Dage i camper (14. til 23. januar)

14. januar - Cape Otway
Der var ikke mange kilometer fra vores campingplads i Peterborough til det første stop for at se "The Grotto", som er bare en af mange formationer der er dannet af bølgernes erosion af de røde kalksten som kysten består af. I The Grotto står man bagest i en dyb hule og ser bølgerne kommer ind. Af og til er der en bølge som er lidt kraftigere end de andre, og som derfor når helt op til den lille forhøjning man står på. Skræmmende og fascinerende, at betragte bølgernes kraft.
Herefter følger en perlerække af udsigtssteder og utrolige kystformationerne. Se selv billederne for flere detaljer.

Port Campbell har en lille sandstrand, som ikke er mere end et par hundrede meter bred, men er den eneste der er adgang til fra land-siden på hele kysten. Derfor tiltrækker Port Campbell surfere. Vi så tilfældigt en gammel surfer dude, der sikker er kommet forbi i hans folkevognsrugbrød en forårsdag i 1968, og som lige ville checke nogle waves, men som tydeligvis ikke var kommet videre siden. Langt gråt hår i hestehale, verdensfjern i udtrykket, men sej og senet i kroppen.
Højt over Port Campbell stoppede vi og så nogle mikroskopiske prikker langt ude på de kæmpe bølger. Med øjnene så vi kun nogle farver, men med min 70-300 AF 4.5-5.6 ED VR kunne vi se at det var surfere og to jetskis der lå mange hundrede meter ude fra kysten. De lå mellem to steder hvor bølgerne ikke brækkede, og hvor der derfor ikke er rev, men det så sindssygt ud, og skræmmende at vide at de kun har 200 meter kyst at rede sig i lang på….. for ikke at tænke på hajerne J

Selvom der var mange stops for at se de mange fantastiske kystformationer, var hver enkelt alligevel speciel og fascinerende. Sidste stop var "The Twelve Apostles" som godt nok med årene er blevet reduceret til en 6-7 stykker.

Herefter svinger The Great Ocean Road lidt indad i landet i gennem noget af Victorias oprindelige regnskov. Den kommer ud til kysten igen, men vi skulle en afstikker endnu længere ind i urskoven. Vi skulle til Otway Fly [www.otwayfly.com] som er et stykke af skoven, hvor der er lavet gangbroer oppe mellem trætoppene, mellem 17 og 33 meter over jorden - plus et tårn på 47 meter! Det var virkelig en fed oplevelse, sådan list "Me Tarzan, You Jane" agtigt, og noget som selv børnene havde sjov med - især Gustav, da han pludseligt skulle tisse (hen er blevet fuldstændig dagtime-renlig på turen!) oppe mellem træerne. Hvad gør man så, når der er 600 meter gangbro ned på jorden igen? Tjae, jeg valgte at han kunne tisse ud fra gangbroen. Dvs, hans lille tissemand kunne lige nå ud mellem tremmerne, og så havde strålen ellers 21 meters frit fald til bunden af regnskoven - det snakker han om endnu J

Efter Otway Fly kørte vi ned på Cape Otway der er det næst-sydligste punkt på fastlands-australien, og hvor vi havde fået en campingplads. Campingpladsen ligger meget skyggefuldt under eukalyptustræerne, og i træerne bor der koalabjørne…. som jo er nok så bedårende. Det er slangerne ikke, selvom de ellers skriftligt advarede mod dem på campingpladsens velkomstmaterialet. Vi så heldigvis ingen, men informationsmaterialet fortæller kækt at hvis man ser en, skal man bare lade den være i fred, så gør den ingenting J

15., 16. og 17. januar - Melbourne
Næste morgen kører vi de 3 kilometer til Cape Otway Lighthouse, og pludseligt var der en 6-8 biler som blokerede vejen, og stod med dørene åbne mens folk gik frem og tilbage mellem hinanden. Jeg frygtede at nogen var kørt alvorligt sammen, men da vi kom helt der hen, så vi at det alt sammen var fordi nogen havde spottet nogle koalaer i tæerne over vejen! De er nu også meget charmerende, de småskæve syvsovere (de sover 20 timer i døgnet, og er høje af eukalyptusolier).

