6. marts til afrejse

6. MARTS TIL AFREJSE
Bemærk: der er ogås kommet nye billeder (link til højre som sædvanligt)


6. marts - Port Douglas

Som skrevet sidst, var dagens tur til revet aflyst, men så var der heldigvis mere tid til af spise morgenmad mm. Jeg sov som en sten da jeg blev vækket 8:20 af drengene og Pernille med fødselsdagssang. Det er jo en dejlig måde at vågne på og en god start på dagen!

Jeg fik fine gaver og et fint morgenbord med en vandmelon pyntet med tallene 8 og 3 som stearinlys - jeg fik dog hurtigt drejet melonen så der stod 38 og ikke 83 når jeg læste tallene fra min side af bordet.

Til trods for den aflyste rev-tur, så var det faktisk rigtig fint vejr den sjette marts (ikke overraskende (?)). Vi kørte sydpå langs med kysten, den samme vej som vi havde kørt nordpå i regn og oversvømmelser et par dage tidligere. I solskin var vejen og udsigten faktisk meget smuk, men de inderste 50 meter af brændingen var fuldstændig mudderfarvet på grund af al den jord der var vasket ud under de voldsomme regnvejr dagene i forvejen.

Vi tilbragte dagen i Hartley's Crocodile Adventure ca. midt i mellem Port Douglas og Cairns. Vi var på bådtur på en krokodillesø hvor det lykkedes at kalde en krokodille frem med lidt lækkerier (hønsehoveder). Meget imponerende at se hvordan krokodillen sprang frem ud af ingenting og fangede sit bytte og skræmmende at se hvor langt op af vandet den kan springe!
På stedet har de også en kommerciel krokodillefarm, hvor de opdrætter krokodiller primært for skindet. Meget imponerende at se 100 små 70-cm. krokodiller sammen i ét bassin. Finurligt at lære, at det er temperaturen i krokodille-reden der bestemmer om ungerne bliver hunner eller hanner.

Stedet havde også en del andre australske dyr (det lader til, at der er Koala-minizoos i hver anden by). Der var en gut, det fortalte om slangerne - som jeg jo har brugt en del energi på at være bange for. Fakta er, at 11 af verdens 15 giftigste slager lever i Australien (som skrevet tidligere), men "kun" 300 mennesker bliver bidt af giftslanger hvert år, og kun 1,8 af dem dør! Sagen er den, at ingen af de australske slangers gift dræber muskulaturen (i modsætning til f.eks. de sydamerikanske slanger, hvor amputationer er reglen hvis man overlever et bid). Giften fra australske slanger transporteres rundt i kroppen primært i lymfesystemet. Det betyder, at bliver man bidt, kan man forsinke effekten (der primært rammer hjerte og lungefunktion) ved at binde et stramt gaze-kompres på den kropsdel der er bidt (typisk arm eller ben) og samtidig låse armen eller benet ved at binde eller gaze en kæp, et kosteskaft eller lign. til armen / benet - og så ellers se at komme på hospitalet hvor de har modgift (og respiratorer). Der er eksempler på at der er gået op til 24 timer fra et bid til folk er kommet på hospitalet, men har overlevet pga. den nævnte "behandling".
Slutteligt, fortalte slange-gutten, at slanger selv bestemmer om, og hvor meget, gift de vil pumpe i deres offer, og - ifølge ham - vil de i mange tilfælde ikke sprøjte gift hvis det er et selvforsvars-bid (f.eks. et menneske der er ved at træde på dem), da det jo ikke drejer sig om at nedlægge et bytte.
Alt dette fortalte han mens han stod og viftede med en giftslange!

Senere var han ude blandt publikum med en kvælerslange (om hvilken har fortalte, at den var from som et lam, selvom at man "ville kunne huske smerten af dens bid resten af sine dage, hvis man blev bidt"). Den kunne man så klappe lidt - til min overraskelse ville både Frederik og Gustav røre ved den - og selv Pernille skulle lige mærke hvordan den føles. Jeg kunne heldigvis undskylde mig med at nogen jo skulle tage billederne…..

Dagen blev afsluttet med et "Crocodile Attach Show", hvor en gut gik ind i en indhegning til en saltvandskrokodille og tirrede den med mad. Det lyder jo lidt Hollywood -agtigt, og var det sådan set også, især da vi tidligere havde set krokodillerne fange føde i naturlige omgivelser tidligere på dagen. Men - det var kattengalemig imponerende alligevel! At se - og især høre - en 3,5 meters saltvandskrokodille hamre bisserne sammen i et forsøg på at fange en død høne i en snor er vildt. Jeg har aldrig i mit liv hørt noget lignede! Det lyder, som jeg forestiller mig det vil lyde hvis man forestiller sig to bjælker 25 x 25 cm hårdttræ på hver 3 meters længde der falder oven på hinanden efter et fald på flere meter. Meget højt og meget massivt!
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at et menneske lårben e.lign. var klippet over i et hug!

