld, men vi lå virkelig godt beskyttet i bugten.


28. februar - Long Island

Vejrudsigten (som vi fik morgen og aften under radiokontakten) blev mere og mere blæsende fra SØ retning. Vi korresponderede vores planer med Whitsunday Rent a Yacht (udlejeren) og de frarådede at sejle på østsiden af øerne (som er nødvendigt for at komme til Whitehaven), og vi måtte desværre indstille os på, at vi ikke ville få en af verdens smukkeste strande at se………. (og det er jo ikke lige fordi vi kommer forbi igen i næste uge, vel?)

Vejrudsigten for den kommende nat lovede over 25 knob (13 m/sek.) fra SØ, så vi sejlede i stedet til Happy Bay på Long Island. Der ligger et ressort og man kan (mod betaling naturligvis) fortøje til en af deres bøjer lidt fra stranden. Det gjorde vi, og sejlede med jollen ind til stranden.
Lad mig bare slå fast (hvis ikke det allerede står lysende klart), at efter en hel dag på vandet for sejl, så er det altså ret nice, at fortøje sit skib til en bøje, hoppe i jollen og sejle ind mod en hvid sandstrand med palmer i eftermiddagslyset…

Vi badede og så lidt på den nordlige del af øen. På Long Island så vi nogle fugle vi ikke havde set tidligere. De så virkelig dumme ud. Ifølge en guide vi talte med, så er deres forsvarsmekanisme at stå helt stille hvis de bliver opdagede. Dvs. når man så en af dem, så fryser de helt, og står uden at bevæge sig. Kommer man endnu tættere på hvæser de som en kat! Vi så også et par Wallabies (det er den lille kænguruart) og en af den havde en unge. Den var virkelig lille! Den var ikke større end et egern (om end med større ben) men hoppede alligevel rundt som en voksen kænguru. Den havde helt sikker en meget høj nuttetheds-score hos børn og kvinder i vores familie!


29. februar - Hamilton Island

Vi havde fået besked at Gry og Peter (vores "gamle" venner fra Byron Bay og Surfers Paradise) sjovt nok var nået til Airlie Beach, der er en af hovedhavnene til Whitsunday Islands. Vi havde tidligere på ugen sms'et og aftalt, at vi ville komme til Airlie den sidste dag og hente dem, så de kunne sejle med os tilbage til Shute Harbour. På nuværende tidspunkt var vejrmeldingen "Strong Wind Warning", dvs. 20-25 knob SØ og 2 til 2,5 meter bølger, tiltagende til 25-33 SØ knob og 3 meter bølger (i åbent vand). Vi afskrev derfor Airlie Beach, da den ville give kedelig sejlads tilbage til Shute. I stedet aftalte vi at mødes på Hamilton Island, hvortil der går hurtigbåde hver time fra fastlandet.

Vores mål var derfor Gulnara Inlet, som er godt beskyttet for vind fra alle retninger, og som kun ligger en god halv time fra Hamilton, som vi så kunne sejle til om morgenen den 1. marts og møde Gry og Peter.

Det passede at vi nåede Gulnara Inlet ved laveste tidevand. Vi gjorde alt rigtigt ifht. vejledningen, men da vi til på et tidspunkt under indsejlingen kun havde 0,5 meter vand under kølen, en kuling i ryggen, koralrev på begge sider og et (sø)kort hvor der ikke van angivet lg. / br. positioner på revene, fik jeg sgu kolde fødder. Det stod godt nok i sejlbeskrivelsen, at der ville være lavvandet inden man kom ind i tragten, og dybere vand derefter, men jeg valgte alligevel at vende om. Det er muligt at vi havde kunne gå igennem, og selvom det var møg-ærgerligt at gå glip af en stille 'fjord' til ankring, så valgte jeg altså at stoppe på det tidspunkt hvor jeg følte, at det ville være held der skulle få os sikkert i gennem, og ikke længere vores evner som sejlere / navigatører.

Vi vendte om, og lå lidt for motor og drøftede de øvrige muligheder. Pga. den kraftige vind, var der kun to egnede ankerpladser vi kunne nå, og begge havde vi allerede tidligere været på (Cid og Long Island). De lå begge to den forkerte vej ifht. vores aftale på Hamiltong, så slutteligt sejlede vi til Hamilton for natten.