Derefter gik det videre langs kysten af "The Great Ocean Road" mod Torquay. Da vejen igen når kysten ved Apollo Bay, har kysten ændret karakter. Nu er der blevet lidt fladere ned til vandet, og mange steder er der fantastisk flotte sandstrande, og små hyggelige byer. Vi spiser frokost i en af dem, og nyder at det på det tidspunkt, faktisk er rigtig flot vejr.

Da vejen langs kysten er hugget ud fa klippesiderne, bugten den sig præcist så meget som kystlinien (se billederne) og da udsigten fra bagsæderne er begrænset, går det som forventeligt - Frederik bliver køresyg og kaster op. Han kommer om foran på resten af kystvejen, men der får han øvet tal, idet hvert enkelt sving er skiltet med max hastighed på 30, 35, 40, 50, 55, 60 eller 70. km/t. 70 minder lidt meget om sytten, men så ombøber vi 70 til "morfar", og tæller vi …halvtreds, tres, morfar, firs, halvfems og så videre.

I Torquay er det slut med den smukke kystvej, men som en bonus får vi købt en fødselsdagsgave til Frederik i Geelong, og gi'r den gas på motorvejen til Melbourne derefter. Vi kan lige nå, at komme i Campingpladsens swimmingpool inden der skal laves mad.

Den 16. januar, er vi i Melbourne og ser på byen. Melbourne er et sjovt sted, med en masse forskellige typer mennesker på gaderne, og stor variation mellem de forskellige gader, blot nogle få lyskryds mellem hinanden. Efter sigende, skulle Melbourne have den største koloni af grækere udenfor Grækenland, og en stor del af centrum er da også "Greek Village", ligesom der også er et Chinatown. Vi så også på Federation Square med den spændende nye arkitektur.
Mest betaget var børnene vist af en trapez-opstilling på en plads, hvor (større)børn kunne få an tur i trapez mange meter over jorden, mens artister gav vejledning (og holdt i sikkerhedsliner).

Turene frem og tilbage til vores campingplads, som ligger i Footscray, tog vi med bybus, og da Footscray vistnok ikke er det mest up-market kvarter i Melbourne (sjovt nok, Footscray lyder sgu heller ikke særligt fashionabelt) så var der lidt af et freak-show på busturene. Men så tog det også kun 45 minutter J

Den 17. januar var det jo Frederiks 7 årsfødselsdag, og han havde selv bestemt at vi skulle "lege på legepladsen, tage en tur til Melbourne og spise pizza og is, derefter bade og spise mango og vandmelon i camperen til aften" - så det var hvad vi gjorde (på nær at bade, for det var ikke særlig varmt, især ikke i vinden). Vi vækkede Frederik med en halv vandmelon med syv lys i, og morgenmad i camperen med pandekager. Vi havde til og med haft danske flag med hjemmefra, og havde købt fint indpakningspapir, så de tre gaver i alt kunne se ud af noget.

Ud over de tre gaver var der et utal af SMS'er, opkald, emails og kommentarer på bloggen. Tusind, tusind tak til jer alle, jeg tror ikke I ved hvor glad og rørt Frederik blev over hvert eneste af dem!

Mest af alt, blev ham rørt over emailen fra hans klassekammerater med hilsner og spørgsmål og ikke mindst et billede af alle kammeraterne, der vinkede med danske flag til Frede. Han var tydeligt rørt og kunne knapt finde ord da han ville have bekræftelse på, at det virkelig var et billede som de havde taget kun for hans skyld.

18. januar - Seaspray
Den 18. var det afgang efter tre dage i Melbourne. Det var dejligt at ligge fast i nogle dage, og ikke mindst skyldte vi jo Frederik, at han fik en fødselsdag, der ikke handlede om at sidde i stolen med sikkerhedssele på i flere timer.