Efter en lang, varm og spændende dag, kørte vi tilbage til Port Douglas. Inden det blev mørkt var vi oppe at se et udsigtspunkt over byen og bugten. Det lokale Rotary havde opstillet en kompas-sten (troede ellers de sponsorerer plejehjem og sådan noget (?)) der viste retninger og afstande til forskellige steder i verden. København var ikke medtaget (!), men London og Paris og Helsinki (of all places) var der. En gennemsnitsberegning på de tre, viste at der var omkring 13.000 kilometer til København fra Port Douglas. Underligt at tænke på, at vi ville være 13.000 km. fra Port Douglas bare 5 dage senere…

Det var jo min fødselsdag, så vi fandt en rigtig lækker tapas-restaurant. Vi fik 7 forskellige tapas til deling. Maden var eminent, og da den dyreste (australske) champagne kostede 225 DKK for en flaske fik vi champagne til hele måltidet - lidt ødselt muligvis, men meget lækkert og alle pengene værd - mums!

Da jeg gik i seng om aften nåede jeg at sammentælle de steder i verden jeg har fejret mine fødselsdage indtil videre…. London (to gange), Mölle / Sverige, Toronto, Las Vegas, Alperne, San Francisco og nu Queensland, Australien


7. marts - Cairns

Det var skiftedag, og vi fik pakket bilen med vores ting, kørt til lufthavnen i Cairns, afleveret bilen, og fik en taxi til vores hotel for de næste tre dage i Cairns "Cairns Colonial Club Resort (det lyder finere end det er). Da vi ankom til hotellet var det rigtig fint vejr, så vi brugte faktisk den halve dag der var tilbage, med at bade, lege på legeplads og spise på hotellet. Vi fik dog også lige booket en tur til The Great Barrier Reef. Vi forsøgte at booke den billigste tur (med et respektabelt firma) men de havde udsolgt på den tur, så vi blev opgraderet til en tur til "en rigtig ø" med en større båd, men til samme pris - det var lige en besparelse på 1.000 kroner!


8. marts - Cairns

Det var væggeurs-tidligt op og hurtig morgenmad, inden vi tog af sted til havnen. Jeg var jo lidt tændt på, at vi skulle sejle med en kæmpe sejlkatamaran. De satte da også sejl, men ellers kørte begge motorer for fuld damp (og larm) hele vejen ud til revet. Ikke helt hvad jeg havde håbet på, men på den anden side, så tog det over 2 timer at sejle der ud (med ca. 24 km/t) så det havde nok været et kort dyk, hvis det skulle have foregået for sejl alene.

Der er stadig "strong wind warning" for farvandene her (det har der været siden midt i vores sejltur i Whitsunday), så båden rullede noget. Der var flere der talte fortroligt med de små hvide poser der blev uddelt. Pernille følte sig ikke søsyg, men på et tidspunkt var hun blevet meget grå i kuløren, og svedte som en hest (red: Pernille kan normalt ikke svede (sidst jeg så Pernille være våd af sved, var da hun fødste Gustrav)). Hun skulle lige på toilettet, og kom først tilbage efter lang tid. Toiletopholdet havde vist ikke været bekvemt, men hun blev hurtig frisk da hun kom tilbage. Lad mig bare sige det sådan, at da det var spisetid var hun meget sulten, og der var god plads i hele fordøjelsessystemet til maden……

Efter 2½ time kastede båden anker ved Michaelmas Cay, over 40 kilometer fra fastlandet midt i The Great Barrier Reef. Vi lå nu midt i uvirkeligt blåt vand, omgivet af vand på alle sider, uden at kunne se fastlandet, og havde en lille kridhvid tropeø foran os.
Vi var klar over, at det ikke ville være realistisk med rigtige dykninger med iltflasker, når vi var afsted alle fire, så vores ambitionsniveau var at få snorklet. Fra båden sejlede en mindre tender os til stranden på Michaelmas Cay. Herfra var det bare at få gearet på (inkl. de obligatoriske stinger suits) og svømme 10 meter ud, så var man over koralerne. Jeg ville gerne kunne berette om 25 meters sigtbarhed i vandet, men vinden og de foregående mange dages regn gjorde, at sigtet desværre var rimeligt begrænset. Det ændrede dog ikke på, at det var imponerende at se på koralerne og fiskene.

Frederik var lidt tøvende med at komme ud, men da han kom i gang, svømmede han med svømmefødder, snorkel og maske som om han aldrig havde lavet andet! Han sagde selv "jeg viste slet ikke det var så spændende". Gustav fik vinger og en redningsvest på, og så lå han og skvulpede i brændingen, og grinte hver gang en bølge skubbede ham tættere på stranden.