Hamilton er egentlig et dejligt sted, men vi havde jo allerede været der to nætter, så det var ikke helt efter planen. Men, vi fik det bedste ud af det - tilbragte timer i poolen, og da det blev spisetid, søgte vi ned til havnen hvor der løber en vej med mange små hyggelige butikker og restauranter. Der spiste vi aftensmad på græsplænen foran havnen mens solen gik ned, og aftenen sænkede sig. Natten var varm og fugtig, så vi sov med alle vinduer åbne (det gjorde vi sådan set hver nat), men der kom også de vildeste byger med jævne mellemrum. Derfor bestod nattesøvnen af 1) søvn, 2) vågne ved regn i hovedet, 3) skynde sig op og lukke alle vinduer inkl. dem i den anden ende af båden hvor drengene sov, 4) tilbage i seng og falde i søvn, 5) vågne badet i sved med lagnet klæbende til kroppen, 6) åbne alle vinduer, 7) falde i søvn, 8) tilbage til pkt. 1….


1. marts - Shute Harbour

Næste dag kom Gry og Peter med færgen og så sig lidt om på øen, mens vi gjorde klar til afgang. Vejrmelding var på dette tidspunkt 20-25 knob vind, tiltagende til 25-33 knob (dvs. op til 17 m/sek. (mig bekendt hedder det stormende kuling når vinden når 20 m/sek. (?)) med vindstød optil 40% højere og over tre meter bølger i åbent vand og tiltagende regn. Vi sejlede mod nordvest for at få en hyggelig sejlads (så hyggelig som det nu er muligt under de forhold). På vejen mellem Henning Island og North Molle Island nåede vi en fart på 8,5 knob for forsejl alene og med en gummibåd på slæb!

Vi forsøgte at finde en ankerplads til frokost, men de to muligheder der kunne være jvf. kortet, var begge for ubeskyttede ifht. vinden, og da jeg kaldte udlejeren i Shute Harbour for at høre om vinden der, sagde de "at de hellere ville se os derinde, end at vi skulle bruge mere tid på vandet" da vinden var tiltagende. Vi ankom til Shute omkring kl. 14.30, og blev fortøjret til en bøje. Det var lidt tomt, for så var det jo slut med sejladsen, eftersom vi skulle aflevere båden næste formiddag.

Vi havde en hyggelig aften med Gry og Peter, og grillede på bådens BBQ. Vi havde lovet, at give dem en smag af sejlads i Whitsunday, og dagens sejlads var da også fin (om end noget rullende og til tider noget våd). Skulle de have haft en positiv indtil da, så har aftenen ellers gjort sit for at ændre den oplevelse! Omkring solnedgang (og det er 18.30 på disse breddegrader) tog vinden yderligere til. Vores plads var relativt udsat for bølger og strøm, og båden lå pokkers uroligt. Det er jo til at holde ud, når man kan være i cockpitet og se land, men de vildeste regnbyger gjorde det umuligt at opholde sig der! Dvs. vi sad seks mennesker nede i båden og spiste aftensmad for lukkede vinduer i en meget urolig båd mens vinden hylede i riggen. Hæ, hæ, det er sådan noget der giver hård på brystet.

Omkring 22:30 sejlede jeg Gry og Peter i land med gummibåden. Vi fandt et tidspunkt hvor en byge lige var drevet over, og turen indtil havne var da også rimelig udramatisk (bortset fra et fortøjringsreb der lige ville sige goddag til påhængsmotoren). Turen tilbage til båden var også uden problemer, bortset fra tanker om hvad der kunne ske hvis jeg faldt i vandet (den største risiko er i en bugt på fastlandet som Shute Harbour er box-jellyfish (brandmænd) hvis gift kan slå en voksen mand ihjel på tre minutter). Da jeg kom tilbage på båden (hvor Pernille ventede ængsteligt) gik der højest 5 minutter til der kom endnu en regnbyge. Denne var vildere end de andre og vinden var virkelig hård. Havde jeg ramt den byge i gummibåden, er jeg sikker på at jeg havde været nød til at vende om, for ikke at risikere at vinden havde løftet forenden af gummibåden og blæst mig og båden omkuld.

Båden har ingen vindmåler, men jeg er ikke i tvivl om at vi har haft de 33 knob passerende i løbet af natten. Vi sov nu nogenlunde, selvom båden virkelig teede sig og var meget urolig.