Nu havde vi fået storby i tre dage, og så var vi klar til kyst, sol og badning (eller som de siger på engelsk "Sun, Sea, Surf and Sex"). Vi kørte derfor mod Seaspray, som er starten på "The Ninety Miles beach", der ligesom den jyske vestkyst, har bred sandstrand og klitter.

Seaspray er sikkert bedre end vi husker den, men for os var det bare nedtur at komme frem til regn, kraftig blæst og kæmpe dønninger. Campingpladsen, er også den absolutter bundscorer indtil videre, så vi var videre næsten morgen.

19. og 20. januar - Lakes Entrance
Vi kørte til Lakes Entrance, der ligger i den anden ende af the ninety miles beach, og som også skulle være en rigtig badeby, og indgangen til australiens (eller er det Victorias?) største sammenhængende søsystem. Egentligt, er det ikke selvstændige søer, der er bare saltvandssøer der er dannet efterhånden som the ninety miles beach halvøen har lukket mere og mere vand inde bag sig. Vi ville gerne have været på en sejltur på søerne hvor man blandt andet kunne forvente at se delfiner, men dels sagde de (ærligt) på turistkontoret, at der lige havde været et besøg af marinebiologer, der ikke kunne finde nogle delfiner mere, og dels var det….. regnvejr og blæst, så det droppede vi.

Vi brugte i stedet lidt tid på at provianterer og hygge os indendørs. Om eftermiddagen den 20. hold regnen så meget op, at vi bestemte os for at gå en aftentur ned til stranden efter maden. Tro mig, det var så koldt og råt og blæsende, at de mindende om sommeren 2007……..

Min far har lært mig, at er man ikke tilfreds med vejret, så skal man bare over alperne. Vi har til og med praktiseret det engang vi var på camping i Ålbæk (til københavnerne; det er 15. km. syd for Skagen (og ja, Skagen er Danmarks nordligste punkt, I ved, lige lidt syd for Norge, aej, kik i atlaset, ok?)) og det havde regnet i tre dage. Da spændte vi altså sneglehuset på Saaben og kørte til Italien for at få noget bedre vejr.

21. januar - Bright og The Great Alpine Road
Derfor var det oplagt, at vores rute skulle gå over de Australske alper (det kalder de dem altså!). Vi kørte den flotteste tur gennem landskab der mindede om Toscana eller Provence, gennem små byer med de flotteste bygningen der stammede tilbage fra storhedstiden omkring guldfeberen, for til sidst at nå op i 1860 meters højde. Til sidst var vi helt over trægrænsen, og havde de mest fantastiske og spektakulære udsigter over bjergene. Der er faktisk en omfattende skiturisme om vinteren i (de australske) alper. Nu så vi mest cyklister, der enten kæmpede sig op ad, eller susede nedad.

Vi spiste eftermiddagskage og frugt på toppen (vandmelon og mango når ungerne får lov at vælge (og eftersom at de lækreste vandmeloner koster ned til 4,50 kr. pr. kilo, og mangoerne er håndboldstore og helt vildt meget mere søde end dem man kan købe i Danmark, så får de tit lov at bestemme))
Og skete på toppen? Vi sad og kikkede ned på den anden side, og så det flotte solskinsvejr og blå himmel. Efterhånden som vi kom ned af bjergene (hvilket tog noget tid pga. de mange sving) så steg temperaturen også, og endeligt fik vi sommervejr. Tak far!

Vi ankom til en lille by med kun 1800 indbyggere (undskyld Christian og Lotte og Stephan og Dorthe) som hedder Bright. Bright ser fuldstændigt ud som min opfattelse af New England i USA - flotte gamle huse, kæmpe haver, store frodige løvtræer, et par floder der mødes og en laidback stemning. Vi blev lidt sommer-plimmelim, og var gerne blevet et par dage, hvis vi havde haft mere tid. Selv Pernille fik det bedre, efter hun ellers havde haft et-eller-andet til at sidde fast i ryg eller nakke (det er de møg Mercedes sæder mener jeg). Vi spiste på en tilfældig restaurant, og i deres børne legeafdeling mødte vi en sød dansk familie med en pige på 5 år. Hun og Frederik legede sammen i vel en times tid, og det var de tydeligvis glade for begge to. Familien boede i Melbourne i seks månder i alt, men var i Bright på sommerferie.