Vi var tilbage på båden til frokost, og valgte efter frokost, at snorkle mere, i stedet for, at tage en tur i den semi submersible "undervandsbåd" som var en del af pakken. Det var et godt valg, for det var i mellemtiden blevet lavvandet, og koralerne var nu meget tættere på overfalden, hvilket betød dels, at vi var tættere på dem (i mange tilfælde sådan, at vi skulle huske at strække benene for at ikke ramme med knæene) og dels, at lyset havde kortere vej til koralerne. Det var en helt anderledes oplevelse, for der var så meget mere liv, at se på. Jeg så mange meget flotte fisk, i alle størrelser og farver, også nogle flotte nogen der havde alle regnbuens farver over kroppen og f.eks. en lille stime af flotte ekstremt blå fisk med gule finner. Vi havde købt en engangsundervandskamera, så nu er jeg spændt på om de billeder bliver til noget…. tænk sig, men skal ned to fotohandleren med filmen, betale en masse penge, vente flere dage, og så får man bare nogle stykker papir retur. Det er sgu da gammeldags!

Da vi var tilbage i Cairns spiste vi aftensmad inden vi tog tilbage til hotellet. Vi har jo de sidste to måneder primært lavet mad selv i camperen, og div. lejligheder. De sidste tre dage i Cairns, er vi nød til at spise ude. Det er påfaldende så stor forskel der er på at lede efter en restaurant fordi "nu er det spise tid" og det er den eneste måde at få aftensmad på, i forhold til engang i mellem at vælge ikke at spise hjemme fordi vi har lyst til at spise ude og/eller har fundet en lækker restaurant.

Var tilbage på hotellet til ungernes sengetid, og nu sidder jeg her og skriver blog. Ved ikke hvad vi skal i morgen - det er den sidste hele dag vi har i Australien, inden det går hjem af!

Det er godt nok mærkeligt, at om mindre end tre dage, er vi hjemme! Det bliver naturligvis dejligt, at komme hjem til vante omgivelse, se familie og venner og kunne sove i sin egen seng og alt det der. Men der er mærkeligt, at tænke på, at efter nogle få dage hjemme, så er det sgu bare helt almindelig hverdag igen, der ligner sig selv fuldstændig, og hvor det ikke spiller nogen rolle at man har været af sted og haft en fantastik kapitel i livet.

Dan Turell - Vangedes stolte bysbarn, og eneste claim-to-fame - har skrevet et digt der hedder "jeg holder af dagligdagen". Det handler om, at være glad for de daglige gøremål og de små ting i livet. Jeg har stor sympati for teksten, og kan sagtens se det rigtige i at kunne glæde sig over de små ting i den daglige rutine og repetition. Jeg ved også godt, at selv det mest spændende bliver dagligdag på et tidspunkt. Men, jeg kan bare ikke forlige mig med den alligevel.

Det er sgu da ikke dagligdagen, der får én til at fylde lungerne med ren klar luft. Det er da ikke dagligdagen, der giver næring til at turde drømme større. Det er da ikke dagligdagen, der fører til, at man møder mennesker og kulturer der gør ting anderledes end alle andre omkring en. Det er da ikke i dagligdagen, man opdager, man har en krop og en fysik der ikke bare en æske der holder hovedet højest når man står eller sidder. Det er da ikke dagligdagen, der gør at man pludseligt hører lyde fra naturen man aldrig har hørt før. Det er da ikke dagligdagen, der gør at man savner dem der virkelig betyder noget, fordi de er langt væk. Det er da ikke dagligdagen der gør, at man momentvist føler, at hvis man døde i dette øjeblik, så ville man alligevel have levet et helt liv.

Vores orlov har været fantastisk - vi har set så meget, og oplevet så meget, mødt spændende og søde mennesker fra hele verden, været så meget sammen, så tæt på hinanden, så intenst tilstede i drengenes liv og oplevelser - at det vil være et kapitel i vores liv som vil fylde meget når det en gang bliver tid at gøre det store regnskab op.

Alt hvad vi har oplevet fra flyveren lettede fra Kastrup til den lander der igen (d. 11. marts kl. 09:50 med BA812 fra London) har været fantastik og har givet os utroligt meget. Men måske ligger den største værdi af vores orlov endnu foran os. Måske består den i, at tage nogle doser anti-dagligdag med hjem, og drysse dem ud over, ja netop, dagligdagen, for så at se hvad der så sker med livet.

Jeg glæder mig til at se jer alle. Tak fordi du har haft lyst at følge med i vores rejse, og for tanker, beskeder, sms'er og emails de sidste 11 uger.

KH Peter