2. marts - Airlie

Næste morgen skulle vi gøre båden klar til aflevering, og da var strømmen i modsat retning af vinden, og da blev bådens bevægelser helt umedgørlige. Jeg må indrømme, at jeg, efter et par timers rengøring og pakning nede i båden, var lidt urolig i maven og i hvert fald ikke lige stod og havde lyst til varm mad…

Vi afleverede sørgmodigt båden (selvom det hjalp lidt, at det var et virkeligt blæsende møgvejr) og tog en taxa til Airlie hvor vi skulle hente vores udlejningsbil. Vi blev hurtigt landkrapper igen, og hyggede os med pandekager og café-kaffe.

Planen er nu, at tage nordpå i vores udlejningsbil, indtil den skal afleveres i Cairns den 7. marts. Vi har jo oplevet hvordan alle campingpladser har fine hytter (cabins og bungalows), så vi var ikke bekymrede for at finde overnatning uden at have en camper. Gry og Peter havde fixet den første overnatning for os på "deres" campingplads i Airlie. Vi betalte $100 for den første nat (efterfølgende havde koste 80), og fik en en-suite hytte på vel ca. 25 kvm. med en dobbeltseng, en treetagers køjeseng, stue, tv, køkken (dog uden opvaskemaskine) og toilet med brusekabine. Det er altså noget af et alternativ til en camper på 6 kvm!.

Campingpladsen havde en kæmpe pool med to vandrutschebaner. Vi var tre drenge der brugte nogle timer på dem! Frederik og jeg kappedes om at gøre det mest vildt (Frederik vandt, for han kan sidde i Gustavs badering og få vildt meget fart på) og (måske) inspireret af det insisterede Gustav på at køre selv igennem rutschebanen uden at jeg sad bag ham. Faktisk ville han til sidst slet ikke gribes når han kom ned i vandet! Han susede bare ned i vandet, og pga. svømmevinger og badering skød han op som en korkprop med et kæmpe smil i ansigtet.


3. marts - Townsville

Næste morgen måtte vi hellere se at få nogle kilometer ud af de penge vi betalte for vores udlejningsbil. Vi har fået en Toyota Aurion (tror nok den er produceret i Australien, har i hvert fald ikke set den i DK). Det er sgu en ganske udmærket cruiser!. V6'er, sekstrin automatgear og cruise-control er lige noget man kan bruge i vores situation. En verden til forskel fra at køre Mercedes Sprinter med en camper på ryggen!.

Vi kørte en ca. 350 km. til Townsville, kun afbrudt et par stop. Det første stop var fordi vi der bredte sig en citronagtig duft i hele bilen af tiltagende styrke. Det viste sig, at vi havde en utæt pletfjerner i bagagen.

Vi ankom til Townsville og kørte igennem den. 14 km. nord for byen havde vi udset os en campingplads. Vi checkede ind, og tog en dukkert i deres badekar-store pool. Vores cabin var kedelig, campingpladsen var kedelig, vejret var kedelig, så vi besluttede os for at køre ind til Townsville for at benytte os af, at kunne være mobile selvom vi allerede var checket ind på campingpladsen (i modsætning til dengang vi kørte camper). Sjovt nok var Townsville også kedelig. Tydeligvis havde byen gjort lidt for at se bedre ud (er par legepladser og en gågade) men det ændrer ikke på at den bare var kedelig. En slags Queenslands Herning-by-the-sea blev vi enige om.

Til gengæld fik vi et af turens bedste måltider til aftensmad (selv om restauranten også lignede noget fra Herning), så vi kørte alligevel veltilpasse tilbage til campingpladsen.


4. marts - Port Douglas

Vi kom allerede af sted fra campingpladsen kl. 9, hvilket er all-times hurtigste for vores orlov. Vi kørte mod nord, og ville se Wallamann Falls i nærheden af Ingham. Vandfaldet er på 285 meter frit fald og er det højeste på den sydlige jordkugle. Vi stoppede ved turistkontoret i Ingham for at få et kort op til faldene. Snakken falder på regnen, og da de hører vi er på vej nord på (og har en deadline i Cairns (vores flyver hjem)) blive der pludseligt aktivitet! De venlige mennesker på turistkontoret ringer til deres kolleger i Tully, der oplyser at vejen nordpå i Tully kun er 20 centimer over The Murray River. De anbefaler os at droppe Wallamann Falls og komme videre nordpå i en fart, da regnen sagtens kan lukke vejen i op til tre dage hvis først den stiger over asfalten!