Efter maden var vi på byens kæmpestore legeplads (i skyggen under de gamle træer ved floden) og ungerne havde de sjovt. Gustav er fuldstændig frygtløs, han følger bare Frederik og (prøver på) at lave det sammen som ham, eller han pisker rundt for sig selv.

22. januar - Gundagai
Jeg havde konsulteret de venlige mennesker på campingpladsens reception, og fået tips til en bedre tur med Canberra, en den sidste del af the great alpine road. Vi startede derfor dagen med at køre lidt tilbage, og dreje af mod Mt. Beauty. Vi kørte derefter op af igen i noget tid, men denne gang kun til ca. 900 meters højde. Til gengæld var udsigten mindst lige så imponerende som dagen forinden. Vi hjalp nogle pensionister med en overophedet V8'er i en ældre Ford Fairlane med nogle liter vand og en plastikbeholder på toppen, og glædede os over at de sidste de så til os mens de vinkede taknemmelige, var skriften i støvet på camperens bagrude "GREETINGS FROM DENMARK"

Har vist skrevet et andet sted, at jeg engang vil komme tilbage og køre "The Great Ocean Road" i en åben sportsvogn (?). Når jeg så tager til Australien for at gøre det på et tidspunkt, så tager jeg sgu lige "Great Alpine Road" med også. Eller måske tager jeg den på motorcykel for variationens skyld. Det er i hvert fald fantastiske veje der bugter og svinger, og stort set uden trafik

Efter vi var "kommet ned" fra bjergene var det bare Hymes Highway mod Canberra. Der var rigt meget vejarbejde på den, da den er ved at blive udvidet til 4 spor hele vejen, så det var en rigtig transport etape som Leth og Mader ville have kaldt det. Vi kom til Gundagai om eftermiddagen, og fandt en campingplads der lå lige op af byens friluftsbad. Der bor kun 1.400 mennesker i Gundagai, men - som det er generelt for Australien - så er deres sportsfaciliteter i orden. Vi var både i babybassinet, børnebassinet og i 25-metersbasinet med 1- og 3-meter vipper.

Campingpladsen i Gundagai var list specielt, da det var en "drive-in" plads vi havde fået. Dvs.vi kørte camperen ind på et betonunderlag under et halvtag og havde så vores eget toilet og brus lige uden for døren, sammen med vand, el, afløb og antennestik. Det var selvfølgeligt smart med skygge, men ellers var det lidt for industri-agtigt til os. Så hellere lidt sand i sandalerne J

23. og 24. januar - Canberra
Den 23. stod vi op, og gjorde os klar til ankomst i Canberra (dvs. alle var i bad, og camperen blev gjort ren :-). Vi skulle besøge Frederiks ven fra børnehaven Maria Frandsen og hendes familie der. De har nu været i Canberra i fire måneder, og skal efter planen først vende hjem til Danmark efter to år i Australien.
Frederik havde travlt med at komme videre om morgenen, men vi havde dels nogle hundrede kilometer foran os, dels ville vi besøge en af de mange vingårde i området nord for Canberra inden ankomst på nr. 7 Finnis Cresent.

Vi besøgte en tilfældig vingård, efter at have fulgt et tilfældigt skilt på vejen. Det viste sig at vingården [http://www.clonakilla.com.au] har en af deres Shiraz rødvine på listen over Australiens tyve bedste vine. Den smagte vi, men var meget mere betaget af deres Viognier hvidvin - den var virkelig lækker. Det blev så også til en passende værtinde gave til Familien Frandsen.

Det er nu over midnat, og vi oplevede så meget i Canberra, at resten af beskrivelsen af disse dage må vente……

Vi er stadig ikke i WiFi dækining, så denne tekst er bare uploded med mobilen, og billederne må derfor vente