Vi takker for hjælpen (men er skuffede over igen at gå glip af en stor seværdighed på grund af vejret) og giver den gas mod nord. Det tager ca. en time at nå til Tully, og hele vejen ser vi hvordan næsten hvert eneste hus langs vejen er bygget på pæle. Der er ganske rigtigt kun ca. 20 centimer meter fra Murray River op til vejen da vi passerer det lavest liggende sted. Kort efter passerer vi et sted hvor halvdelen af vores vejbane er oversvømmet af opsamlet vand.

Det regner og regner, men vi må alligevel stoppe bilen og ud at tage billeder, da vi kommer til hvad der normalt er en rasteplads. Nu er den fuldstændig oversvømmet af brunt muddervand (se billederne). Det er ret imponerende at se - bare ærgerligt, at det skal regne som ind i fa'en for at man kan opleve det.

Vi passerer Cairns, da vi allerede har booket de tre sidste dage af vores orlov der, og kører mod Port Douglas. Der er ca. 50 km. mellem Cairns og Port Douglas, og efter kort tid bugter vejen sig langs med havet, og i normalt sigtbarhed havde udsigten sikkert været fantastisk. Alt vi kan se, er regndis og vinduesviskerne der pisker henover forruden på hurtigste indstilling.

På den ene side at vejen er der klipper og på den anden er stranden eller yderlige klipper ned til stranden. Det er HELT VILDT så meget vand der kommer ned af klippesiderne! Det er ikke forkert, at vi flere gange må undvige vandfald der løber lige ned på vejen (i vores side af vejen). Det er svært at forklare (og vi tog ingen billeder, da det ville være alt for farligt at stoppe bilen på den smalle vej), men jeg lover, at flere af de vandfald vi så var vand i mindst i en halv meter i diameter der bare fossede ned på vejen. Et enkelt sted holdt en brandbil med udrykningsblink og dirigerer trafikken. Der havde været et "land slide", dvs. jord og resterne af en busk der var væltet ud over halvdelen af vejen, så den kun var farbar i et spor.

Da vi når tættere på Port Douglas, hvor landskabet flader lidt ud, er der flere steder hvor vores side af vejen er helt oversvømmet, og vi må over i modsatte vejbane for at komme uden om. Et enkelt sted er der faktisk vand hele vejen over vejen, men heldigvis kun et par centimeter.

Vi ankommer endeligt til Port Douglas, og kører ind på campingpladsen. Jeg ser på campinghytterne, hvor der er 10 centimer fra vandet og op til dørtrinnet! Campingmutter forsikrer mig dog, at vandet er aftagende…. ellers tak mutter!

Vi kører lidt rundt op leder efter overnatningssteder. Vi får lidt priser (billigste er $185 for én nat) og tager lige et stykke kage på en café for at samle vores tanker. Vi overvejer at køre tilbage til Cairns (for hvad nu hvis vi bliver fanget i Port Douglas?), men beslutter alligevel at blive. Vi kører tilbage til et af lejlighedshotellerne hvor jeg syntes damen i receptionen var til at forhandle med. Vi prutter lidt ("I like a man who can bargain" siger hun sgu!) og så har vi fået tre nætter for $300 i alt - for en toværelses lejlighed med aircon, balkon, opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler!


5. marts - Port Douglas

Pernille smutter ud nogle timer om formiddagen - hun har vist nogle indkøb der skal klares inden det bliver den sjette marts…..

Vi andre hygger os indendørs (man kan heller ikke andet, når det bare regner, regner og regner). Efter frokost går i op i byen og bestiller en dykker- (well, snorkel-) tur til Great Barrier Reef til den sjette. Ellers kikker vi lidt op byen, som er en hyggelig lille by, med en charmerende blanding af turisme og fastboende. Stemningen er afslappet, og man føler ikke at alt er til for turisterne. Vi drikker eftermiddagskaffe på en café der hedder Re:hab - og får en længere snak med indehaveren der er svensker (man bliver jo lidt mistænkelig når caféen sælger Lisa Nilsson CD'er!)

Tilbage i lejligheden mens vi laver aftensmad ringer telefonen. Det er firmaet der skal tage os med på tur til Great Barrier Reef i morgen. De beklager, men turen er aflyst på grund af vejret (for meget vind). Her sidder vi så igen og har mistet chancen for at opleve en af verdens mest fantastiske naturfænomener på grund af vejret…..

Nu er klokken næsten midnat, og jeg må hellere komme i seng - for mon ikke jeg bliver vækket i morgen med sang og flag !?!?

Det er holdt op med at regne!
KH Peter